MADL

Medlem
  • Antal indlæg

    806
  • Medlem siden

  • Senest besøgt

  • Dage som vinder

    5

Alt der er opslået af MADL

  1. En platform af feks. krydsfiner ovenpå tennisbolde (el.a.?) er vist ret benyttet. Søg her eller på google. Der er en del info.
  2. Jeg har brugt tyndere stikker, tyndere bækkener samt dæmpning i form af gaffa på bagsiden som jeg ved trial/error placerer i korrekt mængde og afstand fra centrum ud mod kanten. Typisk placerer jeg (1-2 stykker) så det er ca. 5cm inde i klokken og 5cm udenfor klokken (henover 'knækket mellem klokken og resten af bækkenet, hvis du forstår). Mange siger sikkert fy fy, men man KAN finde en placering og mængde hvor bækkenet stadig har sin personlighed, men hvor de mest skærende overtoner er dæmpet. Dog træls med limrester fra tapen.
  3. SPØRGER DU, OM JEG I VIRKELIGHEDEN HAR KLATTET MIT TALENT VÆK? 17. september 2016 Politiken Gudrun Marie Schmidt. Som teenager spillede han trommer for verdens største jazzstjerner. Som ung brændte han maskulinitetens smerte ind i musikhistorien med ' Sjæl i flammer'. For Kasper Winding var det, man kalder et vidunderbarn: Når et barn bliver så dygtigt, at det ikke længere hører til i børnenes verden. Han er elitær, han er velklædt, og han havde en hel vinter, hvor han gik med solbriller. I gråvejr. I dag, som 60-årig, mangler den pladeaktuelle musiker 200 millioner kroner til et hus for indre fred i Nordhavn. Men de gange, han har haft størst succes, har han skyndt sig videre. Hvorfor? Engang i 1971 trådte en ranglet dreng med langt mørkt hår ud af John Hartwigs musikbutik i Pisserenden i Indre København. I armene havde han trommer og bækkener til et spritnyt trommesæt, som han lige havde betalt kontant inde i butikken, og udenfor ventede den taxa, han havde hyret til hjemtransporten. Pengene havde han tjent på sit første job som professionel trommeslager, hippiemusicalen ' Hair', der spillede for fulde huse rundt om hjørnet i Cirkusbygningen. Han var 14 år. Et par måneder senere var samme dreng til fest på musicalen. Her dukkede en smuk 21-årig kvinde op, som på det tidspunkt var en af Danmarks mest kendte fotomodeller. Hende gik han op til. »Det kan godt være, at du ikke er interesseret lige nu«, sagde han til hende, »men om 5 år fra nu er vi to gift med hinanden«. Da var han lige fyldt 15. Kort tid efter ringede hun fra et fotojob i Sverige. Han var selv på arbejde, han havde et job som trommeslager ude i et pladestudie, der lå oven på en roklub ved Svanemøllen. »Jeg er gravid«, sagde hun. »Nå, okay«, sagde knægten, der var forelsket, og spurgte, hvordan hun havde det med det. »Jeg vil enormt gerne have barnet«, svarede hun. »Super«, sagde han, »så er det da det, vi gør«. Da deres søn blev født, var han flyttet hjemmefra og boede nu sammen med sin kæreste, som han i øvrigt blev sammen med de følgende 9 år. Og var 16 år. Nu sidder Kasper Winding i et mødelokale i Kronprinsessegade, som han låner, fordi han er bestyrelsesformand for et projekt, han har arbejdet på i 12 år. Et projekt, der vil bygge et stort hus for indre fred og personlig refleksion ude på vandet i Nordhavn. Ovre i hjørnet af kontoret står en model af huset og ligner en hvid sky. Han er blevet 60 i juni. Ikke, at han har brugt tid på Jorden på at dvæle ved den slags. »Jeg tænker aldrig over min alder, måske fordi jeg ikke kan mærke den. Jeg løber og laver yoga hver dag, og det kan jeg stadig gøre. Nok også fordi jeg begyndte for 20 år siden«. Hvor meget yoga laver du? Lige så meget som Sting? »Nej, nej, overhovedet ikke. Det er bare noget med at gå hele kroppen igennem, stille og roligt. Tager cirka 20 minutter. Man kan godt have en morgen, hvor man ikke orker noget, men så snart man har lavet det der, så er man altså vågen«. Så du tænker aldrig over din alder? »Jeg kan da godt se, at jeg ikke er 18 længere, men jeg tror også, tiderne har ændret sig på det punkt. Da jeg var ung, var man gammel, når man var på min alder. Men hvis jeg står og dj'er med nogen i dag, der er 40 år yngre end mig, så er min alder uinteressant for dem. Det er det, du kommer med, det handler om. Alder er blevet irrelevant«. Og det er ikke bare, fordi du selv er blevet ældre, at du tænker sådan? »Ha ha! Jamen, det er da meget muligt, men det tror jeg faktisk ikke«. I næste uge udgiver Kasper Winding sammen med den franske sangerinde Lola Delon en plade, han har kaldt ' Fuck Dance Let's Art' - og som om titlen ikke var højstemt nok, har han besluttet, at musikken skal opføres som lydinstallation på udvalgte kunstgallerier i Europa og Danmark. Hov vent, var titlen højstemt? Hvad hed den igen? Fuck Dance Let's Art. Som i: Lad os komme væk fra musik som baggrundsstøj til cowboybukseindkøb og allestedsnærværende ligegyldighed. Lad os vende ryggen til det liv, der leves i uendelige parallelgader af multitasking og second screening, som gør, at ingen oplever noget, mens de oplever alt. Lad os gøre kunsten. Lad os vende tilbage til fordybelse, til koncentration, til fokus. Lad os rykke ind i musikken, ind i nuet, ind i os selv. En skrigende gul abe Manden, der tænker den slags tanker, er klædt i hvid T-shirt med V-hals, blå jakke og en rød, blå og hvid charmeklud i silke. Håret er gråt og groomet, og de sorte briller har gjort ungdommens karakteristisk store øjne lidt mindre pågående, har tøjlet dem. Han er en smuk mand og elegant på den helt rigtige måde, han interesserer sig for formgivning, for kunst, for arkitektur. Han er æstet. Dyrker sin krop og mediterer. Er barn af et kunstnerisk miljø i København og den kreative Bernadotteskole. Han tror på, at indre fred i den enkelte kan være med til at føre til større ydre fred for de mange. Han har et strejf af overklasse over sig, han siger »skønt« om virkelig mange ting, han mener, Danmark er ved at blive kvalt i fritidstilbud, han mener ikke, at nogen vil blive lykkeligere af, at vi får flere nye håndboldhaller, og som han sidder her, ville han formentlig for nogen være lig med det værste, man ville kunne vride ud af det elitære Danmark. Men Kasper Winding er også historien om en mand med et usædvanligt talent, der har kunnet måle sig med hans lige så usædvanlige disciplin. Et vidunderbarn, der først har skabt sig selv og derefter har skabt sig selv om, så mange gange han har haft lyst til. Han har haft flere år til rådighed end alle andre, fordi han begyndte på alting så tidligt, men er aldrig gået efter at blive et af sin generations store navne i den brede betydning. Til gengæld er han lykkedes med alt fra at være jazztrommeslager til popstjerne, producer, dj, komponist og filmmager. Og har været far til fire imens. I Danmark henter en ny generation inspiration i hans 1980' er-hits, og et purungt band har tilmed opkaldt sig efter hans største hit, ' Sjæl i flammer'. Men det ved han måske ikke engang, for de seneste 12 år har han boet i Paris med sin kone og sine to yngste børn. Hans ældste søn er 44, hans yngste datter er 8. »Jeg har lovet Polly at blive 100. Så håber jeg bare, jeg bliver ligesom min mor. Hun er en krudtugle. Stadig. Eller som Picasso. Han blev 97, ikke, og et af de sidste billeder, han malede, forestiller en skrigende gul abe. Sådan håber jeg også, jeg er til den tid. Skrigende«. Fars irriterende stemme Kasper Winding havde to plakater på sit barndomsværelse. Et fotografiaf Picasso og et af arkitekten Oscar Niemeyer. De hang i Kronprinsessegade, hvor hans mor, fotografen Vibeke Winding, boede, efter at hun var blevet skilt fra Kasper Windings far, tv-manden, kunstneren og forfatteren Thomas Winding - en mand, hvis røst var stemmen bag tidens børnefjernsyn. Mens hun kom ud af kapital og en familie, der både havde ejet et stort bogtrykkeri og virksomheden bag OMA margarine, kom han ud af kulturel kapital, et hjem befolket af kunstnere og journalister, hvor folk som Poul Henningsen kom. Kasper Windings eget barndomshjem var et sted, hvor børnene var med, der hvor de voksne var. Han var inde og se John Coltrane, Miles Davis og Fellini-film, inden han var 6, og når der var fest, sad børnene med ved bordet, mens de voksne var fulde eller skæve. Mange ting foregik på de voksnes præmisser, og Kasper Winding og hans søster var ofte overladt til sig selv. Det er ikke noget, han er vred over, han har i den grad følt sig elsket og kan godt forstå den vej, som hans forældre og deres generation valgte i 1960' erne. De ryddede ud i gamle strukturer og banede vejen for nye, og det var nødvendigt, mener han. I weekenderne tog hans farfar, Preben Wilmann, som var kunstredaktør på Aktuelt, sit kunstinteresserede barnebarn med på museer og gallerier for at se Lundstrøm, Matisse og Tizian. Hvorfor var det egentlig ikke din far, der tog dig på museum? Han var jo kunstner? »Min far havde så travlt med sig selv. Han var oprindelig maler, men det var, som om han mistede interessen for det, og så begyndte han at lave fjernsyn i stedet og skrev børnebøger. Og blev jo meget succesfuld med det. Og det tror jeg blev sådan altkonsumerende. I hans liv. Faktisk«. Man tænker jo, at et barn, der er vokset op med din far, må være et barn, der har fået meget? »Ja, jo, men jeg vil sige - og det siger jeg uden nogen form for bitterhed: Jeg tror, han har givet mere til jer end til os. Der var så meget knald på ham, og det var så det, han gik ud og lavede fjernsyn på. Og når han kom hjem, var han træt. Men, okay. Han var da enormt god til at læse godnathistorie om aftenen«. Så du har gode minder om din fars stemme? »Ja, men ikke kun. Jeg tror faktisk, alle vi søskende syntes, hans stemme var lige så irriterende, som alle andre syntes, den var fantastisk. For den var jo lidt belærende, den stemme. Den vandt ligesom altid. Den havde det der rolige over sig, der altid fik ret. Stikhamrende møgirriterende, ikke?«. Hvad laver den lille lort her? Kasper Winding gik på Bernadotteskolen i Hellerup; en ret fri skole, også efter datidens standarder. Da han var 10, begyndte han at spille trommer og havde på skolen en virkelig god musiklærer, Adrian Bentzon, som opfordrede den talentfulde dreng til at klø på. Hvilket han så gjorde. Det boglige interesserede ham til gengæld så lidt, at han stort set ikke åbnede en bog, før han var fyldt 18. Han læser virkelig mange bøger i dag, men han kan ikke skrive i hånden uden nærmest at få krampe. Og han har aldrig rigtig lært at stave. Ikke at han er ordblind, for det er han blevet testet for, han har bare aldrig lært det. Skolen var en tid, hvor man gjorde det, man ikke måtte, som at tage »en masse drugs og gå til time bagefter«, og i folkeskolen prøvede Kasper Winding stort set alle former for narkotika, der er. Men han holdt op, før han var 20. Der er en orden inden i hans hoved, som trives dårligt med kontroltabet, selv om især de mere hallucinerende stoffer også har givet ham noget. »De gode oplevelser med hallucinerende stoffer er jo et ekstremt sansekapow-fyrværkeri, hvor du kan sidde og kigge på en vanddråbe, der er sååå lille, og så pludselig er den sååå stor og fylder ligesom alt omkring dig. Alice in Wonderland, ikke? Det er overvældende at se verden sådan. Og når man har haft en god oplevelse med det, prøver man at fastholde fornemmelsen bagefter. Sådan: »Hold kæft, hvad nu hvis jeg kunne lave musik, der lød sådan? Eller male et billede, skrive en bog eller lave en film, der havde dét, som vanddråben havde, jamen, så ville det da være fantastisk«. Da Kasper Winding var 14, blev det alvor med trommerne. Hans musiklærer på skolen fortalte ham om en slagtøjsprofessor på Musikkonservatoriet, som skulle være den bedste. Og så blev Kasper Winding elev hos Bent Lylloff. Han begyndte faktisk også på konservatoriet, men Bent Lylloff lovede at undervise ham gratis privat, hvis han bare ville stoppe på skolen, da han tog pladsen fra en anden. Spillejobbene var alligevel så mange, at han stort set ikke kom der. Det var også Bent Lylloff, som skaffede Kasper Winding en plads i Radiojazzgruppen, da han var 14 et halvt. Og siden en plads i Det Kongelige Kapel, da han var 17. I Radiojazzgruppen spillede den 14-årige dreng side om side med voksne jazzmusikere, der havde kæmpet hele deres liv for at komme dertil. Hvad tror du, de har tænkt om dig? »»Hvad laver den lille lort her?«. Det tror jeg da, de tænkte, men de var nu søde. Og heldigvis var Mikkel Nordsø, som er guitarist og lige så gammel som mig, også kommet ind, så vi havde hinanden. Og vi var altså også forholdsvis arrogante, vil jeg sige«. Hvordan det? »Det var vi bare. Vi havde sådan en fantastisk tro på, at fremtiden, den var vores. Og det var den. Vi var den nye generation, vi var ikke bange, og vi ræsede igennem på arrogancens høje bølge. Men altså: En selvbevidsthed om, at man kan noget, er ikke forbudt, synes jeg. Man skal bare være klar over, at det er der også andre, der kan«. Verdens bedste trommeslager Kasper Winding forlod Bernadotteskolen midt i 8. klasse og har ikke gået i skole siden. Et valg, hans forældre bakkede op om, på den betingelse at drengen øvede sig. Og det gjorde han. Otte timer om dagen spillede han trommer og klaver. Han øver sig stadig hver dag. Begynder hver morgen ved klaveret, hvor han spiller en lille time. For når man øver sig nok, bliver man dygtig til det, man laver. Og så sætter teknikken ikke længere grænser. Så er man fri. Mens han var teenager, spillede han med stjerner fra jazzens verden. Når de store navne var i København, ringede man efter vidunderbarnet, der spillede trommer for Dexter Gordon, for Dizzy Gillespie, for Herbie Hancock. »Det var vel en form for børnepasningsordning«, som en af Kasper Windings gode venner har kaldt det, her var pædagogerne bare voksne jazzmusikere - som trompetisten Palle Mikkelborg og bassisten Bo Stief, der flåede den unge mand med rundt alle vegne. Hvorfor gad sådan nogle fuldvoksne mænd have dig med? »Jamen, det var jo, fordi jeg spillede skidegodt. Ellers havde de ikke gjort det«. Hvornår tænker du, at du selv blev voksen? Da du blev far? »Nej, jeg blev voksen på grund af mit job. Mit talent gjorde mig voksen. Fordi jeg havde evnen til at fokusere helt sindssygt, som man normalt ikke gør, når man er i den alder. Jeg øvede mig så meget, og det kan man ikke undgå at blive ansvarsfuld af. For så har man selv taget ansvaret for at sætte sig ned og blive bedre, ikke? Og det ansvar forberedte mig måske også på at passe børn i en tidlig alder. Så det var dén vej rundt, faktisk«. Plan A var at blive verdens bedste trommeslager. Og det rejste Kasper Winding så til New York med sin kone og sin lille søn for at blive i 1977. Men samtidig var han begyndt at komponere musik og også synge selv, blandt andet skrev han musikken til filmsuccesen ' Mig og Charly' fra 1978 - hans første ud af et livslangt samarbejde med C. V. Jørgensen - og det gav ham i stigende grad lyst til at fravige planen. Han mener selv, at to oplevelser med trommerne fik ham til at træffe beslutningen. Den ene var, at Rolling Stones' guitarist Keith Richards havde fået den idé, at der skulle være to trommeslagere på bandets næste plade, og at Kasper Winding skulle være den anden. Så Winding var i Electric Lady Studios i New York med Rolling Stones i en hel uge, uden at han af den grund spillede særlig meget. For han kunne ikke tilføre noget til den lyd, Rolling Stones havde, og endte med at spille lidt tamburin på et nummer og lidt stortromme på et andet. Deres identitet som lyd og band var så stærk, at han var unødvendig. Kort efter blev han spurgt, om han ville med på en stor turné med Frank Zappa. Han tog til audition i Zappas hus i Los Angeles og satte sig ned bag trommerne og spillede på opfordring en reggae i 17/8-dele og kunne ikke finde nogen form for mening i det (»hvem på Jamaica spiller en reggae i 17/8-dele? Det var lige Frank Zappa sådan noget, men jeg syntes, det var så usexet, som det kunne blive« ). Bagefter rejste han sig op og takkede nej tak til turneen, fordi han ikke følte, at han »var der mere«. Trommerne var ikke længere planen, han ville videre. Heller ikke selv om han bagefter spillede et par år som hired hand i Shu-bi-dua og også spillede trommer i sit eget band Kick. Kunne du være blevet verdens bedste trommeslager, tror du? »Det findes ikke. Men jeg kunne være blevet en af dem, som var den. Lad mig sige det sådan. Det kunne jeg godt«. Gitte Nielsen I starten af 1980' erne rykkede Kasper Winding hjem fra New York. Efter 9 års parforhold var det slut mellem ham og hans søns mor, og da hun ville til Europa for at være tæt på sit barn, rejste han samme vej. Derpå fulgte et par år med natteliv og damer, hvor Kasper Winding boltrede sig i en slags anden ungdom, og så mødte han Gitte Nielsen, der også var fotomodel. De blev forelskede, flyttede sammen i København og fik sønnen Julian. Men da drengen var 4 måneder, blev Kasper Winding forladt, for Gitte Nielsen havde mødt hollywoodstjernen Sylvester Stallone gennem sit arbejde, og nu skulle det være de to. Kasper Winding blev efterladt i København med babyen og blev i årene efter belejret af den kulørte verdenspresse, der lå på lur med telelinser i haven for at få et billede af den mand og far, der var blevet vraget til fordel for Stallone. To babysittere nåede at sige op, fordi de ikke kunne holde til den konstante overvågning. Så stod du der med en 4 måneder gammel baby, hvor moren var skredet. Det er nogle ret ekstreme livssituationer, du får rodet dig ud i? »Ja, hvad er det for noget med mig? Men hun forlod mig jo. Hun skulle en anden vej. Og jeg syntes ikke, det var spor slemt at stå med ham alene«. Okay, så du er blevet forladt af kvinden i dit liv - til fordel for et muskelbundt, som er verdens største filmstjerne - og det var ikke slemt? »Jo, men det var dét, der var det hårde. At jeg troede, jeg var ved at bygge en familie op, og det var jeg så ikke. Det var ikke sjovt. Men alt det med barnet, det var ikke slemt, det var jo bare at gøre det«. Var du ikke rasende? »Jeg var mere ked af det. Og så må man jo altså også kigge indad og spørge: Har jeg en del af skylden? Og det har man jo«. Der er flere gange i dag, hvor jeg har spurgt, om du er blevet vred over noget i dit liv; hver gang har du svaret nej. Bliver du aldrig vred? »Jo, jeg kan godt blive vred. Men øver mig i ikke at blive det. For hvad får jeg ud af det? Ikke noget. Det dræner mig bare. Og dem, jeg bliver vred på, har halvdelen af gangene slet ikke opdaget, at jeg blev vred på dem. Vrede er nedtur. Det kan være et meget rart fix i 30 sekunder, men så er det nedtur resten af vejen«. Det er en meget rationel måde at forholde sig til følelser på? »Jamen, det er jeg nødt til. Jeg lever jo i mine følelser hele dagen. Hvis jeg også var i følelsernes vold, når jeg ikke arbejdede, ville jeg ikke kunne stå på benene. Desuden mener jeg: Hvis man ikke bliver mere rationel med alderen, så har man altså ikke hørt efter i timen«. Når Kasper Winding siger den slags ting, lyder det umiddelbart meget fornuftigt. Men det er også lige før, det lyder for fornuftigt. Det er lige før, det er sådan noget, der kunne have været sagt af en stemme, der altid får ret. Men hvis dét er den fornuftige Winding, hvordan er han så, når han er i sine følelser? Måske som når han lytter til sin nye plade, da vi mødes en uge senere på Lille Triangel, hvor hans management har kontor. Sangerinden Lola Delon synger om at flyde i kærlighed, uden tyngdekraft, »I float in zero gravity«, sådan falder ordene ud af højttaleren, mens Kasper Winding sidder med lukkede øjne og nakken lænet lidt tilbage. Han bevæger hovedet i seje træk fra den ene side til den anden, mens takten forplanter sig til overkroppen. Sådan sidder han opslugt, mens de to første sange spiller. Flere minutter. Så åbner han øjnene: »Skal vi blive ved, synes du? Fint, så gør vi det«. En sjæl i flammer I anden halvdel af 1980' erne fik Kasper Winding sit største danske hit med den desperate og desillusionerede popperle ' Sjæl i flammer', som var titelsangen til tv-serien ' En gang strømer'. På et tv-klip fra 1987, som ligger på YouTube, synger Kasper Winding sangen i duet med Lars Muhl. Winding har skulderlangt, bølget, skinnende sort hår. Han er klædt i en jakke, hvorpå store tern boltrer sig i koboltblå og flaskegrøn, og med en matchende grøn T-shirt indenunder. På benene løse sorte dansebukser. Og så har han noget andet. Noget selvtillid. Noget lysende. Han laver små, drilske udfald med kroppen frem mod mikrofonen, han smiler pludseligt og alt for stort i de små pauser mellem sin sang, han løbedanser på stedet, han kaster viljens håndtegn på de vigtigste strofer. Går i knæ for musikken og danser videre dernede, når det er det, der skal til. Lemmerne virker ligesom for frisatte i forhold til rammen - ligesom stemmen, der nægter at slippe ordet ' flammer', men i stedet lader lyden opløse sig opad som røgringe. Er han den fødte popstjerne? Nej. Dertil er energien for usædvanlig, for utilregnelig. Men han er fuldstændig ligeglad, og derfor er det ham, man bliver suget hen imod. Stakkels Lars Muhl, som ellers både er en flot fyr og en god sanger, står grå og overset tilbage. Det var på samme tidspunkt, han mødte Simone Bendix, som han stadig er gift med. Hun stod i en butik, hvor han var inde for at købe et par sorte gamachebukser, som han skulle have på ved en happening, han skulle lave sammen med Poul Borum på Bellevue Teatret. Han var 29, hun var 18, fotomodel og skuespiller og havde lige spillet over for Susse Wold i filmen ' Den kroniske uskyld'. Kasper Windings yngste søn, Julian, var halvandet, og den unge kvinde blev stedmor for ham og hans bror. Og nu var de altså en familie bestående af en dreng på halvandet, en dreng på 13, en mor på 18 og en far på 29. På en måde giver det mening, når Kasper Winding siger, at alder ikke er noget, han går og tænker over. Familien boede en kort tid i København, men flyttede i 1989 til London, hvor de blev de næste 15 år. Omkring samme tid hittede han med ' Kom nu hjem', som er hans sidste store hit på dansk, hvor han selv synger. »Jeg har aldrig været specielt kommercielt tænkende. Og det er også derfor, min karriere har bevæget sig i sådan nogle kæmpe bølgedale. Jeg gentog jo ikke ' Sjæl i flammer' eller ' Kom nu hjem'. For 10 år siden havde jeg et kæmpe klubhit i England med sangen ' Speechless', som hittede stort i Europa og USA - og det var der mange, der mente, jeg burde lave mere af. Men det gjorde jeg så heller ikke. I stedet lavede jeg noget nyt, der var alt for punket, alt for hardcore for pladeselskabet dengang«. Hvorfor lavede du egentlig ikke bare mere af det samme? Både med ' Sjæl i flammer' og ' Speechless' havde du fundet ind til noget, der virkede? »Jeg havde ikke lyst. Det var superenkelt«. Okay. »Jeg har sådan en indbygget mekanisme i mig, der siger, at hvis noget bliver for nemt at lave, så har jeg været der før. Og så keder jeg mig. Så må jeg et nyt sted hen«. Er du gået glip af noget ved hele tiden at hoppe videre i din karriere, tror du? »Jeg vil hellere sige, hvad jeg har fået ud af at gøre det: Og det er, at jeg har fået et langt liv med musikken. Med kunsten. Jeg har fået lov til at være der. Fordi jeg bare gør, hvad der passer mig, ikke? Der er nogle musikere, der bliver ved og ved med at gøre det samme - og så får de muligvis kæmpe meget succes i mange år, men der opstår jo en metaltræthed til sidst. Til sidst er folk ved at brække sig over dem. Og der kunne jeg ikke forestille mig noget værre«. Man kunne også sige, at hvis man hele tiden hopper videre, så finder man heller aldrig ud af, hvor god man kunne være blevet til én ting? »Spørger du, om jeg i virkeligheden har klattet mit talent væk? Hør her, hvis jeg blev ved med at lave ' Sjæl i flammer', så havde jeg nok ikke fået lov til at stå foran London Filharmonikerne og lave musik til filmen ' The Salvation'. Det er jo min vej, der har ført mig derhen. Jeg tror netop, det er vigtigt, at man accepterer elasticiteten i tilværelsen. At man ikke tror, at plan A er andet end en plan«. Dyre skjorter I 1990' erne producerede Kasper Winding sammen med Thomas Blachman et af årtiets vigtigste danske album, Caroline Hendersons prisfortærende album ' Cinemataztic', han udgav plader i eget navn og lavede musik til film som ' Den store badedag' og ' Sort høst'. Og så var der en periode, hvor Kasper Winding altid havde solbriller på. Det begyndte en vinter, hvor det var meget gråvejr, Miles Davis var lige død, og for at hylde ham havde Kasper Winding købt et par meget Miles Davis-agtige solbriller - et par med flere farvenuancer i glassene. Når han tog dem på, blev alting meget smukkere. Verden blev blødere. Så han beholdt brillerne på. Hele vinteren. Hele tiden. Og eftersom han var på turné, var han meget i pressen, og hver gang havde han solbrillerne på. Det kulminerede, da han tog solbriller på til et talkshow i fjernsynet. Og havde dem på under hele interviewet. Folk begyndte at tale om, at han var arrogant. Karl Smart. Og det var ikke første gang i hans liv, folk havde tænkt sådan. »Jeg har været lidt ked af den mærkat, for jeg kan virkelig ikke genkende arrogancen i mig selv. Jeg har tværtimod været ret genert tidligere og kan stadig være det. Men jeg tror, folk havde en forestilling om, at jeg kun var kærester med fotomodeller og kørte i sportsvogn dagen lang«. Men du VAR jo kærester med fotomodeller? »Jo, jeg har været sammen med fotomodeller, men...«.... du har ikke haft en sportsvogn, er det det, du siger? »Ha ha, præcis. Det har jeg nemlig ikke«. Ved mødet på Lille Triangel har Kasper Winding en hvid skjorte med grønne tern og en jakke i jeansstof på. På fødderne sorte loafers. Elegant igen. Hans morfar var sådan en, der havde skrædder, hans far var, hvad han kalder en laps, og i det hele taget er tøj ikke noget, man tager let på i hans familie. »Joggingbukser er kun til at løbe i«, som han siger. Det er »supervigtigt«, hvad tøj han har på, ligesom det er »supervigtigt«, hvad han spiser, og lige så »supervigtigt«, hvordan der ser ud dér, hvor han arbejder og bor. Når han ser unge mennesker smide nem mad ned i indkøbskurven, tager han sig til hovedet, for hvem ønsker, at livet skal være nemt? »Jeg kan ikke forstå, hvordan folk kan sidde og arbejde med et eller andet fantastisk og så være helt ligeglade med, hvad for noget tøj de har på - eller hvad de spiser om aftenen. For mig hænger de ting sammen. Jeg kan ikke skille dem ad«. Det lyder ret anstrengende. Hvorfor giver du ikke dig selv lov til at flade ud og yde lidt selvomsorg? »Jeg kan ikke lide at flade ud. Jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af det. Hvis du gør dig umage med alting, går du jo lidt mere oprejst og er mere opmærksom. Hvis du har pænt tøj på, ranker du ryggen, og du har mere at tilbyde verden. Det eneste du får ud af at flade ud og tage joggingbukser på, er, at din kæreste synes, du er mindre sexet, og alle andre synes, du er mindre interessant. Det hele bliver lidt mere gråt. Og hvem ønsker det?«. Men hvorfor har du brug for pænt tøj for at ranke ryggen? Du er jo Kasper Winding.. »... for helvede! Ha ha! Nej, men det behøver jeg måske heller ikke. Men nu holder jeg tilfældigvis af tøj. Og af god kvalitet. Og mener, at man skal gøre sig umage. Altså, Hennes & Mauritz er djævlen for mig! Hele den tanke om at købe tøj og smide det væk 2 minutter efter, det er jo ikke noget, den her klode kan holde til«. Det er også et ret privilegeret standpunkt. Når du sidder her og er velklædt i dyrt tøj, får jeg det lidt sådan: Kom ned fra slottet, lille prins. »Hør her: Hvor mange skjorter tror du, jeg køber om året?«. Er det nu, du vil have mig til at sige, at du køber kun to, og de er så til gengæld af egyptisk bomuld og købt et lækkert sted i Paris - fordi de så holder i 100 år? »Ja. Præcis«. Et hus for indre fred I de 12 år Kasper Winding har boet i Paris, har han været involveret i det danske projekt House of Peace (Hope), der vil bygge et hus for indre fred i Nordhavn. I øjeblikket er han bestyrelsesformand for projektet, som han har startet sammen med tidligere balletdanser Alexander Kølpin, virksomhedskonsulent Morten Langebæk og direktør Michael Eide, som alle har arbejdet gratis i alle årene. Oprindelig ville de bygge Religionernes Hus, hvor alle trosretninger kunne mødes, men fik at vide af teologer, at de ikke var rigtig kloge - projektet ville aldrig lykkes. Så de tog religionen ud af projektet og omformulerede visionen. Og landede på drømmen om et sted, der skal være et fredssymbol. Et sted, hvor alle kan komme for at finde indre fred. Et fælles helle i et multikulturelt samfund. Og et vartegn for København, som Eiffeltårnet er for Paris. Huset er en skal, en hvid sky, der skal bygges ude på vandet, og så vil der være nogle elektriske både, som de besøgende kan ligge i og kigge op i skyen. Sidste år vandt den japanske stjernearkitekt Junya Ishigami arkitektkonkurrencen i samarbejde med den danske arkitekt Johnny Svendborg - og nu arbejder Kasper Winding og resten af bestyrelsen på at skaffe omkring 200 millioner kroner fra danske fonde til at bygge huset for. Københavns Havn ejer grunden, som de har stillet til rådighed for projektet for længst. Indre fred er afgørende, mener Kasper Winding og sammenligner med flyets iltmasker, som man skal give sig selv på, før man giver dem på andre. »Man skal have indre fred for at kunne give det videre. Det er meget enkelt. Man må arbejde med sig selv først, før man kan være generøs over for andre. Jeg arbejder selv på at være den ultimative udgave af mig selv«. Nu bliver jeg lidt træt igen. Det er altså et højt ambitionsniveau, du har. »Synes du virkelig? Jeg synes ikke, det er et højt ambitionsniveau, at man gerne vil være et ordentligt menneske. Jeg synes, det burde være en selvfølge, at man gerne vil arbejde på det«. Okay, men måske så bare det med, at du hele tiden vil være den ultimative udgave af dig selv? »Jo, men det er jo også et livslangt projekt«. Det gør det da kun værre! »Nej, det gør det da tre gange så sjovt! Tænk, hvis jeg var et færdigt menneske nu, det ville da være røvsygt. Så det handler om hele tiden at være i udvikling. Det handler om hele tiden at øve sig. That's what makes me tick. At jeg føler, tingene hele tiden kan blive bedre«. gudrun.marie.schmidt@pol.dk Hvis jeg står og dj'er med nogen i dag, der er 40 år yngre end mig, så er min alder uinteressant for dem. Alder er blevet irrelevant Den havde det der rolige over sig, der altid fik ret. Stikhamrende møgirriterende, ikke? Kasper Winding om sin far, Thomas Windings, stemme Hennes & Mauritz er djævlen for mig!. Fakta: Blå bog Kasper Winding Født 21. juni 1956. Komponist, sanger, producer, kunstner og bestyrelsesformand for House of Peace (Hope) Udgiver 23. september pladen ' Fuck Dance Let's Art' sammen med den franske sangerinde Lola Delon. Søn af fotografen Vibeke Winding og tv-manden Thomas Winding. Søskende: Sara Winding, Alberte Winding, Christian Winding, Nicolas Winding Refn. Gift med skuespiller og designer Simone Bendix, bosiddende i Paris. Far til Oliver, Julian, Pablo og Polly. Har udgivet ni plader i eget navn eller under skiftende kunstnernavne. Har skrevet for og med blandt andre C. V. Jørgensen, Danmarks Radios Symfoniorkester, Kanye West, Efterklang, Karl William. Og har skrevet musik til fire balletter, blandt andet til New York City Ballet. Har produceret for blandt andre C. V. Jørgensen, Per Nørgaard, Mew, Sebastien Tellier. Har som trommeslager spillet med blandt andre Barry White, Abba, Philip Glass, Det Kongelige Kapel, Shu-bi-dua. Har skrevet musik til over tyve film og tv-produktioner, blandt andet Lars von Triers ' Epidemic', ' The Salvation' af Kristian Levring, ' The Riot Club' af Lone Scherfig og ' En gang strømer' af Anders Refn. Foto: Miriam Dalsgaard 1990. Winding ved udgivelsen af pladen ' No. 6', hvor han stort set spillede alle instrumenter. »Det er ikke, fordi jeg ikke bryder mig om andre musikere - jeg gør det bare hurtigere selv«, lød det. Arkivfoto: Erik Gleie TROMMESLAGER. Kasper Winding - her nummer to fra venstre - var i en periode ' hired hand' i Shu-bi-dua. Men han har også spillet med Rolling Stones, Abba, Barry White og Philip Glass - og jazzstjerner som Dexter Gordon, Dizzy Gillespie og Herbie Hancock. Arkivfoto: Johnny Bonne FRED. Kasper Winding i Nordhavn, hvor House of Peace skal ligge. Hvis det da lykkes Winding, som er bestyrelsesformand, at finde 200 mio. kroner Foto: Miriam Dalsgaard
  4. Tak for henvendelser. Tog og bus er lidt svært desværre, og vi har begrænset mulighed for at hente/bringe til nærmeste station. vh Morten
  5. Koncerter er i en lade med scene og vi sørger for baggear (trommer, strengeforstærkere og lille PA). Vi kommer nok til at spille 6-8 svagt indøvede numre inden jer ☺
  6. Hej venner Da en musikant er blevet forhindret står vores minifestival i Sverige uden nævneværdigt musikindslag og vi søger derfor et band som vil komme og spille for os og være med til festen. Konceptet er at vi er 8 ejere af en ødegård (alder 34-37) som hvert år holder en minifest(ival) i den sidste weekend i august. Musikalske indslag er som regel venner af huset, men det bliver mest småindslag i år ser det ud til. Vi vil derfor høre om nogle er interesserede i at spille mod dækning af transport, vel fra Kbh cirka, og lidt drikkelse. Dvs. at i skal synes det er sjovt og vil indgå i festen. Der kommer typisk 40-60 voksne og efterhånden virkeligt mange børn også, som dog mestendels sover under musikken. Dvs meget familiært men også festligt ud på aftenen. Musikken er lørdag d. 27/8 og showstart er vel ca. kl 23 +/- en time. Ad hoc. Genremæssigt er vi ret åbne, men idet vi har inviteret bredt skal det måske ikke være norsk black metal eller papa bue jam. Men omvendt, hvorfor ikke. Vi er ikke engang strikse omkring cover/originalt materiale, men jeg personligt gider ikke sådan et Mustang Sally balleband - no offense 😘 Findes der nogle som synes det lyder interessant? Vh Morten
  7. Hvilken hihat bruger du i LOC videon? Fedt spillet.
  8. MADL

    Let Pedal

    Camco de nye årgange?
  9. MADL

    Smøring Af Kanter

    Tak! Jeg har masser hærdende olie så ingen problem... Morten
  10. MADL

    Smøring Af Kanter

    Hvor køber i lærred? Kan man bruge alm sandpapir korn 600-1200 stykker?
  11. MADL

    Smøring Af Kanter

    Hej Jeg er ved at restaurere et Hayman sæt. Hvad ville i smøre kanterne med efter finslib af disse (jeg har ikke fræset dem, men den hvide maling trænger til lidt slib)? Morten
  12. http://www.ebay.co.uk/itm/Misc-Grab-Bag-of-Ayotte-Drum-Parts-/152011134232?hash=item236491d518:g:4DcAAOSwmmxW4fEP
  13. http://i302.photobucket.com/albums/nn88/madlmadl/KB_zpstgclfld8.jpg http://i302.photobucket.com/albums/nn88/madlmadl/EF_zpsvgsu0e0p.jpg
  14. Kære alle Jeg har i dag overført 3205kr til Kræftens Bekæmpelse. Det er de indsamlede 4000kr fratrukket gebyret fra Caremaker (8.75%) samt de 370kr som jeg betalte for blomster til begravelsen på vegne af os fra Trommeslageren.dk. Jeg har skrevet samme besked på igennem Caremaker. Tak for det. Vh Morten
  15. Jeg kan desværre ikke (skal holde foredrag på mit arbejde). Hvis i har lyst og der er mulighed for det må i kondolere på TS' brugeres vegne. Morten
  16. Jeg har bestilt en buket og skrevet en lille hilsen: Kære Kristian En sidste hilsen fra dine trommevenner. Du vil være savnet. Tak for din energi og dit evindelige positive sind.
  17. OBS: jeg kan kun underrette ikke-anonyme, så jeg håber at de resterende læser med her...
  18. Jeg har skrevet med Jesper og vi er blevet enige om lige at lade tingene gå sin gang og se tiden an mht. det allerede indsamlede beløb, som altså måske ender hos Kræftens bekæmpelse. Dette skal eventuelle kommende bidragere selvfølgelig vide. Derfor retter jeg også teksten derhenne + sender en mail igennem Caremaker der oplyser om dette for i al fairness at give folk muligheden for at få pengene igen når nu formålet måske er ændret, selvom sagen stadig er god. Skal jeg lægge ud for en buket fra os alle og sørge for at den når frem på torsdag (måske tager jeg derover selv)? Så vil jeg trække beløbet fra når dette bliver frigivet efter indsamling. Eller er det mere stemning for at folk selv står for det? I bedste mening (der er mange at koordinere for). Morten
  19. Hej alle Jeg ser hvad i skriver - jeg har sendt Jesper 'Doc' Andersen er PB. Vender lige tilbage. Jeg er i øvrigt uden net over weekenden, bare så i ved det. Vh Morten