Hvordan Afvikler Du Backing Tracks?


skumborg

Recommended Posts

Jeg er netop begyndt at spille med backing tracks i mit 80'er partyband, og skal også bruge det til mit andet partyband (der spiller de nyeste hits) samt til en kandidat eksamenskoncert på Rytmekons i næste uge. Jeg ved, at det er noget, som flere og flere bruger, men ved ikke, hvordan andre bruger det. Altså sådan helt konkret og i detaljer. Der var et udemærket interview med Oliver McEwan (bassist for bl.a. Medina og Nik & Jay) i AAGE/4Sound-bladet for et stykke tid siden, hvor han bliver interviewet om netop det.

 

Jeg er mest interesseret i at høre fra folk, der benytter deres computer, og særligt fra folk, der benytter Ableton Live til afviklingen.

 

Selv bruger jeg Ableton Live på en MacBook Pro 13" med et M-Audio ProFire 610-lydkort.

Lydkortet gør (til dem der ikke ved det), at jeg kan dele alle mine spor i backingtracket ud på forskellige udgange (op til otte analoge udgange), hvilket er et must, hvis man vil have click som trommeslager.

Jeg har hørt fra andre, at de har separeret f.eks. vokal, trommer/percussion og synthesizer (samt click) i hver deres udgange, så lydmanden kan justere EQ, volumen m.m. individuelt, men det må man da også kunne gøre fra starten af, så lydmanden kun får et stereo send, tænker jeg. Derfor er det den opsætning, jeg kører med lige nu.

 

Altså kører jeg med et samlet stereo send (backing track) til fronten og et click track til mig selv. Backing tracket kører jeg ud af udgang 3 & 4 og click tracket ud af udgang 1 & 2. Først gjorde jeg det omvendt, men med denne opsætning undgår jeg at styresystemets advarselslyde (om man vil gemme en fil, der er blevet ændret f.eks.) kører udover fronten - de kører i stedet ud sammen med click tracket, hvilket er ganske belejligt (hvis der f.eks. kun er meget lidt batteri tilbage).

Mit click track består som oftest af 4.-dele med en koklokkelyd, men er tempoet langsomt underdeler jeg med 8.- eller 16.-dele og en shakerlyd. Samtidig får jeg alt fra backing tracket ud sammen med click tracket.

 

Grunden til at jeg bruger Ableton Live er, at jeg kan styre afviklingen på en lang række måder live via MIDI - og dermed via min SPD-S. Det kan godt være man også kan det i andre programmer, men har altid hørt at Ableton Live skulle være bedst til det. På denne måde kan jeg starte og stoppe backing tracket og selv vælge om click tracket skal fortsætte - hvis nu det hele går i kage, men man stadigvæk gerne vil bevare tempoet præcist. Desuden kan jeg hoppe frem og tilbage mellem formleddene (som jeg har specificeret på forhånd), hvilket er brugbart, hvis man ikke har en fast form (en solo eller outro på cue, eller en sanger(inde) der ikke altid kommer ind det samme sted i starten). Dette har jeg så "udviklet"/"præciseret" i endnu højere grad i de sange, hvor jeg ved, at der plejer at være variable længder af bestemte formled (eller hvor det er meningen, at der ikke er nogen fast længde). Jeg har nemlig indsat "cues" 1-2 takter inde i sangen (afhængigt af tempoet), som jeg kan hoppe til med et enkelt slag på min SPD-S, når jeg hører sangeren gå i gang.

Jeg kan selvfølgelig også bruge SPD-S'en på normal vis ved blot at trigge lydene i Ableton Live, når jeg slår på den. Men så mindskes mulighederne for styring jo, så pt. ligger alt på backing tracket.

 

Ulempen ved min metode er, at jeg skal åbne et nyt live set (dokument) mellem hver sang (medmindre man kæder nogle sange sammen), hvis man stadigvæk skal beholde den fleksible mulighed for styring. Hvis alle numrene kun skulle have en congas-figur som backing track, så kunne jeg godt lave det hele i samme set med variable tempoer, men så kan jeg kun hoppe formled til formled og ikke indsætte særlig mange "cues" (bemærk at der kun er ni felter på en SPD-S, hvilket giver ni forskellige styringsfunktioner i et live set). Realiteten er at jeg bruger mange forskellige slags backing (percussion, effekter, keyboards, kor) og derfor bliver det hurtigt uoverskueligt (tror jeg), hvis alt skal samles på et set. Har dog overvejet at prøve, men det skal nok først være når alle tracks er lavet helt færdige. I praksis har det dog fungeret, da det kun tager cirka 5-10 sekunder at skifte live set (selvfølgelig afhængigt af mængden af samples, plug-ins m.m.), hvor vores sangerinde alligevel plejer at snakke. Til at starte hele "showet" offstage bruger jeg Apples almindelige remote, som via f.eks. Remote Buddy kan styre diverse programmer og fungere som tastatur og mus. Jeg sætter den på tastatur-mode og kan så trykke "space", som starter og stoppe Ableton Live. Har også undersøgt muligheden for at kunne fjernstyre det via iPhone, og skønt muligheden findes via flere forskellige apps, så kræver det i alle tilfælde trådløst internet, og det er sgu ikke så tit, at jeg har det på de scener, hvor jeg spiller :-). Desuden er der en fejl i mange MacBook Pro (så vidt jeg ved), der gør, at man ikke kan oprette sit eget trådløse hotspot på computeren (som ens iPhone så kan koble sig til), selvom "muligheden" (altså menupunktet) findes.

 

Uden at skulle gå i detaljer med McEwans måde at gøre det på, var det noget med at eksportere alle spor som wave-filer, altså samples, mens jeg i modsætning til ham afvikler det meste live som MIDI-spor, der trigger forskellige samples. Resultatet bliver det samme, og man kan styre tingene på den samme måde (i hvert fald ift. de forskellige former for styring jeg bruger), men jeg kan se rytmen på skærmen, mens McEwan blot kan se en waveform. Dette er selvfølgelig en hjælp i starten, hvis man (trommeslageren eller andre i bandet) er usikker på formen, men har man først indøvet det hele og alle niveauer osv. i backing tracket er færdigindstillet, vil jeg mene man lige så godt kan have det hele kørende som én lang wave-fil. I stedet for at dele backing tracket op på instrumentgrupper (som beskrevet ovenfor), kunne man også tænke sig, at man delte det op i højfrekvente og lavfrekvente spor, så lydmanden bedre kan arbejde med det afhængigt af, hvilket rum man spiller i. Ved dog ikke hvor meget betydning det har for at kunne lave ordentlig EQ på det.

 

Dette blev et langt indlæg, men kan nu også godt lide at forklare tingene ordentligt :-). Desuden kan dette tjene som en guide til dem, der skal til at kaste sig over at lave backing tracks.

Håber nogle vil komme med en detaljeret forklaring på, hvordan de gør, og ikke mindst hvorfor de gør, som de gør. Vil også gerne have kommentarer på de ting, jeg er i tvivl om i dette indlæg (f.eks. det med om det er en god idé at give lydmanden flere spor at arbejde med).

 

Og nu: tilbage til eksamensopgaven...

Link til kommentar
Del på andre sites

Spændende læsning. Har kun ét spørgsmål: Hvordan ville du gribe det an, hvis du ikke havde din SPD-S?

 

Jeg står i øvrigt måske overfor at skulle ud i noget lignende. Min umiddelbare tanke var dog blot, at køre al lyd fra en mp3afspiller med et monomix af al backing i højre kanal og clicket i venstre. Ja, det efterlader ikke rum for fejl, men hvis man spiller egne numre, som i forvejen ikke er skrevet med bagtanker om improvisation eller livevariationer, så kommer det vel ud på ét - så længe man eller resten af bandet altså ikke spiller fejl...

Link til kommentar
Del på andre sites

Det er nok den simpleste løsning, du nævner der. Og så er der jo også kun mulighed for at have backing track i mono, og ikke stereo.

 

Jeg ville gribe det an på samme måde, selvom jeg ikke havde en SPD-S. Altså stadigvæk bruge computer, software og eksternt lydkort med separate udgange.

Link til kommentar
Del på andre sites

Ja, jeg gad også have den ekstra kontrol, men ét er udstyrsudfordringerne, noget andet er, at jeg tror det vil være overkill. Bandets lyd er nemlig ret overlæsset med tætte toner og høj lyd, så backing-monomixet vil næppe få lydbilledet til at føles sammenpresset eller fladt.

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg bruger en SPD-S med backing tracks lagt på CF kortet i WAV format.

Det er så med klik i den ene side, og backing tracket i den anden.

 

Det er super simpelt, og grunden til jeg foretrække det frem for en Ableton løsning hvilket jeg længe overvejede, er risikoen for nedbrud!

 

Jeg magter ikke at sidde på en scene med et show der skal afvikles og så lige pludselig der går kage i det hele, fordi skidtet går ned og man skal vente op til 5 min på genstart af computeren.

 

Selvfølgelig er der begrænset muligheder i den løsning jeg har valgt, men det virker bare.

 

Eneste rigtige minus er at der kun kan ligge ca 6 numre på et CF kort, da den skide SPD-S ikke understøtter over 512 mb.

Derfor kigger jeg stadig efter en anden/bedre løsning, men ind til videre har jeg ikke fundet den.

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg har haft Mac siden i sommers og min erfaring er at det er klippe-stabilt! Ableton er aldrig gået ned eller har hakket i afviklingen! Desuden spiller tracket videres selvom strømmen går eller strømstikket ryger ud. For computeren kører jo videre på sit batteri og mit lydkort får strøm fra computeren. Så kan det altså ikke gå galt! Oplevede faktisk dette problem den allerførste gang jeg brugte det. At strømmen til mine ting (mixer, lydkort, computer, SPD-S) og bassisens gear gik ud ganske kort for så at komme tilbage. Kort tid nok til at man ikke hørte det på basforstærkeren og til at jeg ikke kom ud af sync. Til gengæld fik SPD-S'en lige en "automatisk genstart", og var klar igen efter relativt kort tid (klar til at kunne bruges som styring). Havde det været dig, var hele backing tracket blevet afbrudt!

 

Min erfaring med Mac er, at langt de fleste programmer aldrig skaber problemer, så længe man ikke er over-ivrig, når programmerne "tænker"/loader. I sådanne tilfælde, hvor man klikker løs på mus/tastatur, mens der er "timeglas" kan det godt gå galt. Men det lader man jo bare være med. VLC er dog en undtagelse, men det er jo også open source, og derfor kan man ikke stille de samme krav til det.

 

Så dit argument om stabilitet, synes jeg ikke holder - tværtimod :-)

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg forstår stadig ikke hvorfor der ikke bliver lavet et eller andet stykke gear der er dedikeret til formålet. Der er så mange der bruger det, og hverken computere, harddiskrecordere, iPods, eller hvad der ellers findes af løsninger er 100% optimale til formålet.

 

Jeg bruger selv en MacBook, Ableton Live og eksternt lydkort med flere outputs. Har vist max brugt 3 stereo spor + et click spor. Bruger selv stenaldermetoden med bouncede audiofiler, lagt op i sæt med markører. Bruger tastaturet, har ikke dristet mig til at involvere midi i det, eller få lavet et setup med cuepunkter så man kan springe i former. Højest et chorus der kører i ring til sidst, og så kan slukkes når man ikke gider mere...

 

Men spændede læsning! Skriv endelig noget mere når du har spillet noget mere med dit setup!

 

:tu:

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg forstår stadig ikke hvorfor der ikke bliver lavet et eller andet stykke gear der er dedikeret til formålet. Der er så mange der bruger det, og hverken computere, harddiskrecordere, iPods, eller hvad der ellers findes af løsninger er 100% optimale til formålet.

 

Jeg bruger selv en MacBook, Ableton Live og eksternt lydkort med flere outputs. Har vist max brugt 3 stereo spor + et click spor. Bruger selv stenaldermetoden med bouncede audiofiler, lagt op i sæt med markører. Bruger tastaturet, har ikke dristet mig til at involvere midi i det, eller få lavet et setup med cuepunkter så man kan springe i former. Højest et chorus der kører i ring til sidst, og så kan slukkes når man ikke gider mere...

 

Men spændede læsning! Skriv endelig noget mere når du har spillet noget mere med dit setup!

 

:tu:

 

Hvorfor er løsningen med computer, software, lydkort og MIDI-styring ikke 100% optimal, såfremt vi antager at softwaren er stabil og der ikke er "kølingsproblemer", som Kasper Moll påpeger? Hvad mere ønsker du? Eller vil du bare gerne have en slags iPad med separate udgange, det rette software og triggerpads på toppen som på en SPD-S? Det giver jo det samme resultat, men er selvfølgelig nemmere frem for at skulle opsætte både computer, lydkort, mixer og SPD-S hver gang.

 

Hvad mener du helt præcist med: "bouncede audiofiler, lagt op i sæt med markører"? Har du alle backing tracks til et set lagt efter hinanden i en Live Session? Er ulempen så ikke at komme til at spille forfra, når man har trykket stop for dernæst at trykke play igen? Det gør programmet jo som standard medmindre man holder shift-knappen nede.

 

Hvordan får du et chorus til at køre i ring? Er det Live, der looper det, eller har du bare selv sat tiltrækkelig mange choruses efter hinanden, så du er sikker på ikke at løbe tør, men samtidig skal huske at stoppe tracket, når sangen er færdig?

 

Jeg skal nok skrive lidt om mine erfaringer om en lille måneds tid, når jeg har fået prøvet det hele nogle gange.

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg forstår stadig ikke hvorfor der ikke bliver lavet et eller andet stykke gear der er dedikeret til formålet. Der er så mange der bruger det, og hverken computere, harddiskrecordere, iPods, eller hvad der ellers findes af løsninger er 100% optimale til formålet.

 

Hørt hørt!!!

En wave/mp3afspillendespdsagtigopbyggettriggerstyredimsmedsdkortlæserogordentligtdisplaymåskesøgehjulog4-6udgangeudoveretparindgangetilmonitormixsommanselvkanstyrepåenlilleindbyggetmixer.

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg kan godt følge dig. De computerbaserede systemer er efterhånden blevet ret stabile, og fremfor alt supernemme og kreative at arbejde med. Og hvis man har en ren computer, og er meget omhyggeligt med at passe på sine ting tror jeg ikke at et andet system som sådan vil være mere stabilt.

 

Min største anke nu er at et computer/lydkort-baseret system er så fysisk skrøbeligt. Jeg vil have det integreret i et enkelt stykke hardware. Dvs ingen USB eller firewirekabler der kan blive rykket ud, eller porte der kan gå ned. Det skal kunne tåle at sidde i et rack og blive håndteret af baggearsmænd.

 

Så kunne jeg jo bare bruge en af de gamle rackmonterbare harddiskrecordere. Jo, men det er meget omstændeligt at få ting lagt over på dem. Så der skulle være mulighed for at hooke dem til en laptop til overførsel af filer og arrangementer og editering. Men når det hele er lavet færdigt skulle maskinen bare kunne sidde i et rack, blive tændt, tryk play og kør. Rigeligt med outputs i bag til FOH og diverse monitormix, hovedtelefonudtag på fronten som kan spille HØJT! Lille mixerdel så man kan justere sit mix af click og de forskellige spor.

 

Nu får mit lydkort ikke strøm via USB, men via egen strømforsyning. Der har dit system jo faktisk en fordel, da det som du beskriver kan komme igennem et strømsvigt uden at gå ned. Dette er en superfeature, måske man kunne indbygge et nødbatteri i den, som kunne tage over i tilfælde af strømsvigt.

 

:tu:

Link til kommentar
Del på andre sites

Da jeg startede en trio op hvor vi skulle bruge backingtrack, så var jeg i den heldige situation at guitaristen var så velbevandret i løsninger, at han havde købt et stykke software som var ret virksomt, omend ganske cheasy og meget røvballe agtigt i layoutet. Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men det funger fuldstændig upåklageligt for os live. Vi afvikler både klik, mp3 og midi fra platformen og det har endnu ikke været undværligt. Noget af det mest geniale er, at du ikke behøver at holde dig til setlisten. Du kan vælge og vrage blandt dine backingtracks. Alle vores filer kører med 2 takter optælling på klikket, som det i øvrigt kun er mig der får. Desuden kan man så også have en skærm hver især, hvorfra man kan følge med i form, tekst og akkorder samt diverse bemærkninger. Der er en del andre features også, som er ret okay.

 

Er det sådan noget i den retning du leder efter?

 

http://www.showplay.com/

Link til kommentar
Del på andre sites

Hejsa alle her på tråden,

 

Rigtig spændende læsning - der er mange måder at afvikle backing på, men jeg kan se der ikke er en super færdig og helt klar løsning fra f.eks. producenter på dette felt.

 

Jeg håber at kunne komme tilbage med noget info om noget i denne retning med tiden. Det er et emne, som bliver mere og mere aktuelt, når vi kommer til at performe audio live.

 

In the meanwhile, så tjek lige denne side ud, og specielt MTF Audio idéen - der ligger gratis software til test, samt 2 gratis fulde MTF Audio filer til at teste med :)

 

http://www.vipbacking.com

 

Absolutte bedste hilsner

 

Kenneth Hoff Mosen

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg kører også med backtrack i forskellige sammehænge. Indtil videre har jeg brugt Macbook pro > RME Fireface400 > Logic pro 8. Det fungere rigtigt fint, og er rimelig stabilt. Dog har jeg oplevet, som også tidligere nævnt her i tråden - at den bliver rigtig varm på de små scener, hvor man sidder tæt på lamperne. En computer KAN jo gå ned, også macs.

 

Nu har jeg så besluttet at købe en harddisc recorder. Den eneste fede løsning jeg har set/prøvet er Korg D888. Den kan afvikle 3 x stereo tracks samtidig med at jeg kan lave mit eget seperate mix. Det er den eneste seriøst fede maskine idag til backtrack brug. Den loader lynhurtigt, er klippestabil, nem at overføre til og lyder fint.

 

Nu kan jeg ikke huske det HELT præcist. Men Korg'en kan køre i to modes. I det ene mode er hvert spor på mixeren på hver sin udgang, undtagen 1-2 som er left right. 3 x stereo backtrack liggende på udgang 3-4, 5-6, 7-8. Det smarte er så, at disse udgange køre helt uafhængigt af faderen på korg'en. De spytter bare ud i 0db. Derfor kan jeg altså bruge faderne på 888 til at lave mit eget mix, som kommer ud af headphones udgangen eller 1-2 på maskinen Det er så vidt jeg husker sådan den fungerer. I hvert fald er det muligt, og det er ret sejt.

 

Den har usb tilslutning, og filerne skal blot navngives rigtig, ligges i hver deres mappe, og indeholde hver deres "song" fil. Det står altsammen beskrevet i manualen. Man skal dog selv sørge for at filerne spiller i sync, ved at exportere ved samme 0-punkt. Så klog er den alligevel ikke :-)

 

Håber det kunne bruges!

 

Mvh, Mikkel.

Redigeret af Mikke_L
Link til kommentar
Del på andre sites

  • 1 month senere...
  • 6 måneder senere...

Hey :)

Har lige et spørgsmål til jer der bruger Ableton Live + SPD-S til triggering. Hvorfor har i valgt SPD-S fremfor en billigere alesis trigger pad? - Jeg føler nemlig ikke jeg får meget ud af det min SPD-S kan lige pt, men ville gerne lære at udnytte den bedre, så søger lige lidt inspiration :)

Mvh.

Jonas Dam

Link til kommentar
Del på andre sites

Niki, en SPD-S til at afvikle backtrack i mono? Hørt om en ipod :) ?

 

Jeg har selv spillet meget med backtrack og prøvet 1000 løsninger. Det absolut eneste der (hidtil) har holdt 100% var Korg d888, der har den geniale funktion at de enkelte spor nemlig altid spyttes ud i 0db uafhængigt af fadernes placering. Mikkel, right on!! Men d888 er udgået. bad luck.

Ellers simpelt setup der er klippestabilt, hurtigt osv. Du har ikke friheden til lige at snuppe et omkvæ' mere som ved Ableton løsningen. Jeg var blot træt af ledninger på scenen.

 

Jeg ved TC er i gang med at udvikle en maskine netop til backtrackbrug. Det har de dog været længe.

 

Ellers er den nye SPD-SX ret smart. Indbygget klik som du router til kun at spytte ud af phones udgangen. L + R ryger så bare til FOH. Sej maskine!

Link til kommentar
Del på andre sites

1329909089[/url]' post='723050']

Niki, en SPD-S til at afvikle backtrack i mono? Hørt om en ipod :) ?

 

Jeg har selv spillet meget med backtrack og prøvet 1000 løsninger. Det absolut eneste der (hidtil) har holdt 100% var Korg d888, der har den geniale funktion at de enkelte spor nemlig altid spyttes ud i 0db uafhængigt af fadernes placering. Mikkel, right on!! Men d888 er udgået. bad luck.

Ellers simpelt setup der er klippestabilt, hurtigt osv. Du har ikke friheden til lige at snuppe et omkvæ' mere som ved Ableton løsningen. Jeg var blot træt af ledninger på scenen.

 

Jeg ved TC er i gang med at udvikle en maskine netop til backtrackbrug. Det har de dog været længe.

 

Ellers er den nye SPD-SX ret smart. Indbygget klik som du router til kun at spytte ud af phones udgangen. L + R ryger så bare til FOH. Sej maskine!

Jeg har faktisk skiftet. Solgte SPD-S'en og bruger nu en IPad i en Alesis IO Dock. Bruger appen Cuetrack. Virker rigtig godt, dog stadig i mono. Men det er faktisk ikke så væsentligt for mig om det er mono eller stereo.

 

 

 

Link til kommentar
Del på andre sites

Hvorfor er løsningen med computer, software, lydkort og MIDI-styring ikke 100% optimal, såfremt vi antager at softwaren er stabil og der ikke er "kølingsproblemer", som Kasper Moll påpeger?

 

Fordi den antagelse (desværre) ikke er korrekt - ikke efter min erfaring i hvert fald.

 

Vi kørte længe med et computerbaseret setup med Logic / Main stage på Mac (ja, flere forskellige macs) og oplevede flere gange at der kunne opstå problemer.

 

Computer setups er sarte - ledninger der ryger ud, USB-porte der går ned, harddisk der går, programmer der ikke vil køre nummeret færdig på grund af rystelser eller varme på scenen m.m.

 

Problemet er kort sagt at de computerbaserede løsninger ikke er sej-livede nok til de tæsk de naturligt får når man begynder at hive dem med på tour. Det er i hvert fald min erfaring. Og det var ikke IT-skills eller dårligt gear der var problemet...

 

 

Jeg savnede - som andre også har påpeget - en løsning der kombinerer kreativiteten fra et computerbaseret setup med stabiliteten fra "almindeligt live-gear"

 

 

 

Og så i forlængelse heraf: Jeg vil mene at man bør bestræbe sig på at bygge sit backingtrack setup op på en måde så man kan undvære det når lortet går ned. Jeg fornemmer at tendensen pt er mere og mere backingtrack. Men vores erfaring var, at det meget hurtigt bliver for meget, og man får fornemmelsen af et band der spiller til en CD, mere end et band der spiller musik. Vi endte faktisk med at fjerne al backing og så kun anvende samples/effekter som vi triggede - og som vi enten kunne spille selv (ved at udelade noget andet) eller som kunne undværes uden at skulle aflyse en koncert eller stoppe midt i et nummer...

Redigeret af Lille John
Link til kommentar
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu