Groove Buddy – et glimrende øveredskab

Groove Buddy - Anmeldelse - Trommeslageren.dk

Groove Buddy er allerede blevet pænt modtaget af mange af Trommeslageren.dk’s brugere, og med god grund: den dansk-udviklede play-along app giver trommeslagere nye og sjove muligheder for at øve sig på en lærerig og meningsfuld måde.

Bag appen står Jens K Dam og Thomas Gundal, som med Groove Buddy har ønsket at tilbyde trommeslagere gode, håndspillede sange at øve til, særligt i genrer hvor keyboardbaserede MIDI-tracks typisk kommer til kort.

Hvad kan den så…?

Groove Buddy kan downloades gratis i App Store. Med appen følger tre gratis tracks, mens resten af de i skrivende stund 26 tilgængelige sange kan tilkøbes for 9 kr./sang eller 99 kr. for fuld adgang. Man har mulighed for at lytte til uddrag af sangene før man køber – en fin detalje hvis man køber sangene enkeltvis og gerne vil vide hvad man får inden man betaler. Sanglisten opdateres løbende, med 6 nye tracks inden for den sidste måned.

Genremæssigt spænder sangene fra klassisk og funky rock over reggae, blues, fusion, soul og jazz i forskellige afskygninger. Kvaliteten af sangene er generelt høj, med gode melodier, riffs og arrangementer, og det er tydeligt at herrerne bag også har lagt vægt på at finde kompetente folk til at indspille dem.

En mixerfunktion gør det muligt at skrue op og ned for de forskellige instrumenter, en af få chancer vi som trommeslagere får for at bestemme hvor højt guitaristen behøver at spille…

Groove-buddy-screen - test - trommeslageren.dkDertil en loopfunktion, som tillader brugeren at spille udvalgte dele af sangene i sløjfe. Og så en praktisk funktion, som også skiller appen ud fra konkurrerende produkter: muligheden for at justere tempoet. Super praktisk hvis man har brug for at tage tingene lidt roligere, eller udfordre sig selv og skrue op for farten. Helt sikkert en funktion jeg selv vil gøre brug af, ikke mindst i undervisningsøjemed.

Endelig giver Groove Buddy mulighed for at man kan optage sig selv spille på video – en glimrende funktion til at evaluere sit spil og/eller dele sin præstation på diverse sociale medier.

Ifølge den officielle hjemmeside Groovebuddy,rocks skulle det også være muligt at downloade noder til appens sange, men det er endnu lidt uklart hvor og hvordan dét gøres – her mangler hjemmesiden en opdatering.

Appen er meget overskueligt indrettet, med (næsten) alle funktioner let og logisk tilgængelige. Kun loopfunktionen krævede et øjebliks trykken omkring før jeg forstod at de tre streger under sløjfetegnet repræsenterer hvert deres loop fra den valgte sang. En lille mærkat på hvert loop ville gøre det lettere at gennemskue, så den idé er hermed givet videre.

Ka’ det så bruges…?

I allerhøjeste grad: Groove Buddy er et godt legetøj i det daglige trommerum, et glimrende øveredskab og meget oplagt at benytte til undervisning. De to bagmænd har taget opgaven alvorligt og brugt tid og kræfter på at lave ordentlig, velspillet musik som man gider at spille til igen og igen. Tak for dét!

Enkelte småting tåler justering: den ikke helt opdaterede hjemmeside, den for tekniske analfabeter sværtgennemskuelige loop-funktion, og så at Groove Buddy endnu ikke virker på Android. Det sidste skyldes ifølge Jens K Dam nogle indbyggede vanskeligheder i Android, så det er pt. ikke muligt at sætte en dato på frigivelsen af en Androidversion.
Nogle af sangene kunne for min skyld godt være længere, men det er en smagssag – ikke alle er til lange soloer, og man kan jo vælge at loope nummeret hvis man vil spille længere.

Der findes andre play-along-apps til trommeslagere på markedet, men efter denne signaturs mening ingen som er lige så musikalsk alsidige eller med samme tekniske muligheder. Så hent den før din nabo – til den pris er der ingen undskyldning for ikke at prøve den af.

– Hasse Sørensen, december 2017

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!