Anmeldelse af George Duke koncert

GeorgeDuke - Trommeslageren.dk

Skovridderkroen, 22. september 2004
af Gunnar Kristiansen

De fleste musikere kender ham – funk maestroen George Duke. Enten som kompetent studiemusiker, sanger og sangskriver eller som den ene halvdel af duoen Clarke & Duke. Er der stadig ingen klokker der ringer? Spring da ca. 20 år tilbage i tiden, tænd for Sportslørdag på DR. George Duke leverede nemlig dette programs signaturmusik i en lang periode – dog uden at særlig mange var klar over hvem manden bag den var…

Da jeg fik tilbuddet om at høre George Duke live, kunne jeg ikke sige nej. Velvidende at manden laver alt fra det svedigste funk til de vamleste ballader, var jeg trods alt ret sikker på, at aftenen ville blive en god koncert oplevelse. Og med et hold så kompetente musikere som var på banen denne aften, da skulle det være underligt andet. Gorden Campbell (Earth Wind & Fire, Jessica Simpson) på trommer, Michael Manson på bas, Jef Lee Johnson (D’Angelo) på Guitar, Kevin Randolph (Christina Aguilera) på keyboards og Shannon Pearson på vocal.

Jeg synes efterhånden at der bliver længere og længere imellem de store koncertoplevelser. Det sjove er, at det tit er helt uventet at man virkelig bliver rørt, eller bare ikke kan få armene ned igen. Derfor sætter jeg efterhånden også mine forventninger moderat før en koncert – uanset navn. Man ved aldrig hvad en koncert vil bringe af overaskelser, og det samme galdt i og for sig også denne aften, selvom jeg havde mine bange anelser om at bandet ville råsvinge fra første slag. Og svang – det gjorde det! Til tråds for at repertoiret spredte sig fra groovy funk over klæbrige ballader til et udsyret “rum-nummer” på synthesizer og computer, så var “The Man” i sit es, og det smittede af på både orkester og publikum. Lige fra han betrådte scenen var folk “på” med det store bifald, og tydeligt var det at Mr. Duke følte sig godt tilpas. Han virkede på én gang oprigtig og afslappet.

Det fede…
En af George Duke’s forcer er hans funky stil kombineret med i ørefaldende temaer. Er man til Sly and family stone, James Brown, Tower of Power og Bootsy Collins, så er man heller ikke gået galt i byen med Duke – når bare man vælger de rigtige af hans numre. Gør man ikke det, ja så kan man hurtigt foranledes til at tro, at manden er fastansat komponist hos KONE elevator, for der går ind imellem lige lovlig meget easy-listening i den. Men live er George Duke hvor han bør høres, især med et band som dette.

Bandet formåede at spille med det fede grov-sving, det seje “laid-back’ede” og masser af autoritet og diciplin. Det er altid inspirerende at høre nogle musikere der virkelig kan – og det var netop tilfældet her. En ting der overaskede mig positivt var desuden, at der slet ikke blev brugt sequencer på scenen – en ting der på det seneste har dræbt mine koncertoplevelser – bl.a med Craig David. Men takket være det 100% “ægte” orkester, spillede de stramt på den løse måde, og legede i det hele taget som det passede dem – helt naturligt og sjovt for alle parter.

Det knap så fede…
Lyden denne aften var skidt. George Duke’s keyboard var så meget kraftigere end resten af bandet, at meget gik tabt i lyd-mos. Desuden har Mr. Duke en last, som han desværre ikke er ene om, når det kommer til lydvalg. Det grænser ind imellem til det corny. Synthbrass lyde, samplede trompeter og elektrisk guitar lyder bare ikke rigtig godt på et keyboard!
En helt anden kedelig ting, var lyset. Hvor ligegyldigt det end måtte lyde, så betød det i praksis at guitaristen – Jef Lee Johnson – stod i mørke hele aftenen – en detalje der betød at man praktisk talt ikke lod mærke til manden – synd og skam!
Sidst men ikke mindst var koncerten for lang! Som med så meget andet gælder det også koncerter, at man skal stoppen imens legen er god. Hellere forlade “hundene” sultne, end tykke og trætte. Endnu engang er det hermed bevist hvor vigtig en god sætplan er for en koncert…

Trommespillet
Gorden Campbell kendte jeg i forvejen, da jeg er den lykkelige ejer af en “Live by request” DVD med Earth Wind & Fire. Denne DVD hører til blandt mine absolutte favoritter, ikke mindst takket være Gordens fantastiske grooves. At høre manden live var i sig selv grund nok til at se denne koncert. Gorden hører ind under kategorien “hårdtslående sorte trommeslagere med rank ryg og latterlig god time…” Han er typen der swinger igennem som om det galdt liv eller død, og aftenens gode stemning på scenen gjorde tilsyneladende også, at han spillede mere løst og legende end jeg ellers har hørt ham – noget der absolut klædte ham. Gorden – som bl.a. også spiller med Jessica Simpson – er ved at være en travl mand, så det bliver nok ikke sidste gang han gæster Danmark. Tjek ham derfor ud næste gang han er i nabolaget – han er fed!

Til sidst…
Om denne koncert så var en af de helt store oplevelser der virkelig sætter sig fast? Der må jeg nok sige nej. Spørger man mig om 5 år hvad jeg husker fra denne aften, så bliver det temmelig sikkert George Dukes afsmittende humør på scenen – og det siger vel en del om hvad scenefremtoning betyder for helhedsindtrykket ved en koncert…

http://www.georgeduke.com/

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar