Interview med Alex Riel – Del 1

Alex Riel Feature

Af Søren Holm Hvilsby, 2008

Foto: Gunnar Kristiansen 2008

Det er vel næppe en hemmelighed for brugerne af denne hjemmeside, at Alex Riel, Danmarks største trommeslager gennem tiderne, kan fejre sit 50-års jubilæum som musiker i år. Alex har spillet med stort set hvem som helst både på den nationale og internationale jazzscene.

Han var en af ’The Great Danes’, der går for at være Danmarks bedste jazztrio gennem tiderne. Trioen, der bestod af Kenny Drew, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Alex Riel, var husorkester i den legendariske jazzklub Montmartre i København i en længere periode i 1960’erne. Montmartre var intet mindre end jazz’ens europæiske epicenter, og tidens store jazzmusikere fra især USA strømmede til for at spille, oftest akkompagneret af The Great Danes. Efter tiden i Montmartre har Alex spillet med nogle af de største popmusikere herhjemme, været ankermand i diverse big bands og spillet i en uendelig række af forskellige konstellationer.

Men det er nu ikke fordi, at Alex er særlig nostalgisk. Han fokuserer snarere på det næste spillejob. Siden 1991 har Alex som bandleder stået bag en lang række udgivelser i eget navn, og flere er på vej, og så er der ikke tid til at dvæle ved, at man har været en af hovedaktørerne i en af de væsentligste epoker i moderne dansk kultur, jazzens guldalder i Danmark, at man har været tæt på at opnå det helt store internationale gennembrud med Savage Rose eller spillet for fulde huse med Sebastian. Og det er endda bare nogle få af de sammenhænge, hvor Alex har bidraget med sin musikalitet og smittende energi.

Dette fokus på her og nu hænger nok også sammen med, at Alex er en meget ydmyg og beskeden person, der ikke er interesseret i at gøre et større væsen ud af sig selv og de ting, han har opnået, men snarere har bevaret lysten til at lære og prøve nye ting af i diverse musikalske sammenhænge.
Alex kan fortælle anekdoter fra dengang på en så medrivende og levende måde, at man næsten føler, at man var der selv. Jeg håber, at Alex’ behagelige person og positive tilgang til livet kan mærkes i dette interview, som fandt sted oppe i Alex’ hus i Liseleje med kaffe og kage, i behageligt selskab med hans kone, Ane, og en af Danmarks få trommespillende hunde, Gandhi.

Jeg håber, I vil nyde interviewet, selv om det måske er mere omfangsrigt, end internettet tillader. Interviewet er i det store og hele skabt ud fra jeres gode spørgsmål, og hvis det ikke fremgår helt tydeligt, så skyldes det, at jeg flere steder har forsøgt at flette spørgsmålene ind på forskellige måder for at forsøge at bevare samtalens flow. Jeg beklager, hvis nogle af jer føler, at netop jeres spørgsmål mangler.
Jeg håber også, at I vil nyde interviewet, dels som en rejse tilbage til den gang, hvor forholdene for trommeslagere var noget helt andet, end de er i dag, og dels som en lang fortælling om en trommeslager, der har prøvet det meste, og som altid har bevaret glæden ved trommespillet og musikken.

Alex’ startede som frisør.

Søren: Hvordan fandt du ud af, at du ville spille trommer? Hvordan kom du i gang?

Alex: Min far kunne godt lide at spille. Det her er sådan noget, jeg har hørt på (Alex spiller en rytme på bordet) Det var han god til og han ville godt have spillet, som barn, men fire brødre, der arvede hinandens sko og sådan noget, der var ikke plads til trommer. Og så havde han jazz-plader, og jeg gik og hørte på de her jazzplader, så jeg har jo simpelthen arvet lysten til det. Det var under krigen mod tyskerne. Min far var damefrisør, og havde den her frisørsalon, pengene var små og der var hele det her krigstidsbillede – bananer og sukker var rationeret, så han gik hjem til folk og satte deres hår og klippede dem, specielt folk der var syge og sådan noget. Når han så kom tilbage derfra, så tog han sporvognen, Linje 1, som drejede rundt om hjørnet ved Jydeholmen, hvor vi boede midt i gaden. Der steg han af, og der stod jeg så hver gang og ventede på ham med min mors kagedåse, som jeg havde boret to huller i og så med en snor i om halsen og to træskeer. Jeg stod så og spillede og modtog ham og så gik vi hjem. Det kan jeg huske lige så tydeligt. Jeg har ikke været ret stor. Så den har ligget der hele tiden, lige fra starten. Og han havde den jo også, så han synes det var glimrende, at jeg også havde den.
Han, ja begge mine forældre, mente, at jeg ikke bare skulle sidde der og pjatte, så vi fik fat i en kriminalkommissær, ja nu laver han noget andet, Palle Sanvig, som var trommeslager og boede i ejendommen og var ældre end mig. Vi spurgte ham, hvem vi skulle have fat på, og han mente, at jeg skulle have den lærer, han havde, Børge Ritz Andersen fra symfoniorkestret. Og det var så ovre i Valby, hvor jeg lige kunne tage toget over og spadsere hen. Der blev jeg forkælet med chokolade og kager, og jeg var åbenbart meget talentfuld, for Børge var meget glad for mig, men det der med noder, det var, åh, det der med hvirvler, det var jo ganske frygteligt (Alex griner).

Søren: Hvor gammel var du på det tidspunkt?

Alex: Hmm, hvad har jeg været? Jeg tror nok, at jeg har været omkring 14 år gammel på det tidspunkt. Jeg kom sådan set sent i gang.

Søren: Men du havde vel allerede været i gang i mange år?

Alex: Ja, mentalt og sådan, det kan man godt sige.

Søren: Foregik undervisningen hjemme hos ham?

Alex Riel, Eddie Gomez, Bill Evans, Monica Zetterlund.

Alex: Ja, det gjorde det, og nu kommer der noget sjovt. Dengang var der ikke noget, der hed plasticskind, overhovedet ikke. De pauker, han spillede på inde i Radiohuset, det var kalveskind. De sad fast på træreifer. I dag er det jo ligesom vulkaniseret fast på en metalreife, og så smider man det hele ud, når det er slut, men det gjorde man ikke dengang. Når skindene var færdige, så tog man dem af, og så havde man købt et nyt, men uden reife, og der lærte han mig ude i hans badekar med to teskeer, som man bøjede rundt, lidt ligesom når man lapper sin cykel, og det der skind, det skulle jo være vådt, og så havde man lagt skind på sin egen lilletromme på den her træreife – det var jo smart. Mine trommestikker, som flækkede i hovedet, lærte han mig at reparere med sandpapir og så en bestemt lak, man dyppede dem i, og når så de var dryppet af, så en elastik rundt om, og så op på en tøjklemme ude i mors køkken, og så kunne de hænge der og tørre og så kunne de bruges på nogle flere jobs. Det var jo dyrt nok, specielt når man ingen penge havde.

Søren: Det var vel også svært at få fat i tingene, noget vanskeligere end i dag?

Alex: Ja…

Søren: Men vil det så sige, at det var med pauker og det hele?

Alex: Nej, det var bare et sidespring, men det var mere for at sige, at i dag er der jo plasticskind på alt, så vind og vejr gør jo ikke noget. Det var jo frygteligt, hvis jeg havde spillet i et fugtigt lokale, skindene blev slappe, og jeg spændte dem op, jo mere fugt de fik, og hvis jeg så glemte at skrue dem ned, især i frostvejr, så sagde det BANG, og så flækkede de. Det skulle spændes ned igen, inden man kørte hjem igen. Og det var jo lidt besværligt, ikke, men de lød nu godt, bedre end dem af plastic. Det må jeg sige. Der er kommet nogle gedeskind nu på markedet hos ham Søren ovre i Århus, og dem skal jeg lige lure på. De er ret tykke, måske lidt for tykke, men de virker godt med whiskers.

Søren: Når du øvede i lejligheden hos Børge Ritz, var det så teknik og nodelæsning?


Alex: Ja, det var et slags- og to slagshvirvler og så nodelæsning. Og så at tælle. På et tidspunkt kom jeg så med i Amatørsymfonikerne, der manglede en paukist. ’Det skal du spille, Alex’, ja og det var så klassisk musik, og det foregik på Frederiksberg skole oppe under taget. Det var faktisk et ret godt orkester, og han tog sgu med til mange af prøverne, og så sad han der og talte for mig. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, og det var lidt kedeligt. Men, det lød rigtig godt. En af hornisterne måtte stemme paukerne for mig – jeg kunne ikke høre om det var højt eller lavt. (Griner). Det havde jeg lidt svært ved. Det var meget interessant, og det gik han meget op i, men det var nu jazz, jeg ville spille.

Søren: Men, det vil sige, var det der med det symfoniorkester en af de første gange, du var ude og spille med nogen eller var du allerede i gang med jazzen?

Alex: Jeg var lidt i gang med jazzen. Jeg gik ned i jazz-klubben, jeg ved ikke hvad den hed. Jeg gik ned i KB-hallen, der var en pejsesal og der gik jeg ned og sad jeg ind. Tono (Dansk pladeselskab) havde en stor konkurrence i Odd Fellow-palæet. Der gik jeg også bare op, verfede trommeslageren væk og sagde: ’Lad lige mig spille en solo her’. Det var min far, der fik mig til det. ’Kom nu! Det kan du da sagtens’. ’Men, det kan man da ikke’, men det gjorde jeg, men sluttede forkert… Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed et kor, men det fik jeg så at vide senere. Der var jeg sgu flov.

Søren: Hvor gammel var du på det tidspunkt?

Alex: Åh, nu er vi ude i det der, men jeg er nok en 16-17 år.

Søren: Så det var der, du for alvor begyndte at spille med andre?

Duke Ellington, Sam Woodyard, Alex Riel.

Alex: Ja, men det er stadig kun på amatørbasis. Så kom hæren, hvor jeg var i tre måneder, men det er en længere historie. Det var slet ikke godt for mine håndled, det var lige ved at blive en katastrofe. Trommehinderne sprang i frostvejret i januar. Jeg lå lige op ad et vindue, der ikke måtte lukkes, for nu skulle man hærdes. Det var ikke ligesom mors varme stue. Den gik ikke. Gudskelov var kaptajnen i min deling bassist, og han var klar over, at den var gal, den her, så han passede på mig. Men så røg jeg ud derfra, og så kom jeg i lære som damefrisør. Min far syntes, at jeg skulle bevise, at jeg var en større trommeslager end frisør. Frisørfaget ligger i familien, og der lærte jeg at møde til tiden, parat, og det så jeg jo i miljøet dengang, at det var der meget få, der kunne. Altså møde op i jazzklubberne til tiden, når man skulle spille. Være klar osv. De kom altid dalrende for sent, og den går jo ikke.

Søren: Det var lidt anderledes end i dag?

Alex: I dag, der er det vist på klokkeslæt.

Søren: Og vand og sodavand?

Alex: Det var det sgu ikke dengang. Jeg var langt oppe i tyverne, før jeg smagte mit første glas vin. Det fandtes ikke i mit hjem. Det var der ikke råd til. Det var meget enkelt.

Søren: Det vil sige, at din far, mente, at du skulle have noget?

Alex: Ja, at falde tilbage på, som man siger.

Søren: Han regnede også med, at det ville hærde dig?

Alex: Ja, måske. Det har han nu ikke lige givet udtryk for, men det kunne man godt forestille sig. Lære noget disciplin, ikke.

Savage Rose TV show.

Søren: Ja, du sagde, at han ville have, du skulle bevise, at du var en større trommeslager end frisør, så det kunne jo godt være, at det var det, han havde tænkt. Han kunne godt se, at du brændte for det, men der skulle også være noget andet, som du måske også kunne bruge i forhold til det at være trommeslager.

Alex: Det syntes jeg aldrig, han nævnte, men det er jo helt klart, at disciplinen var… Altså jeg ser sådan her på det. Der er jo en grund til, at du vil spille trommer, der må bo noget i dig, som vil det. Men det er jo ikke nok, hvis du ikke gør noget ved det, ved dit talent. Det er jo ikke nok bare at hænge på, at lalle af sted. Dem er der sgu mange af. Talentet skal forvaltes. Det er jo ikke nok, du skide godt ku’ tænke dig, at køre ræs i en bil, hvis ikke du ligesom sætter dig ind i en bil og får lært at køre bilen.

Søren: Man skal tage det seriøst?

Alex: Ja, jeg fik i hvert fald sat nogle ting på plads. Prøv at se de andre, nu skal de hjem og sove branderten ud, det får de det meste af dagen til at gå med, og de får aldrig stukket næsen i andre stilarter, men det vil du blive ved med resten af livet. Der er sikkert noget, der findes i et andet land, f.eks. samba, det kendte vi jo ikke dengang. Heller ikke pop. Det var jo før Beatles, alt det her.

Søren: Men nu er vi så i slutningen af halvtredserne eller sådan noget?

Alex: Ja, det kunne jeg godt forestille mig. Men han, min far, kørte mig altså rundt. Først på en scooter med sidevogn, hvor jeg sad med trommerne. Min far blev også pludselig klar over, at, hov, der er noget talent her. Jeg vandt en konkurrence, hvor jeg vandt penge til fyrværkeri. Jeg gik på Niels Steensens Gymnasium. Der var en sanglærer. Han havde en rytme (Alex spiller den på bordet) ’Hvem kan den?’ Det var der ikke nogen, der kunne. Jeg ku’ den med det samme, og sad og spillede den på mine ben, og så sagde mine sidemand. ’Ham der, han kan’. Jeg havde nu ikke tænkt mig at sige det, men så måtte jeg jo vise det. Og så vandt jeg en femmer. Man kunne få mange kanonslag for en femmer, og det var op til nytår. Og min far mente så, at der var noget om snakken.

Alex’ første Ludwig sæt.

Søren: Så din far er med rundt, og du spiller forskellige steder, og du er med i nogle orkestre?

Alex: Saxofonisten Svend Borring havde et orkester, og så var jeg med i Arnvid Meyers Orkester og Henrik Johansen og Rågeleje Jazz.

Søren: Det var relativt store orkestre?

Alex: Ja, Femmands.

Søren: De var også ret så populære?

Alex: Jo, de var meget populære. Men det var jo noget værre noget, når jeg nu stod i lære. Det var lidt svært, så jeg kunne kun spille i weekenderne.

Søren: Du tog faktisk fra København til f.eks. Rågeleje?

Alex: Ja, her er en værre historie. Jeg skulle spille med Rågeleje Jazz. De havde allerede en trommeslager, der hed Bonnie Peters, en stor, stor neger, som havde en teknik ud over alle grænser. Han var det store cirkusnummer hver aften, og så skulle jeg så spille med orkestret, så han slap for det. Så siger Børge Birk, som havde stedet: Vi skal lige snakke penge, men han ville kun give mig 25 kr. om dagen, men det ville jeg ikke gå med til. Men så er der også noget om eftermiddagen, det kan du også få 20 kr. for. Jeg skulle lige trykkes, så det blev meget kort. Mine forældre lå i campinglejr i Silkeborg, og de havde regnet med at jeg ville komme, og det gjorde jeg så. De skulle fandeme ikke tage røven på mig. Vi er gode venner i dag, der er ikke noget, der. Så deroppe spillede jeg ikke med Rågeleje Jazz, men ellers spillede jeg med dem rundt omkring. Vi tog tit til Århus, og så var det Bent J, der modtog os på banegården med et eller andet dixieland-orkester – vi var de helt store helte dengang.

Søren: Hvornår var det, sådan ca.?

Alex: Årh…Jeg ved det ikke. Det er nok først i tresserne, eller sidst i halvtredserne. Ja, de der ting har jeg ikke helt på plads.

Søren: Men det leder langsomt over mod Montmartre?

Alex – med Basie i baggrunden!

Alex: Nej, vi skal lige vente lidt. Der begynder så at komme amerikanere til landet. Drew Moore, en saxofonist var her. Pludselig væltede det jo ind. Der var jo den her klub, der hed Montmartre, ikke. Nå, ja, så skulle trommeslageren Joe Harris spille, og ham lærte jeg faktisk meget af. Han var i Europa med Dizzie Gillespie, og så blev han i Europa i et stykke tid, og spillede f.eks. nede i Montmartre og lånte mine trommer, som vi så kørte ind med, og så ku’ jeg jo sidde og høre på ham. Min far var så også med. Han spillede sammen med Oscar Pettiford, Jan Johansson og hvem der ellers kom. Det var sgu meget lærerigt, det må jeg sige. Og ellers var det Jørn Elnif og William Schiöpffe, som var de gode. Der ku’ jeg ikke rigtig være med, for jeg havde jo ikke rigtig nogen rutine, og det var sådan lidt mere moderne, end New Orleans. Jeg har spillet med Jens Jørgen Thorsen, maleren, vi øvede inde på Kronborg nede i en kantine, og så skulle vi ud og spille med det her Armstrong hot five-musik, og det var meget sundt for mig at lære at spille press-rolls, woodblock og koklokke, det brugte jeg jo ellers ikke. Men så skulle vi have knapstøvler på, næh tak, jeg skulle fandeme ikke ses med knapstøvler på, og så røg jeg ud af det orkester. Men jeg var jo bekendt med det der Montmartre, og så var det, at Niels-Henning (Ørsted Pedersen) dukkede ud af busken som fjortenårig, og vi spillede meget sammen i provinsen. Ikke inde i Montmartre, men jeg var derinde, når William spillede, og han ville meget gerne have, at jeg spillede det sidste sæt, og så kunne han komme hjem i seng. Han var ikke rigtig rask. Men det gjorde jeg med glæde, og så begyndte jeg at få rutine. William ville ikke rigtig, og jeg havde ild i røven, og så sad jeg lige pludselig derinde som hustrommeslager i to-tre år. Fri om mandagen. Mange af jobsene var ni til tolv aften, og der var nathold til kl. 5 om morgenen, og den tjans tog jeg også sommetider. F.eks. tre uger ad gangen, men det skulle man jo ikke gøre, det er for usundt. Alle røg, men jeg har aldrig røget.

Søren: Men det vil sige, at nu lever du af at spille musik? Du er blevet udlært (som frisør)?

Alex: Jeg er udlært, fik en god eksamen med ros. Jeg burde måske have stoppet lidt før, men min far sagde: ’Vil du have den på dig, at du aldrig blev færdig’. Så jeg fuldførte læretiden, og det var fint. Og så var det ud og spille. Men så kom soldatertiden. Jeg har vel været i starten af tyverne, tror jeg nok. Og så var det, at jeg tænkte, at jeg måske havde meget godt af det. Når man kun spiller musik, så kan man godt fysisk blive lidt sløv. Jeg har aldrig interesseret mig for sport, så det hele var bare at sidde ved et trommesæt. Hele kroppen var ligesom foldet sammen fremover. Jeg måtte f.eks. opgive at spille klaver, fordi jeg spændte i kroppen. Mine muskler var blevet for korte, men det tænkte jeg nu ikke videre over, men det burde jeg. Man bør strække ud efter hvert job. Baglår og arme, brystkassen og armene bagud, fat i noget og så…,men det tænkte man jo ikke på, mens man var ung. Men i Montmartre, der fik jeg rutine, som jeg er meget glad for. Den havde jeg ikke haft, hvis det ikke havde for det sted. Faktisk har jeg spillet med flere store amerikanske musikere og længere tid ad gangen, end de fleste amerikanske trommeslagere har.

Alex Riel, Kenny Drew, Ben Webster, NHØP, 1964.

Søren: Ja, alle kom jo på det tidspunkt?

Alex: Ja, det væltede ind. Og så spillede vi, The Great Danes, hed vi dengang, og det var så Kenny Drew, Niels-Henning og mig eller Tete Montoliu, Niels-Henning og mig. Sommetider holdt jeg ferie i fjorten dage, og så kom der en anden ind. To gange holdt jeg ferie, mens jeg spillede derinde.

Søren: Det var så tre sæt eller mere?

Alex: Hmm… det har nok været tre sæt, og hvis jeg tog den sene tjans med, så er vi oppe på fem. Når man skulle hjem, så var mælkemanden ude. Det var meget.

Søren: Jeg har læst mig til, at miljøet dengang var barskt, folk tog alt, hvad de kunne komme i nærheden af, men du holdt dig på måtten?

Alex: Nej, jeg har aldrig rørt noget. Jeg synes, jeg har set nok. Hjulpet mange op. Det er det ikke værd, og i virkeligheden er der ikke nogen, der hjælper dem. Det er bare et skuldertræk, når man ligger der. Men der var meget i omløb, de røg jo rød galar og hvad fanden det hed alt sammen, og de spillede unægtelig anderledes, men samtidig var der så meget i luften, så jeg også blev påvirket. Og jeg vidste jo ikke, at jeg faldt i tempo, jeg syntes jo det hele var skønt, bortset fra, at så fik jeg så at vide, det der i går, sådan skal du ikke spille igen. Men det kan jeg da ikke forstå. Det var da fantastisk. Så det er godt, at jeg aldrig er røget på det. Det skal man ikke gøre.

Søren: Sad du ikke nogle gange og blev lidt irriteret over det, hvis du kunne høre en af de andre ligesom ikke spillede op til standarden?

Alex: Jo, men nu lige dem der inde i Montmartre, det var absolut toppen. De ku’ sgu spille. Men andre steder med danskere, der var det irriterende, specielt det der ræs med, hvordan man fik fat i det, og så er det jo ulovligt.

Søren: Jeg synes det er imponerende, at du har skåret igennem.

Alex: Ja, det ku’ jeg ikke bruge til noget, det samme med Niels-Henning.

Søren: Hvad så efter Montmartre?

Alex med Astrud Gilbertos solbriller…

Alex: Ja, der var jo krise dengang, da man pludselig indførte moms. Så skulle Herluf (Kamp Larsen, indehaveren af Montmartre) finde ud af, hvad det var, og han havde overhovedet ikke de penge. Så var den gal, og de ville lukke stedet. Så trommede Kenny os sammen – ’nu spiller vi gratis i et par uger, og vores løn skal gå, så Herluf kan betale moms, og så har vi vores arbejdsplads’. Fint, det gjorde vi så, og så lagde han penge fra til moms fremover. Så ku’ vi beholde vores klub, men den lukkede, og så åbnede JazzKay nede i Nørregade. Der spillede jeg overhovedet ikke det første år. Jeg ved ikke hvorfor, jeg var bare ikke dernede.

Søren: Men du havde masser af andet at lave?

Alex: Ja ja, og så var der noget, der hed Savage Rose. På et tidspunkt sker der jo det, at der spilles rigtig hurtig jazz. Det har jeg aldrig rigtig fundet ud af. Og av min stakkels arm. Det var hårdt.

Søren: Er vi ovre ved Tony Williams?

Alex: Ja, og nu har jeg jo så fundet ud af, at han har fået hjælp af sit bækken, for det har jeg nemlig spillet på. Ude i KB-hallen var der en meget stor koncert, og der spillede jeg i en sekstet, før Miles Davis kom på, og der stod Tonys trommer, og så satte jeg mig over ved dem. Nej, for et bækken – nu kunne jeg godt spille hurtigt. Vibrationerne gjorde, at det var pærenemt. Sikke dog et bækken, men det er så flækket i mellemtiden. Og så har jeg ledt efter sådan et bækken lige siden. Men hvor var vi?

Søren: Savage Rose…

Pressefoto – Savage Rose

Alex: Ja, jeg var lidt jazz-træt, og var begyndt at få komplekser, fordi jeg kunne sgu ikke spille de der hurtige ting. F.eks. ham der Roland Kirk, den blinde med tre saxofoner. Vi var kanongode venner, men hold kæft mand, han kunne spille hurtigt, og jeg kunne egentligt ikke følge med. Niels-Henning kunne godt. Vi snakkede lidt om det, men fysikken ville ikke og min psyke har også været lidt…øh, når noget ikke ville og det stadig ikke ville, ja så man blev man sgu lidt bange. Og så begyndte jeg at tænke lidt. Jeg kørte samtidig meget i min brors bil, når han skulle reparere min bil, og der var bånd i. Popmusik. Small Faces, Pretty Things osv. Og så fandt jeg ud af, at det var da fantastisk god køremusik. Det er da bedre end jazzmusik, der kan være kringlet og svært. Og så var jeg med på mange LP og EP-indspilninger. København havde mange små studier, og der blev lavet plader med Gitte Hænning, Daimi, og lige pludselig var den der. (Alex spiller en bord og stol-rytme), men det ku’ jeg da ikke spille, det havde jeg aldrig prøvet, men jeg havde lidt i ørene fra min brors bånd. Nå, så skulle jeg jo til at sætte mig ind i det. Og så var det, at jeg rendte ind i Thomas og Anders Koppel, og så var det, jeg tænkte, at så kan jeg få det lært. Nogle poptrommeslagere, de kunne noget andet med stortrommen, end jeg kunne. Det, jeg gjorde med stortrommen, det var fuldstændigt tilfældigt, hvad der nu passede ind i en eller anden smart figur, men den der ’ga-dung du-dung-dung’, der lå fast i et nummer, og anderledes fast i et andet nummer, det var en disciplin, jeg misundte dem lidt, så det måtte jeg jo se at få kigget lidt på. Den er der ikke hundrede procent endnu, men det går bedre, det må jeg sige. Når man sidder med mange ideer, mens man spiller, så er det sgu svært at gøre ingenting. Det er så enkelt, det der pop.

Søren: Det er jo to vidt forskellige måder at tænke og spille på?

Alex: Fuldstændigt. Men jeg har altid syntes, at man sgu ikke kan lære nok. Og hvorfor kun gøre en ting? Small Faces kunne jeg rigtig godt li’. Vi har spillet med dem med Savage Rose, og der var virkelig knald på dem. Og så kom Beatles, dem ku jeg godt li¨’ og Rolling Stones, de er pissegode eller også er de rigtig dårlige, men på samme tid. Det lyder som en mund, hvorimod masser af koncerter med store navne, specielt indenfor jazzen, der skal den ene vise sig over for den anden. Spil dog sammen! Men det blev der grinet meget af. Da jeg spillede sammen med Savage Rose, blev der grinet i big bandet, på nær Palle Mikkelborg, ’Jeg vil være med’ – han er også nysgerrig. Endnu mere nysgerrig i virkeligheden, men Anisette mente ikke, der skulle være trompet, der var jo mere end nok upfront.

Søren: Det var så en helt anden måde at spille musik på, at indgå i en sammenhæng, i en gruppe, hvor I ellers bare kunne mødes og spille derudaf. Der skulle ting planlægges på forhånd, I skulle øve?

Alex: Ja, der skulle øves, og det skulle være sådan hver gang. Men det var nu meget sundt for mig.

Søren: Havde du det svært med det?

Alex med Sebastians gruppe…

Alex: Jeg havde svært ved det. Bestemt, men det var da ikke værre end, at i Los Angeles, hvor vi spillede i en klub i tre uger, der kom der pludselig en manager, som lavede sådan nogle night sessions. Det var en trommeslager, der hed Aynsley Dunbar, som var flyttet fra vestkysten til østkysten, og han ville godt have, at jeg kom og var med på nogle sessions. Det skulle jeg jo have gjort, men jeg stod solidarisk med orkestret. Jeg kunne ellers vælge, hvilke trommer jeg ville spille på. Især det der med whiskers, det var ikke set før, men jeg sagde nej. Aaarrh. Ham Aynsley Dunbar, han var fandeme god, men sådan er der så meget.

Søren: Samtidig med Savage Rose, begyndte du jo også at spille med Sebastian. Lapper de ind over hinanden?

Alex: Uh, nu bliver det svært. Jeg var færdig med Savage Rose, og derefter hed det jazz. Så sker der det, at de managere, som havde Savage Rose i Skandinavien, de satte Jesus Christ Superstar op på Falkoner Teatret, og om jeg ville komme og spille, og så sad jeg der og spillede. Og der var Sebastian i koret. Og han kom så pludselig hen en dag og spurgte om jeg ville være med. Det gik lidt frem og tilbage – det var vistnok ’Over havet under himlen’.

Søren: Fantastisk plade…

Alex: Ja, bestemt. Jeg har altid godt kunne li’ at spille med Sebastian. Det kunne vi alle sammen. Det var et godt band. Der var lidt udskiftninger, men det var rigtig godt. En af pladerne skulle så laves med lagkageproduktion. Så lavede vi nogle takter, og hvad var nu det, for sommetider var Knuds sange, de lyder som om alt er fryd og gammen, men ind imellem så er der altså to flere slag i forhold til, hvad man normalt ville gøre. Han kom tit her hjem og sad ved klaveret og spillede sine ting, og så skulle jeg høre på dem. Det lød fint, men sommetider spurgte jeg: ’hvorfor gør du sådan. Du springer sgu da et slag over der’. Ja, det skal man jo have at vide, men man opdager det ikke, før det er for sent. Men det passede til ordene. Nå, det havde vi meget hyr med. Og jeg skulle jo sidde og indspille et helt nyt nummer på min måde, og så kom Michael (Friis) for at lægge bas på, og det blev næsten takt for takt, fordi min stortromme, den lå jo nærmest over alt.

Fortsættes…

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!