Skal musikere smile - respekt for musikken?


søs

Recommended Posts

I disse agurke-tider, må man jo gribe til de mindre, måske lettere ubetydelige emner!

Men, altså ... i de 2 dansebands, jeg "afløser" i på mere eller mindre fast basis, forventer "kapel-mesteren", at man smiler (konstant). Hertil svarer jeg, at skal jeg sidde og smile, går det ud over sammenhængen i musikken. Og jeg synes faktisk, jeg har pænt travlt med at spille efter klik + synge kor (enkelte numre endda lead) + fylde tilpas med trommer på, så musikken hænger ordentlig sammen. Og selvom det "kun" er dansemusik, må det gerne lyde godt - hvis ikke det gjorde, ville jeg slet ikke tilbyde mig som trommeslager. Jeg hader selv at være til en fest, hvor musikken stinker ...!

Samtidig kommer gæsterne/publikum af og til op og ønsker numre (vi måske alligevel ikke kan spille) - nogen gange endda midt i et nummer. Her vælger jeg ofte at ignorere dem - eller henvise til kapel-mesteren. Jeg sidder nemlig oftest med in-ears på - og kan så alligevel ikke for godt høre, hvad folk siger (af og til samtidig med, jeg skal koncentrere mig om ovenstående).

 

Som en lille fodnote, kan jeg indskyde, at jeg af og til oplever, at vi bliver afbrudt midt i et nummer, mens vi spiller "dinner-musik". Det er sikkert ikke noget, gæsterne/publikum tænker over, men det er da irriterende at opleve, når man nu bruger tid på at øve disse numre, for at få dem til at sidde i skabet. At undgå dette ville blot kræve af gæsterne/toastmasteren, at de venter med at "slå på glasset" til pauserne imellem numrene (og dem er der for det meste mange af i løbet af en sådan middag).

Generelt virker det som om, folk ikke altid ved / ikke altid har respekt for, at musik er et håndværk, der kræver en hel del af udøveren. Det er som om, visse folk tror, vi bare er en jukebox, man kan tænde og slukke efter behov ...!

 

Til slut kan jeg berolige berørte heraf, at jeg da aldrig kunne finde på at lade mig mærke af ovenstående irritations-momenter. Allerhøjst kan jeg måske virke lidt ”overlegen”, da jeg ikke smiler så meget – og ikke nødvendigvis svarer gæsterne/publikum, når de ønsker numre.  Gæsterne/publikum er jo mine kunder – og i forretningsverdenen er kunden jo kongen (”kunde ist könig”) …

Ved ikke, hvordan I andre har det med emnet - oplever I noget lignende? - eller har I et simpelt trick til, hvordan man kan ”fastlime” et smil til sådanne arrangementer?

 

P.S. Heldigvis spiller jeg også i 2 rock-bands, hvor der ikke er krav om smil an'mas' ... her er jeg nemlig medbestemmende omkring fremtoning, hvad vi spiller, lyden m.m. ... her er stedet, hvor jeg "am lettin' steam out" ... hvor de 2 dansebands nok mest er et spørgsmål om lidt extra kroner i min slunkne kasse - skønt jeg generelt elsker at spille (uanset genre) ...!

P.P.S. Nedenstående billede viser, hvordan jeg ser ud, når jeg smiler mest …!

Moonlight 7.jpg

Redigeret af søs
Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg må indrømme og sige at jeg ikke smiler når jeg spiller trommer....jeg er sgu så koncentreret...men jeg har så heller aldrig oplevet at man har bedt mig om det.....dem jeg spiller med er faktisk nok ligeglad på det punkt...også publikummet...de går mere op i at jeg holder rytmen i stedet for....nu spiller vi så ikke til “diner” musik arrangementer....... jeg har dog kun oplevet 2 gange at nogle har ønsket et nr...men aldrig hvor de har afbrudt os...eller at det har været noget nyt vi ikke kunne spille.....vi kører efter fast liste...og når det er slut...så er det slut...vi giver dog et ekstra nr..men det er det...men i forhold til min oplevelse...så vil jeg altså hellere bruge koncentrationen på at spille ordentlig fremfor at smile...må jeg nok indrømme...så jeg har ikke selv oplevet at man har stillet det krav til mig pt:)

Link til kommentar
Del på andre sites

Hele bandet skal bare iføre sig head mikes og in-ear inderst, derpå sjove masker, parykker, og ikke mindst, diverse festlige blinkende anordninger oven på hovedet. 

Det er især sjovt til teltbal om sommeren hvor lysanlægget ikke kan komme ret højt op, og temperaturen på scenen ligger på 35 grader :lol:

Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg er tilhænger af, at man som musiker viser sit engagement og sin tilstedeværelse på scenen. Det kan man så gøre på forskellige måder, og konstante smil lyder ærlig talt ikke som den mest troværdige måde at gøre det på. Lidt som hvis guitaristen spille med samme Kandis-fløde-lyd uanset hvilken genre man spiller. One size doesn't fit anything…

Kristian Koch forslår i sin bog "Ud over scenekanten" at bandet i fællesskab sætter ord, stemninger og sindstilstande på de enkelte sange, og så tilstræber at alle på scenen lever sig ind i dem når man optræder live. Det giver et mere samlet og ensartet udtryk som understøtter musikken.
Det giver fx. ikke megen mening at smile hæmningsløst hele vejen gennem en trist kærlighedssang, ligesom det er uhensigtsmæssigt at bassisten hænger med mulen mens trommeslageren har en fest og guitaristen står med ryggen til og piller næse i den samme sang. Et lallet smil passer heller ikke specielt godt til et groovy/funky dansenummer - der skal noget attitude til. Og så videre.

Jeg har også oplevet at folk kommer med forespørgsler midt i en sang, dog aldrig til mig, fordi jeg sidder forsvarligt indespærret bag trommerne. Det er en uskik, men nok én vi må leve med, for folk er vant til selv bare at skifte sang på playlisten hvis det man spiller ikke behager dem (deraf de mange afbrudte sange når dj-rollen demokratiseres, en af mine yndlingsaversioner). Eller slukke helt, hvis der er en tale under opsejling.
Ude i virkeligheden oplever de fleste vel at blive afbrudt i deres arbejde af en kollega, en telefon, et barn e.l., uanset hvor meget de sidder midt i et eller andet vigtigt. Man kan jo bede dem vente, eller finde på en kvik replik som kan holde dem stangen. Jeg har oplevet revyskuespillere gøre den slags meget elegant, og gør man det med stil og respekt kan man vinde publikums opbakning og sympati med det.

  • Like 1
Link til kommentar
Del på andre sites

Først, tak for svar - håber vi kan holde tråden her på et fornuftigt stade!

Er helt med på, man skal vise engagement og tilstedeværelse - men de 2 ting skulle da også meget gerne afspejles i den lyd, der kommer ud i lokalet. For - som een skrev i det opslag, jeg lavede på FB - hvis man blot smiler, holder humøret højt og får publikum med sig, kan man sagtens spille piv-ringe. Det ville jeg ikke kunne holde ud i mange sekunder - så ville jeg blive nødt til at forlade scenen.

I mit univers er det fedt, hvis en trommeslager ser ganske uanstrengt ud - men leverer et trommespil, der kan få mig til at tabe kæben. Husker, da jeg var til koncert med Ozzy Osbourne, hvor trommeslageren (Tommy Clufetos) nærmest konsekvent løftede venstre trommestik så højt op, han kunne. Han spillede fedt, men denne gimmick så yderst kunstig - og unødvendig - ud. Alt andet lige, må det da hæmme hans trommespil (ved godt nogle heavy-slagere bruger denne gimmick).

Som "Ulfn" skriver, findes der musikere, der ifører sig mærkelige kostumer, når de spiller. Dem om det - jeg vil hellere levere noget kvalitets-musik! I mine øjne bliver det hurtigt en form for ”prostitution”, hvis man skal gøre noget, man grundlæggende ikke bryder sig om. Så vil jeg nok hellere opsige samarbejdet med sådanne musikere!

Sidste halvdel af det, jeg skrev i det første indlæg her i tråden, hænger måske sammen med følgende – som Hasse Tang også er inde på. Jeg synes, der er sket et skred indenfor dansemusik og det publikum, der hører sådan noget musik. I 90’erne, hvor jeg også spillede mange jobs indenfor dansemusik, var der ikke nær så mange, der afbrød musikerne midt i et nummer. Med den lette adgang, der i dag findes til musik på nettet, er det som om, respekten for musik-håndværket er dalet markant.

Link til kommentar
Del på andre sites

Tjah, hvis man zoomer lidt ud så kan man sige at respekten måske ryger fordi der i disse år går en masse viden tabt, samtidig med at dit omtalte skred har (negative konsekvenser). 

Fx er længden af en intro i populær-musikken mindsket med mange hundrede procent. Der er simpelthen ikke tid til at lytteren  gider vente på at en intro er færdig. Det er et skred. Det er ikke mange år siden at der herinde blev diskuteret det svære i at folk ikke længere gad lytte til et helt album, men i stedet blot valgte enkelte sange ud. Nu gider de nærmest ikke engang vælge sange ud, men i stedet små musikstykker i de enkelte numre. Det gør det svært at være musiker, for efterkommen man dette, begynder det dælme at være svært at spille musik på egne vilkår. 

Og det er vel der vi efterhånden er. Hvor der før ofte var ligevægt mellem om man kom for at høre musikere spiller, eller musikere kom for at underholde publikum, så er der det ikke længere. Musikere bliver stoppet, så de kan zappe hurtigere. Både fordi publikum ikke orker vente, men måske endda fordi publikum efterhånden ikke skælner i hele sange, men musikstykker de skal have spillet. 

Skal man så samtidig overholde en dresscode og lægge ansigtet i de rette folder, så bliver det svært.

I mit orkester (som godt nok er originalmusik) har vi altid fået kritik for ikke at sige nok, se glade nok ud, se seje nok ud, være for langt tid om at komme til et omkvæd. Jeg er bedøvende ligeglad. 

  • Upvote 1
Link til kommentar
Del på andre sites

På 26.7.2019 den 11:12 , Mads Valther skrev:

I mit orkester (som godt nok er originalmusik) har vi altid fået kritik for ikke at sige nok, se glade nok ud, se seje nok ud, være for langt tid om at komme til et omkvæd. Jeg er bedøvende ligeglad. 

Det kan måske forklare noget om, hvad jeg er oppe imod. Hvis man ikke engang selv kan bestemme, hvilke udtryk man vil fremme indenfor original-musik, er vi da langt ude.

Som jeg skrev tidligere, var der een, der i mit opslag på Fjæsen, mente at "... hvis man blot smiler, holder humøret højt og får publikum med sig, kan man sagtens spille piv-ringe ..." (mit citat - ikke ordret fra Fjæsen). Vedkommende er - øjensynlig - ansat ved Metronome Produktions, så her ligger måske en del af forklaringen på tidens skred. Hvis produktions selskaberne mener dette - altså, at det ikke betyder så meget, om man kan synge eller spille - blot man trykker en fest af. Ja, så står jeg af ...

Vedkommende mente så osse, jeg så uengageret ud på billedet ovenfor - hvilket han nok godt kan have ret i. Jeg er ikke god til at se "besværet" ud på en scene - bevæger håndled mest og ikke nødvendigvis hele armen fx ... men jeg kan måske godt vise et lidt mere "engageret" billede - dog stadig uden smil ....

Engscenen 6.jpg

Redigeret af søs
Link til kommentar
Del på andre sites

Jeg er ikke uenig i at musikken bør kunne tale for sig selv, men sådan er det ikke alle der har det. Jeg tror fx. ikke at ret mange ikke-musikere kan høre forskel på om orkestret lige nøjagtig kan spille, eller om de virkelig kan spille. Og da slet ikke med 7+ genstande i blodet, som vi oftest møder dem til fester o.l. De ser musikken mindst lige så meget som de hører den, og musikalsk kvalitet handler ikke nødvendigvis om det samme for dem som det gør for os nørder. For dem er det nok lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, at man spiller noget musik de kender og kan lide og skråle med på, og måske at man oven i købet kan underholde med dumme bemærkninger, sjove hatte eller den slags. Det er ikke helt tilfældigt at Susi & Leo har lavet en så stor karriere.

Jeg har selv oplevet virkelig dygtige musikere, som spillede godt, men nærmest så ud som om de var bange for at stå på scenen. Det var ikke fedt, for selv en mega musiknørd som jeg bliver påvirket af hvad jeg ser. Det er selvfølgelig et lidt ekstremt eksempel, men viser bare at også jeg har brug for at se en smule udstråling fra musikerne. Som selvfølgelig kan være alt muligt andet end falske smil (parykker o.l. vil jeg helst være foruden…).

Link til kommentar
Del på andre sites

Præcis. Man skal bare udstråle, at man kan lide at spille musik, og at man brænder for at levere et godt stykke arbejde. Både for øjne og ører. Det er synd at kvæle sin gode musik med et dårligt visuelt udtryk. 

Link til kommentar
Del på andre sites

Har ikke så meget at tilføje til det her ... og så kommer følgende lange svade alligevel ... :oops:

Der er forskel på, om man spiller til en privat fest eller til halbal, koncert og lignende.

Til en privat fest er det ikke musikerne, der er i centrum - men forhåbentlig værten (fødselaren, brudeparret, o.lign.). Her skal musikerne forstå at gøre sig "usynlige" - og kun lægge baggrunden for en god fest. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan udstråle entusiasme eller glæde ved musikken. Det er blot ikke musikerne, der er i centrum til et sådant arrangement.

Til halbal ændrer situationen sig lidt. Her må musikerne gerne gøre opmærksom på sig selv - og levere underholdning og show fra scenen - udover musikken. Dog skal man stadig være klar over, publikum ikke er kommet for at se musikerne (måske bortset fra inkarnerede Kandis-fans, hvis de er på plakaten :doo: ). Publikum er kommet for at danse og drikke - og snakke med de andre gæster.

Til en koncert må man gå ud fra, publikum er kommet for at se (og høre) nogle bestemte musikere. Her er det altså selve musikerne, der bliver "hyldet". Her SKAL der være noget for øjet også. Det er en ganske anden situation end de andre.

Dog har jeg oplevet, at publikum står og snakker (højlydt) til koncerter. Det er måske nok mest på mindre spillesteder (som fx Fermaten i Herning), men det er da pi...-irriterende, når nu vi andre er kommet for at høre musikken.

Redigeret af søs
Link til kommentar
Del på andre sites

  • 3 uger senere...

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu