Anmeldelse af Danish Drum Legends DVD

Danish Drum Legends DVD på TRommeslageren.dk

Af Gunnar Kristiansen, oktober 2004

Så kom den længe ventede DVD Danish Drum Legends i handelen. Da vi for nyligt kiggede Tromme DVD’en efter i sømmene, faldt det derfor meget naturligt også at tage et kig på denne danske tromme DVD – nummer to.

Da vi her på Trommeslageren.dk tilbage i Juli måned offentliggjordet at der ville komme dansk tromme DVD med mange af “barndomsidolerne”, vakte det megen opmærksomhed og diskussion på Trommeslageren.dk’s forum. Nyheden blev den mest omdebatterede nyhed nogensinde, og det var tydeligt at folk så meget frem til at DVD’en skulle udkomme. Overordnet blev DVD’en anset for at være et særdeles fremragende initiativ, og man kunne jo næsten undre sig over, at ingen havde tænkt på at lave den før. Manden bag – initiativtageren Uffe Folkmann – havde også overfor undertegnede berettet meget begejstret om selve indspilningerne af DVD’en – noget der jo ikke ligefrem gjorde nysgerrigheden mindre.

Hvad får man?
Ud over selve DVD’en der ud over de 7 performances også indehold 2 interviews samt diverse fraklip, får man også en såkaldt DVD booklet. Denne indholder baggrundshistorie for hver af de enkelte kunstnere, ligesom de flestes setups er nedfældet. Der forefindes også fotos fra indspilningsdagen, og hæftet udgør derfor i sig selv også interessant læsning.

I med skiven…
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede også selv var ret spændt på at se D.D.L. DVD’en. Både for at se hvordan de enkelte trommeslagere ville gribe projektet an, men også for at se hvordan så forskellige trommeslagere ville “fungere” side om side på én og samme DVD. Noget der har overasket mig positivt ved DVD’en er, at den virker som en GOD pose blandede bolsjer. Ikke bare fordi at hver enkelt trommeslager spiller så forskelligt som de gør, men også fordi at de hver især griber opgaven meget forskelligt an. Her er med andre ord alt fra grundig instruktion til “lyt og lær”!

En anden ting jeg også fryder mig over er, at en DVD som denne netop er i stand til at vise hvor forskellige vi er som mennesker og musikere – noget man måske godt kan savne lidt når man tænder for radio eller TV. Meget musik bliver programmeret nu om stunder, og groovets “feel” og charme – den enkeltes særpræg – forsvinder derfor også. Denne DVD giver et fremragende indblik i hvor forskelligt to trommeslagere kan lyde, ment på den mest positive måde. Den viser også – synes jeg – hvorfor det i sidste ende er sjovere at lytte til mennesker end maskiner.

Egentlig havde jeg ikke lyst til at gå ind på de enkeltes “performances”, men jeg vover alligevel pelsen med en kort gennemgang – om ikke andet for at orientere lidt om indholdet.

Niels Ratzer
Det har alle dage været sjovt at opleve Niels live, og denne optræden er ingen undtagelse. Med sig har han en vokal mikrofon som bliver brugt til at “parre” sit spil med i en slags “kald og svar” koncept. Niels fyrrer den (som altid) for vildt af – så glæd dig!

Alex Riel
Alex har altid stået for mig som den ultimative jazztrommeslager på den danske scene. Smilende, glad og super musikalsk – på en dejlig “drengeagtig” legende måde. Denne DVD adskiller sig ikke på dette punkt, hvor vi har fornøjelsen af at høre Alex med sin trio der udover ham tæller bassisten Jesper Lundgaard, og pianisten Heine Hansen. Dejlig musik – dejligt spil!

Klaus Menzer
Dette klip starter med et interview af Klaus, hvor han fortæller lidt om sin opvækst, og hvad der fik ham igang på trommerne. Klaus er jo kendt fra et utal af optrædener og indspilninger – bl.a. med et af danmarks bedste pop/rock bands gennem tiderne, nemlig Sneakers. Hans optræden på denne DVD består af rent solo/groove spil med Klaus helt specielle sving og lyd – selvfølgelig udført på hans legendariske gule Gretsch sæt…

Safri Duo
Det er ingen hemmelighed at Safri Duo er sindsygt dygtige. Har man – som jeg – haft fornøjelsen af at opleve dem live i deres klassiske dage, bliver respekten for deres kunnen absolut heller ikke mindre. Men at de også er super-tjekkede, og endda meget pædagogiske, viser de også på bedste hvis med denne session. Duo’en virker velforberedte, og deres mangeårige sammenspil skinner igennem fra start til slut.
På DVD’en demonstrerer de de figurer der danner grundlag for hittet “Played Alive”. Dertil får vi mange gode tips og øvelser, og til sidst en gennemspilning af den oprindelige version af Played Alive. Denne byder i øvrigt på det jeg vil kategorisere som uspilleligt svære rytmiske figurer – alle fremført med legende lethed!

Claes Antonsen
Claes er en erfaren “studie rotte”. Den erfaring og viden han har dannet sig igennem de sidste mange år, kan vi andre nyde godt af her. Selvom denne session kan virke en anelse improviseret, så får vi alligevel mange gode råd og vigtige ting at vide.
De eksempler Claes spiller – i øvrigt sammen med Aske Jacoby (Guitar) og Jacob Andersen (Perc.) – svinger som død og djævel! Vi ser her hvordan man med få virkemidler spiller tingene som de spilles skal – nemlig simpelt og med vægten lagt på svinget.

Jan Lysdahl
Selvom det er længe siden man rigtig har hørt fra Jan Lysdahl som trommeslager, så har manden bestemt ikke glemt hvad det handler om. På denne optagelse spiller han og percussionisten Rune Olesen to takes. Manden svinger fantastisk, og man fornemmer virkelig her hvad “studio-tight” betyder. ALT sidder i kassen, og det med en energi og et sving som er fuldt på højde med “amerikaner drengene”. Gid man kunne høre Jan med et live band igen…

Laust Sonne
Denne session indledes med et lille interview af Laust – en mand med andet på hjerte end trommelir. Derfor har han også valgt at tage bandet Bugpowder med ind i studiet, for at vise hvad det egentlig handler om – nemlig musikken. Laust spiller med et rigtig fedt sving og en god energi, og har sin helt personlige tilgang til trommespillet. Fedt at også denne mere “out” form for improviseret musik får spotlight her.

Konklusion
Det gode ved denne DVD er, at alle kunstnere har hvert sit at byde på. Man fristes næsten til at sige, at man her får 7 “mini DVD’er” for prisen af én (eller to ;-). Det giver ikke bare mulighed for lidt tromme-musikalsk adspredelse, men også mulighed for at høre forskellige stilarter og genrer spillet af nogle af de dygtigst folk på den danske scene.

Skal jeg komme med lidt negativ kritik af DVD’en, så bliver det af en mere teknisk karakter. Indekseringerne på skiven er nemlig helt hen i vejret. Af en eller anden grund kan man f.eks. ikke “skippe” igennem DVD’en. Man skal hele tiden tilbage til hovedmenuen først – dette kunne jeg til dels leve med. Men hvad værre er; for f.eks. at se Klaus Menzer spille er man først nødt til at spole sig igennem hele det interview der ligger forinden. Det ville alt andet lige være mere naturligt at ligge “trackmarks” foran alt hvad der lugtede lidt af “nyt kapitel”. Det samme gælder imellem f.eks. Alex Riels 3 takes, eller Jan Lysdahls to soli – igen føler man sig tilbagesat til dengang man spolede videobånd igennem for at finde det ønskede.
Endeligt kunne lyden godt have været bedre på nogle af klippene. Det er ikke fordi den er decideret dårlig – slet ikke – men i mine ører bare ikke hvad man kunne forvente fra et top-prof studie som Medley.

Når det så er sagt, så er Danish Drum Legends DVD’en så absolut alle pengene værd – for ung som gammel – erfaren som uerfaren. Her er lidt for enhver smag, men alle optrædende har sit at byde på, hvilket også gør at man gider at se den igen. Dertil skal det lige bemærkes, at den kvikke køber vil se der står “Volume I” på forsiden. Dette giver vel mere end noget andet en indikation af, at en “Volume II” kan forventes på et eller andet tidspunkt…

PLUS
• Alle er fede – på deres måde!
• Virkelig godt initiativ.
• DVD Booklet giver god baggrundsviden om de enkelte, og er overskueligt sat op.

MINUS:
• Indekseringer er for dårlige.
• Lyden kunne være bedre på visse steder.

Danish Drum Legends kan købes i enhver musikforretning.
Vejl. pris: kr. 399,-

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!