Historien om Ludwig

Ludwig trommesæt fra gammelt katalog

Ludwig er en af de ældste og mest berømte trommefabrikanter i verden. Bl.a. for deres fantastiske lilletrommer. Firmaet er grundlagt af William F. Ludwig og hans bror Theobald R. Ludwig i Chicago 1909, og hed i starten Ludwig & Ludwig. Theobald døde desværre af en influenza epidemi i 1918.

Det gik godt for William i 1920´ernes Amerika. Der var brug for live musikere, bl.a. til teatre, musik til datidens stumfilm og til de berømte danse cafeer. Det var både på lilletromme og hardware siden, at Ludwig havde stor succes. Hardwaremæssigt var det en ny og hurtig stortrommepedal revolutionerede markedet dengang og var lige så hurtigt solgt som den kunne produceres. Lilletrommerne “All metal” blev lavet i flere varianter, og skilte sig også dengang markant ud fra konkurrenterne. Der var brugt gode råmaterialer, kedlerne var presset og valset i ét stykke messing, og kedlernes kanter var bukket ind imod kedlen, både for at stabilisere kedlen, men også for at opnå en præcis kontakt mellem kedel og skind.

I 1923 var Ludwig verdens største trommeproducent med 240 ansatte. Antallet af medarbejdere steg til hele 350 i 1927. Dette var også året hvor Ludwig introducerede deres første Black Beauty lilletromme, som nok er verdens mest omtalte lilletromme, samt et ”must” i en hver vintage samling. Black Beauty lilletrommen er også produceret i mange variationer. Ikke alene er den lavet i størrelserne 14”x5” og 14”x6 1/2”, men også som “super Ludwig” (senere Supra-phonic) og i en “Super sensitive” konstruktion. Disse modeller har et solidt parallelt seiding system som Ludwig patenterede i 1924. Black Beauty blev både fremstillet med almindelige spændehuse, og med Tube lugs, samt i helt sort eloxeret messing og eloxeret messing med gravering. Denne gravering fremhæver den gyldne messing i den sorte kedel. Ludwig Super lilletrommen eller Supra-phonic 400, som de fleste kender den som i dag, er den mest indspillede lilletromme overhovedet. Bl.a. Jeff Porcaro og Steve Gadd var henholdsvis Pearl og Yamaha endorsers, men alligevel gik de aldrig i studiet uden deres Ludwig Supra-phonic lilletrommer.

I slutningen af 1927 kom der lyd på film. Det betød at mange trommeslagere blev arbejdsløse. Og sammen med The Wall street Crack i 1929 gik det skidt for trommeindustrien i slutningen af 1920´erne og starten af 1930´erne. Ludwig besluttede derfor at sælge Ludwig fabrikken til The C. G. Conn Corporation i Indianapolis, Indiana og flyttede den dertil. The C. G. Corporation havde i 1928 opkøbt Ludwigs største konkurrent, Leedy Drum Co., og var derfor meget stærke på markedet. William arbejdede i The C. G. Corporation indtil 1936. William kunne ikke længere stå inde for den gode kvalitet han selv før havde leveret i 1920´erne og forlod derfor C. G. Corporation. I 1937 grundlagde William F.Sr. sammen med sønnen William F.Jr. firmaet “Wm. F. Ludwig Drum Co.” og flyttede tilbage til Chicago. Det første de udviklede, eller rettere videreudviklede, var den berømte stortromme pedal Speed King, som blev lanceret i 1938.

Nu blev Ludwig trommer både produceret af The C. G. Conn Co. i Indianapolis, Indiana under navnet Ludwig Drums, og ved Wm.F.Ludwig Drum Co. i Chicago. William F. Ludwig Jr. promoverede firmaet ved at tage rundt til musikskoler og lave små clinics, hvilket gav en kæmpe succes. William F. Ludwig Sr. var medlem af “National Association of Rudimental Drummers” (NARD), og NARD havde tusindvis af trommeslagere som medlemmer. Firmaet voksede kraftigt og i 1939 ændredes navnet William F. Ludwig Drum Co. til W.F.L. Drum Co.

I 1941 gik USA ind i anden verdenskrig. Det betød at der hurtigt blev rationalisering på råmaterialer og arbejdskraft. Dog havde W.F.L. levering til de amerikanske styrkers orkestre over hele verden. Efter anden verdenskrigs slutning, gik Bill Ludwig Jr. ind i W.F.L. Drum Co. og i 1955 var han med til at købe det gamle Ludwig & Ludwig navn tilbage fra The C. G. Conn Company og grundlagde det der i dag kendes som Ludwig Drum Co.

Datidens trækedler var lavet af 3 lags mahogni/poppel med en reinforcement ring. Denne kedel konstruktion gav en kraftig, klar lyd med meget bund. Ludwig udviklede også skind. De brugte næsten 2 år på at udvikle plastic skindet “Weather Master” i midten af 1950´erne. Det blev så stor en succes, at de måtte udvide produktionen i 1958. I starten af 1960´erne kom den nye musikstil: Rock! Det betød at der igen kom et rigtig stort skub i salget af trommesæt.

I Februar 1964 medvirkede The Beatles i et Ed Sullivan show, hvor Ringo Starr spillede på et Ludwig “Oyster Black Pearl” trommesæt. Det fyldte for alvor ordrebøgerne hos Ludwig. I de efterfølgende år producerede Ludwig fabrikken næsten i døgndrift og sendte ca. 100 komplette trommesæt ud hver dag! Da Beatles gæstede Chicago på deres USA turné i slutningen af 1964, forærede Ludwig Ringo Starr en Super-Sensitive 14”x5” lilletromme belagt med 14 karat guld.

Det var i 1960´erne at Ludwig solgte flest Supra-Phonic og Super-Sensitive lilletrommer. Disse lilletrommer blev produceret i ét stykke valset messing indtil 1962. I starten af 1960´erne blev råstof prisen på messing for høj, og Ludwig ledte efter et alternativt materiale. Det mest fordelagtige materiale man fandt frem til var aluminium. I 1961 startede produktionen af Ludwig Super og Super-Sensitive lavet af forkromet aluminium. Det er ikke svært at kende en aluminiumstromme fra Ludwig grundet at krombelægningen skaller mere eller mindre af efter nogle år. Dette skyldes at aluminium og krom er to metaller, som ikke arbejder særlig godt sammen.

I 1964 skiftede Ludwig Super lilletrommen navn til Supra-Phonic 400. I 1960´erne gik det forrygende for Ludwig. Når man sagde rock trommesæt, sagde man helt automatisk Ludwig. I slutningen af 1960´erne eksperimenterede Ludwig både med stål kedler, og med de berømte plexiglas kedler “Vistalite”. De blev især kendt fordi Led Zeppelins trommeslager, den legendariske John Bonham, spillede på de gennemsigtige Vistalite trommer. Der var meget lyd i Vistalite trommerne. Der var både dybde og volume i kedlerne, samtidig med at de havde en klar og brilliant lyd. Men det var nu nok mest på grund af det markante udseende at de vakte opsigt. F.eks. fabrikerede Ludwig en Vistalite serie, kaldet “Tivoli”, med indbygget lys.

Men i 1970´erne begyndte det at gå helt skidt. Ludwig udviklede ikke ret meget, og prøvede bare at leve højt på den store succes de havde i 1960´erne. Det betød at de blev overhalet, både kvalitetsmæssig, udvalgs mæssigt og pris mæssigt af især Japanerne, som begyndte at blive rigtig stærke på tromme markedet. Ludwig prøvede at ændre kedlerne på tommerne fra at være tre lags Mahogni/Poppel med reinforceing ring, til at være fire- eller seks lags kedler uden reinforcement rings, i en lettere træsort. Disse kedler var billigere at producere, men lyden var også derefter. Det var ikke den klare varme lyd, som 1960ér sættene havde. I 1980´erne kom så de elektroniske trommer oveni at Japanerne havde taget en stor markedsandel i både USA og Europa. Ludwig havde nu kun én mulighed for at overleve, nemlig ved at sælge. Ludwig Drums Co. blev i 1981 solgt til det gigantiske musikinstrument firma Selmer, som også ejer mærket Musser. I 1985 lukkede Selmer Ludwig fabrikken i Chicago, og flyttede den til Monroe, North Carolina for at opnå stordriftsfordele, og fordi materialer og arbejdskraft var billigere her.

Bill Ludwig III arbejder i øvrigt stadig for Ludwig under Selmer navnet, og tager sig af de ca. 90 Ludwig endorsers der er i dag.

http://www.ludwig-drums.com/

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!