Interview med Alex Riel – Del 2

Alex Riel Feature
Foto: Gunnar Kristiansen 2008

Af Søren Holm Hvilsby

…fortsat fra del 1.

Søren: Du har sagt nogle sjove ting omkring rock og jazz, og inde på hjemmesiden er der en, der har spurgt, hvordan du griber de forskellige stilarter an, og når du akkompagnerer forskellige solister, om du tænker i dynamik, om du tænker i måden, du spiller på trommerne.

Alex: Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er noget, jeg hører. Hvis vi tager de to aftner i Jazzhouse (Alex jubilæumskoncert), der var tre forskellige altsaxofonister og pianisten Kenny Werner, og der kunne man virkelig høre forskel på trommespillet. Specielt når Benjamin og Werner spillede, kom der liv i trommespillet, fordi sådan spiller de. De andre spillede anderledes, så jeg holder ikke stædigt fast i et eller andet, jeg spiller, hvad jeg hører. Det må være svaret. De fleste numre har A A og B mellemspil og så et A-stykke, så skifter jeg tit bækken i b-stykket, og under solo går jeg som regel også over på noget andet.

Søren: Ja, der er vel forskellige måder at akkompagnere på. Man kan spille mange slag, hvis der er mange toner eller man kan gå den anden vej og spille få slag. Der er mange muligheder. Men det kommer naturligt hos dig?

Alex: Ja, sommetider, hvis det er en rigtig rytmesikker gruppe, så kan jeg bruge min teknik og fare rundt. Det har så ikke en skid med rytme at gøre, men det er sjovt, specielt, hvis vi slutter samtidigt. Det kan gå galt, men det er sjovt at tage chancer.

Søren: En anden har et spørgsmål, der minder lidt om det her. Han er bare mere inde i noget med tonalitet. Hvis der nu er en masse mol-akkorder, som skaber en særlig stemning, vælger du så f.eks. at gå op på bækkenerne og farve musikken på den måde for at lade det flyde? Men det ligger vel også i det, at du følger musikken? Det er meget intuitivt. Og her tænker jeg på, at der er mange, der skriver om dig, at når du spiller, så ser du altid ud som om, du har det sjovt. Du sidder lidt og leger. Hvad kan jeg nu finde på?

Alex: Ja. Lige præcis. Jeg vil helst ikke kede mig. Men selvfølgelig, det er jo heller ikke kedelig bare at spille en rytme og få den til at svinge.

Søren: Men synes du, det er rammende, at du sidder og leger?

Alex: Ja, det er godt set.

Søren: Det ser i hvert fald ud til, at du nyder det, men du har jo haft nogle hårde læreår, så måske er legeelementet kommet mere frem med tiden? Du nyder det mere og mere?

Pressefoto.

Alex: Ja, men jeg er også blevet bedre til det. Jeg stoler mere på mig selv, og det gjorde jeg ikke i starten. Det gør man jo ikke som ungt menneske – det er i hvert fald meget sjældent, man ser det. De dukker op en gang i mellem, men der er langt i mellem. Nej, man gør, hvad der bliver sagt. Og så går der nogle år, og så bliver man bedre og bedre, og så opdager man: Nå, det går da meget godt, og pludselig er man sgu bedre end så mange andre. Specielt hvis man holder ved, og i øvrigt holder fysikken i orden – der skal ikke være nogen nedgang og nedture. Så kører det den rigtige vej, og det må godt tage hele livet for at nå bare lidt derhen af. Det skal ikke være herfra og dertil her og nu. Den er usund. Det andet er meget bedre, og det er meget hyggeligere. Så er glæden konstant.

Søren: Og den har du altid haft?

Alex: Ja, men jeg har været bange engang i mellem, specielt som ung.

Søren: Ja, men der har vel også været mange situationer, hvor du har og siddet og tænkt, hov, hvem er det, der står der?

Alex: Ja, eller siddet med et symfoniorkester og egentlig ikke kunne spille det. Nej, det kan jeg ikke anbefale. Hold kæft, det er frygteligt.

Søren: Du siger selv, at du altid har været nysgerrig, og på et tidspunkt blev latin inddraget i jazzen, og den kom vel med amerikanerne?.

Alex: Hmm..(Alex spiller en rytme på bordet) ja, Dexter (Gordon) havde pludselig et nummer, hvor man ikke spillede på fire som Philly Joe, men (Alex fremsiger en rytme), og hvad fanden var det nu for noget. Det var det første jeg stiftede bekendtskab med. Men der var jo også andre. Der var f.eks. noget der hed Buki Yamaz herhjemme med Kasper Vinding på trommer. Han kunne virkelig spille samba. Han var et naturtalent ud over alle grænser. Jeg startede jo sent, men han var i gang fra helt tidligt. Nå, men ham var jeg så ude og høre nogle gange og sidde og snakke med og få nogle fif, for jeg kunne sgu ikke det der. Specielt det der ’gu-gung gu-gung’ nede i højre fod, det havde jeg svært ved, og det skulle jo være der hele tiden. Det var det ikke for mig, øv. Men det går også bedre i dag. Jeg har godt nok været oppe og slås med det. Jeg satte mig i fars kælder, limede gummi på pedalen, spændte min fod fast, og så sad jeg bare og sagde ’gu-gung gu-gung’. Det er en af de hårde, og så spille frit ind over den. Nej, jeg led, det var helt forfærdeligt. Jeg sad simpelthen i et studie i Hamborg og skulle spille det nummer, der hedder ’Spain’ af Chick Corea (Alex nynner melodien) med et big band. Og det er samba. Men stop, vi skal ha´ den der med stortrommen. Åh, der var en af de der, som jeg egentlig ikke kunne. Alt det andet ku´ jeg, men ikke lige den der. Nå, så blev orkestret sendt til frokost, og så lykkedes det at få to takter ’du-dung du-dung’, som lå helt rigtig rytmisk, og de blev klippet ud og så lavede man en båndsløjfe. Så kom orkestret tilbage, og så blev der sagt ’væk med fødderne, Alex’. Og nu spiller du alt det der ovenpå, det er vi meget glade for. Og så fik alle den båndsløjfe i øret, så alle holdt tempoet. Uh, det var rigtig flovt. Det var frygteligt, og så gik jeg for alvor i gang med den.

Alex har også andre talenter…

Søren: I dag kan man jo få alle de her undervisningsdvd’er, bøger og så videre, hvor man lærer at spille og bygge figurer op på f.eks. sambarytmer, men det havde du jo slet ikke adgang til på det tidspunkt.

Alex: Ja, lad os tage sådan en som f.eks. Dave Weckl. Han er fandeme skrap. Og han har to dvd’er ude, hvor anbefalingen lyder ’køb nr. to, den er knap så skræmmende som nr. et.’ Nu har jeg ikke set dem, kun brudstykker, men jeg tænker bare, hvis man står som nybegynder, man har siddet derhjemme og man har talent for det, og så ser man sådan en der. Så må man sgu da opgive. Det der når man da aldrig.

Søren: Ja, men så må man vel fokusere på musikken i stedet for at fokusere på alt det andet. For der er jo virkelig nogle helt forbløffende trommeslagere rundt omkring. Men nu har du jo talt om Kasper Vinding, og du talte også om en amerikansk trommeslager inde fra Montmartre – en trommeslager du sad og lyttede på. Var det så sådan, at du spurgte, kan du ikke lige vise mig, hvordan du gør det der?

Alex: F.eks. spurgte jeg ham der Joe Harris, hvordan i alverden spiller du solo med whiskers. Det kan man da ikke. Er der en hemmelighed? Nu skal du høre her, sagde han, nu går du hjem og låner din farmors sofapuder, og så forestiller du dig, at det er en lilletromme, tam og tam, og så spiller du hvirvel med dine stikker. (Alex illustrerer princippet på bordet). Der er ikke noget rebound, og så bliver det en helt anden teknik. Og i dag kan jeg så spille pissegode soloer med whiskers, fordi puderne, de hjalp ikke, og så måtte jeg selv finde ud af det.

Søren: Ja, det er to vidt forskellige teknikker, hvilket bringer os til et andet spørgsmål. Måske kender du en trommeslager, der hedder Jo Jo Mayer, som går for at være et teknikfænomen, som mange lader sig inspirere af, og der er så en, der spørger om forskellige typer greb. Er det noget, du tænker på i dit spil? Jeg kan huske, du engang introducerede mig for et trick med tommelfingeren.

Alex: Ja, det har jeg været nødt til for at kunne spille hurtigt. Gør jeg noget forkert, for jeg tænkte ’ting-ting-TI-ting’, men jo hurtigere det går, der skal det jo ikke være sådan, der skal det være ’ting-ting-ti-ting’, og det hjalp mig lidt at finde ud af det. F.eks. når man hører Tony Williams, så er der lige stor afstand mellem slagene, og det har jeg altid hørt anderledes. Det var ældre trommeslagere, jeg lyttede til oprindeligt, og de spillede sgu ikke så hurtigt. Og lige pludselig, så er det en sportsgren. Hvis du tager Weckl osv., så er det jo virkelig atletik. Men altså, jeg tænkte over det med hånden, og der så jeg Peter Erskine for nylig, og han har noget med to fingre i højre hånd og den syntes jeg ikke lige, at jeg har set før.

(Ane kommer forbi og nævner, at de har siddet og set Jo Jo Mayer, og snakken går lidt på brugen af fingre, og vi bliver enige om, at nok er han en teknikguru, men rent musikalsk er vi ikke helt med på den. Og så snakkede vi lidt videre om teknik. Jeg nævner Alex’ tommelfingertrick igen).

Ane og Alex

Alex: Ja, gad vide om ikke min lærer, Børge Ritz, lærte mig den. Han brugte fingrene, men det gjorde alle de andre i symfoniorkestrene ikke. De spillede ikke hvirvler, som han gjorde. (Alex viser forskellen på Børge Ritz måde at bruge fingrene og amerikanernes måde, og nævner bl.a. Joe Morellos måde at gøre det på.) Men ham der vi så (Jo Jo Mayer), det var utroligt.

Søren: Så dit tekniske fundament, det kommer sådan set tilbage fra din første lærer?

Alex: Ja, det gør det.

Søren: Nu har vi så talt lidt om en moderne trommeslager, men der er også nogle der er interesseret i at høre om dine tidlige idoler.

Alex: Faktisk var det, der fik mig til at høre jazz, det var ’When the Saints go marching in’ med Dutch Swing College Band. Der er en bestemt version, og så er der Zutty Singleton. Ham fik jeg lavet et interview med i New York, desværre havde jeg glemt at trykke på knappen på båndoptageren, så jeg har ikke interviewet (Alex griner). Det var fandeme dumt. Nå men, Zutty Singleton spillede med Fats Waller, og der findes nogle 78’er-plader, sådan noget filmreklame-musik, og der er altså noget trommespil på, som er skidegodt. Og så er der også en 78’er, hvor der på den ene side er Drum Face kun med Zutty Singleton, og det er rigtig godt. Noget gammelt noget, og sådan gør man ikke mere, men jeg er nu begyndt lidt at gøre sådan igen. Jeg kan godt li’ det, og det er der altså også andre, der kan. Altså sådan noget hvirvelsolo.

Søren: Er vi så ovre i noget New Orleans-agtigt, secondline?

Alex: Ja, det kan man godt sige. Jeg ved nu ikke så meget om det, men jo, det må være i den retning. Og så er der ham, der hedder Big Sid Catlett, det er den bedste. Også i dag. Af hele holdet. De kan komme med alle deres fingre og hænder og det hele, når han sidder og spiller stille og roligt, ej, hvor er det godt. Det råsvinger, og det er morsomt. Han spillede i mange år med Louis Armstrong.

Søren: Hvad er det han kan?

Alex: Du skal høre ham… Jeg fandt jo også ud af, at Buddy Rich, som i mange år nok var den dygtigste, før Steve Gadd, Weckl og alle de der. Han var fuldstændig suveræn, og så var der en figur, som jeg selv fandt på (Alex spiller en figur på bordet) Og så opdagede jeg pludselig, gud, det er jo det der, Buddy Rich gør. Så var jeg jo lykkelig, for først der forstod jeg, hvad det var, Buddy Rich lavede. Pludselig hører jeg så en Armstrong-plade, hvor Big Sid Catlett har en trommesolo – ’Hvad fanden’, der er den der jo, og andre ting, som senere var det hippe, det mest in og det mest moderne, og man troede, at det var første gang, det var hørt. Næ, det var det så ikke, fordi det har Sidney Catlett lavet for længst. Men, man skal høre ham, og kunne li´ den type jazz, som han sidder og spiller.

Alex Riel Trio

Søren: Hvem var det så, hvis vi går lidt længere frem i tiden?

Alex: Så var der Kenny Clarke, som jeg fik hørt nogle koncerter med. Og der kan jeg huske, at jeg lærte jo at holde sådan her, så stikken var næste vandret mod lilletrommen, men Kenny Clarek, han havde den her oppe, så den næsten står lige på skindet. Men det er fordi hihatten står der, og så ku’ han ikke sidde sådan der. Og jeg kan huske, jeg tænkte, Vorherre bevares, han kan jo ikke spille, hvad er det for noget. Men øh, det lyder vist ret godt, det der. Engang hos JazzKaj, hvor jeg var inde for at høre Dave Weckl spille, sad vi så nede i garderoben bagefter og snakkede, og så siger han til mig: ’Er du typen, der spiller sådan her med venstrehånd oppe’. ’Ja, sommetider’. Hm., Hm., sagde han bare. Det tror jeg så ikke, han gør. Der kommer godt nok også bedre klang nede, en anden klang. Og så var der Jo Jones. Dem er der tre af: Jo Jones, Philly Joe Jones og Elvin Jones. Big Sid er nr. 1, men Elvin Jones, han sidder der oppe og kigger ned, for da han kom, det var noget helt nyt, nytænkning. Noget af det han lavede, tak skævben, det er helt urskovsagtigt. Nå, men så var der en der hed Gus johnson og Ossie Johnson. (Alex har taget noter, så han kigger lige efter) Art Blakey, ham har jeg hørt flere gange, og det er rigtig godt. Men ens for dem alle var, at de spillede Gretsch-trommer. De havde de der brede seidings på lilletrommen, som havde den der mørke, rare lyd. Jeg har en bror, som er, ja, nu er han pensioneret, som var flykaptajn, og på grund af mig, så kunne han høre: ’Det der, der er Roy Haynes, det er Art Blakey og det er Max Roach’. Han kunne høre det på lilletrommerne. De havde stemt dem lidt anderledes. Og det kan man ikke høre i dag. Og så er der en engelsk trommeslager, der hed Joe Daniels, som kun englænderne kender. Ja, lad mig se, så er der Tony Williams, Jack deJohnette. Vi er gode venner. Som helt ung spurgte jeg ham, ’hvordan gør du det der’? Øh, det ved jeg sgu ikke, du mener det her? Ja ja, men han kunne ikke forklare det, det var bare noget, han gjorde. Så er der jo Max Roach, hans soloarbejde var åbne toslags-hvirvler. Han var den første, der lancerede det, og så bruge det rundt på sættet. Alvin Stoller, var der en der hed, pissegod. Og så må vi jo ikke glemme Gene Krupa. Han havde sit eget drive, Lionel Hampton og så er der Mitch Mitchell.

Søren: Mitch Mitchell, det var noget helt nyt?

Alex: Ja, der spillede jeg med Savage Rose, og vi ku´ jo godt li´ Jimi Hendrix, men det var jo helt tydeligt, at det var en jazz-trommeslager, der sad der. Det var ikke en almindelig rock-trommeslager. Og så var jeg nede og høre en koncert. Ja, Anders Stefansen mente, jeg skulle komme ned og høre Jimi Hendrix. Så jeg kom ind i Tivoli og stod i gangen, og så gik de i gang med Foxy Lady. Jeg gik fuldstændig i knæ, det er løgn mand. Gud, hvor lød det godt. Men jeg kunne ikke höre, hvad trommeslageren eller bassisten lavede, for det var simpelthen så højt, det der guitarspil. Men man kunne se, hvad de lavede, og det var noget, der talte til mig, for det kunne jeg bruge. Jazz-teknik i rock. Og han måtte godt. Folk blev ellers vrede, når jeg lavede sådan noget. Jeg havde de der coatede skind på mine trommer, dem kunne jeg bedst li´ at spille på, der ku’ jeg spille hurtigt frem for sådan nogle olieskind, og så lige pludselig var der nogen, jeg tror, det var Phil Collins, der gik tilbage til at bruge sådan nogle coatede skind, jazzskind, kan man sige, ikke. Og så kom de jo farende fra Sebastian-holdet, ikke lige Sebastian, men de andre, ’du skal da ha’ de der coatede skind’. ’Hm… dem har I da aldrig villet ha’, at jeg brugte. Hvor har I set det? I følger bare med strømmen, hvad er det for noget’?

Søren: Men det var vel ligeså meget Hendrix, som det var Mitch Mitchel, der gjorde et stort indtryk.

Duke Ellington, Sam Woodyard, Alex Riel

Alex: Jo, det var fantastisk. Og se det der trommespil. Han sad ikke kun og holdt rytmen, han spillede på trommesættet. Det passede fint der. Og så kunne jeg også godt li’ Keith Moon. Og så har jeg også altid godt kunnet li’ Ringo Star og Charlie Watts. Der blev grinet meget af Ringo – han holder forkert, men jeg fandt så ud af, at sådan spiller engelske trommeslagere, også klassisk uddannede.

Søren: Det er vel lidt ligesom Charlie Watts, der laver den der mærkelige bevægelse, hvor han tager højre hånd op, når han slår på lilletrommen.

Alex: Ja, sådan gør han. Det bliver måske lidt nemmere. Man sparer lidt kræfter. Der var også en, der hed Ray Bauduc, helt tilbage, der er ingen, der kan huske ham mere. Han spillede ’Big Noise from Winnetka’. Han spillede på basstrengene med stikker, og så trommesolo, han var pissegod.

Søren: Jeg tænkte på, øh, folk snakker tit om nogle andre trommeslagere, især der fra halvfjerdserne, f.eks. John Bonham fra Led Zeppelin, men det har aldrig rigtig sagt dig noget? Kæmpetrommer og sådan noget?

Alex: Nej, ikke rigtig. Jeg har spillet med dem med Savage Rose, men nej. Jeg har nu brugt det, jeg blev bedt om, nede i Tyskland, der var nogle turneer, hvor der skulle bruges en masse tammer hele vejen rundt. Av, min ryg. Man starter jo hernede og ender herovre. Det er jo et vrid, så det havde jeg lidt mas med.

Søren: Men, når man ser Jack deJohnette nu, f.eks. med Keith Jarret, der ser det ud som om han nærmest sidder på sit kontor, han har en dejlig stol, han kan sidde og dreje i, og så har han virkelig mange tammer, og han ser ud som om, han har fundet en måde at håndtere det på.

Alex: Han har et overskud, som…, øj, hvor er han god.

(Jeg begynder på en længere snak om Brian Blade, men jeg kommer dog – heldigvis – efter forholdsvis kort tid tilbage på sporet) Apropos Bonham, så er det jo også store størrelser, han bruger – 26” stortromme, hvorimod f.eks. Blade bruger meget mindre størrelser.

Alex: Ja Jack deJohnette spillede jo i gamle dage på sådan et Gretsch-sæt, som jeg har, der var jo ikke andet, og så er han jo blevet hurtigere og hurtigere og bedre og bedre og stærkere og stærkere. Jack holder jo sin krop i orden. Han er rigtig stærk og han kan blive ved. Og så har han en uudtømmelig fantasi.

Søren: Ja, han kan nærmest spille det hele?

Alex: Ja, hvad som helst, der er ikke nogen grænser.

Søren: Men da du spillede med Sebastian, der spillede du nogle gange på et større sæt og større kedler. Det passede bedre, også til de store scener?

Stortromme der lever op til sit navn!

Alex: Ja, men det er nu mere lyden, og så spillede jeg lidt bedre rock på sådan et tungt sæt frem for det lille hurtige. Det taler til mig på en anden måde, og så spiller jeg lidt anderledes. Nøjagtigt som når jeg spiller med forskellige saxofonister. Det jeg hører, det reagerer jeg på.

Søren: Men, du har altid spillet Gretsch?

Alex: Det allerførste sæt, jeg havde – jeg havde en lilletromme, der var en L-War. Dansk fabrikeret. Og så holdt krigen op, og så blev de ikke længere fabrikeret. Jeg havde også en L-War-gulvtom. Så kom der trommer fra Amerika, smartere med glimmer og alt det der.

Søren: Hvornår begyndte de at komme til Danmark?

Alex: Ja, vi skal nok op i halvtredserne. Nå, men jeg havde de her L-War-trommer, og så en kæmpestor stortromme, som jeg var nødt til at fylde med aviser, ellers ville vi blive smidt på gaden. Det var lidt svært at sidde og øve i en stuelejlighed i en fire-fem etagers ejendom. Det gik ikke. Der var en ovenpå, han var rasende. Han kunne ikke holde det ud. Hans datter måtte godt stå og spille violin, men hun kunne ikke spille, og det var frygteligt at høre på. Men der var ikke så meget der, så der kom brev fra sagføreren, men så sker der det helt skønne, at ham her gutten, han har en knallert, som står nede i kælderen, og så når det bliver vinter, så trækker han den op fra kælderen, og så kører han på arbejde, men så der i sneen nede i kælderskakten, der finder jeg et armbåndsur. Og så afleverer jeg det til ham, og det viser sig, at det var hans konfirmationsur. Han blev så glad, så jeg fik chokolade, og måtte gerne spille. Men stortrommen, det var vist nok en John Grey. Senere fik jeg så et lidt mindre John Grey-sæt. Jeg har også haft nogle Ajax-trommer, og så blev det et Ludwig-sæt, som jeg desværre skilte mig af med. Jeg har kun billeder af det. En Ludwig-lilletromme i guld, som altid fulgte mig i mange år. Den blev købt af det Frie Gymnasium. Og så blev det Gretsch. De små størrelser, og det er det stadig. Tammerne er købt, der var andre tammer, der hørte til stortrommen, men så ville jeg godt have nogle, der var lidt dybere i kedlen, og så blev de købt lidt senere. Al hardwaren blev skiftet. Det var jo rigtig dårligt i mange år fra Gretsch side. Gretsch har jo været på skiftende hænder.

Søren: Du er aldrig blevet fristet af andre mærker?

Alex: Jeg er blevet tilbudt at få bygget et sæt, men så må jeg ikke spille på det, jeg har. Og det er jo ikke så godt, hvis jeg f.eks. bedre kan li’ mit gamle sæt til lige netop den lejlighed.

Søren: Man bliver lidt fastlåst?

Alex: Ja, det kan jeg ikke li’.

Hvis trommer kunne tale… (Foto: Gunnar Kristiansen)

Søren: Gretsch har aldrig tilbudt dig noget? Så vidt jeg ved, er du den eneste danske trommeslager inde på Drummerworld.com, og det er jo stort, du er virkelig respekteret rundt omkring, alle kender dig. Så man kunne have forestillet sig, at de var kommet til dig.

Alex: Vi prøvede en gang i Tyskland. Hvad er det Jonas Johansen spiller på? Ja, Sonor. Jeg var meget i Tyskland med et Big band, kæmpestore koncerter, og der sad jeg jo altid med mit Gretsch-sæt, og så kom Jimmy Sargent, en englænder, der arbejdede hos Sonor. ’Hør Alex, hvorfor spiller du på amerikanske trommer hernede i Tyskland. Du skal da spille på det, de laver hernede, for de laver sgu gode trommer’, og han gav mig navn og adresse. Så jeg sender et brev til Sonor-fabrikken, som så svarer – og det skulle jeg have gemt, det her brev – hvor jeg får at vide, i hvilken forretning i København jeg kan gå hen og købe et Sonor-sæt. Jeg skulle sgu ikke købe nogen trommer, jeg havde jo trommer. Så længere var den ikke.

Søren: Der tror jeg måske, at det er anderledes i dag. Kanonerne, de bliver med det samme hentet ind i folden. Der er meget mere markedsføring omkring det.

Alex: Men, nu står jeg jo som ren jazz-trommeslager, og det er ikke der alle pengene ligger. Heller ikke publikummet, som til kæmpe rock-koncerter. Jeg var nede og se Genesis i Bern, 40.000 mennesker, men hold da op en fed koncert. Nå ja, Phil Collins, ham kan jeg altså også godt li’.

Søren: Dine bækkener, hvor mange har du egentlig?

Alex: Jeg har mange, og mange lånt ud, men jeg ved det ikke. Jeg får bækkener hos Paiste, som jeg har en aftale med. Jeg får, hvad jeg vil ha’.

Søren: Har du været nede på fabrikken?

Alex: Ja, mange gange. Og så prøver jeg lidt af hvert. Jeg spiller på et ridebækken med en lillebitte kop, men de laver det ikke, det var et forsøg. Der er kun det ene.

Søren: Har du nogle præferencer i forhold til bækkener, størrelser, klang?

Alex: Ja, klart, men jeg kan bedst li’ 20” og 22”, der er lidt gods i dem. Jeg har også nogen 18” flatride fra Paiste, som umiddelbart lyder rigtig godt, men de kommer volumemæssigt ikke op i niveau, når først musikken spiller. Når man går til den.

Søren: Men, når du nu har spillet rock, så har du vel også brugt crash-bækkener?

Alex: Ja, enten china eller deciderede crash-bækkener. Paiste har nogen 16” crash-bækkener, som jeg har brugt. Men jeg har altså også nogle stykker, som er fra Kina. Svend-Erik Nørregaard ringede til mig og sagde, at Slagtøjscentret havde nogle bækkener liggende til omkring 400 kr. stykket.

Søren: Wuhan?

Alex Riel har længe spillet Paiste

Alex: Nej, det var vist nærmere Cobra. Og dem har jeg nogle rigtig gode af, der er gode som crash. Jeg har et, der er papirs tyndt, det er helt fantastisk. Og så var jeg i Kina og spille, snakkede med ambassadøren og så var der en dansk trommeslager, kan ikke huske hans navn – hans far er kineser -, som er flyttet til Kina, efter at have boet i Danmark i mange år. Så ham og jeg i en taxa rundt og tjekke de få forretninger ud i Peking, men der var ikke de der almindelige bækkener. Der var alle mulige andre. Og de koster ingenting, så jeg fik mig en del. Sjove effekter og sådan. I Shanghai har de både Paiste og Zildjian, men de har ikke de der kinesiske bækkener, ligesom jazzbækkener. Så finder vi ud af, at fabrikken ligger to eller tre flyvetimer væk, så vi kontakter dem, og de ringer så tilbage, mens jeg stadig var derude. ’Ja, hvor mange kilo vil du ha’. Nej, jeg skal da bare ligesom prøve og så finde et par stykker. ’Det kan du ikke, hvor mange kilo vil du ha’, og så skal de nok pakke og sende. Det er sgu da dårlig forretning, de var sådan set ligeglade med, hvordan de lød, og de lyder meget forskelligt. Så jeg købte ikke nogen, for det kunne være, at ingen af dem lød godt, for nogen af dem lød simpelthen forfærdeligt. Jeg har altid syntes, at hvis Paiste havde et bækken, der hed sådan og lød sådan, så kan man være sikker på, at de lyder ens, eller det er så tæt på, at man fandeme skal have gode ører for at kunne høre forskellen. Sådan laver de bækkener nede hos Paiste, og det har jeg altid godt kunnet li’. Men de holdt jo op med at lave Formula 602, det bedste bækken de nogensinde har lavet. Det snakker amerikanske trommeslagere også om.

Søren: Hvis der er pres på, kommer det måske igen?

Alex: Nej, der er børnebørn, der nu kører det. Der var to brødre, og den ene er død og den anden er tilbage, og den dødes søn sidder nede på fabrikken. Den nulevende har også en søn, som virkelig kan lave bækkener. Han er pissedygtig. Det gik pludselig op for ham, at de der rock og rul-bækkener, hvad er det for noget? De skramler og larmer og så genopdagede han ridebækkenet, men han blev nærmest smidt ud af fabrikken. Der skulle laves kvantitet, så det var en skam. Han røg ud, men er deltid tilbage. Deres flatride-bækkener er nu gode, men det er de vist også holdt op med. De var ret dyre at lave for dem. I gamle dage sendte ham, der stadig lever, en stak bækkener til mig, som jeg så prøvede inde i Montmartre, altid sammen med Dexter. Der var nu ikke nogen, og så kom der en ny stak. Han var meget jazzinteresseret, den ene af Paiste-brødrene. Indimellem lavede de godt nok nogle gode, jeg har et af dem endnu, det blev metaltræt og så savede vi i det. Jeg brugte det i hele Savage Rose-tiden. Et skidegodt bækken. Det lyder nu stadig godt, men kun på en måde. ’Sig dog noget andet, når jeg flytter stikken’.

Søren: Når du så tager ud at spille, tænker ud så over, hvem du skal spille med, og hvilke bækkener, der passer ind?

Alex: Nej. Jeg har et sæt, jeg kører med. Dem kan jeg spille forskelligt med. Dem kender jeg fuldstændigt.

Rygtet taler sandt!

Søren: Ja, jeg lægger også mærke til, at når du spiller, så har du mange klange. Nå, men lilletrommer. Er det også Gretsch?

Alex: Jeg har mange, men det er hele tiden den der Gretsch, jeg vender tilbage til.

Søren: Ja, du nævnte, at det var den lyd, som mange af de trommeslager, du godt kan li, har?

Alex: Den har dybde, og så er den rar at høre på. (Alex vil vise mig en tromme) Nå, den er ikke lige her, den ligger ovre i et øvelokale, hvor jeg lige nu øver med to andre ’lokale’ heroppe fra, Billy Cross og Ole Bredahl (Sir Henry).

(Alex fortæller, at Billy Cross har hundset en del med ham, ville have ham til at holde sig til det samme i de enkelte numre. Alex har samtidig følt sig lidt ude af træning, men efter jobs på jazz-festivalen jazzfestivalen går det bedre. Alex mener selv, han har fået overskud igen)

Søren: For mange jazzmusikere er jazzfestivalen kulminationen på året, er det også sådan for dig?

Alex: Nej, sådan har jeg det ikke. Det er spredt ud over hele året.

Søren: Det bringer mig videre til et andet spørgsmål. Der er mange unge trommeslagere, som kan en hel masse, men det er svært for dem at komme ud og spille. Du har derimod altid haft masser at lave. Hvad tror du det skyldes?

Alex: Det er selvfølgelig op og ned. F.eks. da Sebastian holdt op, der kom et kæmpe hul. Der var mange, der gik uden om mig. Det samme skete med et stort big band i Tyskland, jeg spillede i. Da det holdt op, var der også et kæmpe hul. Det samme med Savage Rose. Men så kom jeg så igen.

Søren: Men du har generelt altid noget at lave? Hænger det måske også sammen med det, at du altid kommer til tiden, disciplinen?

Foto: Gunnar Kristiansen

Alex: Jeg må indrømme, at på det her rytmekons., der manglede der generelt rytmegrupper om mandagen i alle klasserne. De lå og sov branderten ud. Men hvad gør de så, når de er færdige der og kommer ud? Jeg kan huske, at Moseholm (Erik) var rektor, og han var rasende. ’Den går fandeme ikke, venner’. Så og så mange minusser i bogen, og så er det ud. Folk står i kø for at komme ind her og det er gratis, så skal I sgu være her. ’Du kan da være ligeglad’. Nej, det er for jeres egen skyld, for det er ikke sådan uden for konservatoriet. Der skal I møde op til tiden. Plus, mange af dem fra konservatoriet, dem så man aldrig, når man var ude at spille. De burde jo komme og lytte og suge til sig.

Søren: Det er måske, fordi tingene er så tilgængelige i dag?

Alex: Ja, det er nemmere for dem.

Søren: Men igen, du kan jo et eller andet, som andre måske ikke kan?

Alex: Rutinen, den får man ikke fra dag til dag. Det er noget, der kommer. Hvis du sidder og øver dig vildt og vanvittigt, så kommer der jo en vis form for rutine.

Søren: Men der vel forskel i forhold til det at være på en scene og at skulle være sammen med andre mennesker, måske flere dage ad gangen?

Alex: Det kan du tro. Man skal sørge for, at det er nogen, man kan holde ud at være sammen med. Det er den tid, der er mest af. Der er også mange, der ikke hører de andre, når de spiller, og en af de ting, jeg har gjort med nogle trommeslagere. Nu er det ikke fordi, jeg farer rundt og underviser, men så kommer man hen, og så står der verdens største trommesæt, og så fyrer de den af. Ih, hvor er det godt, og mange af de ting, de laver, forstår jeg slet ikke. Der er en helt masse med hurtige stortrommeslag, sådan Weckl-agtigt, og det har jeg jo aldrig rigtig hørt før i tiden. ’Men hør nu her’. Jeg kan jo slet ikke være med her rent teknisk. ’hvad vil du’? ’Jamen, der er ingen, der vil spille med mig’. Nå, og det er jo ikke så godt. ’har du selv en ide om, hvorfor’? Så sætter vi os og spiller begge to et stykke tid, og så chaser vi, du spiller firetakters solo, og så holder jeg rytmen imens, og når du er færdig, så spiller jeg fire takters solo. Og så går vi i gang, og så går den galt. De kan ikke spille fire takter, og komme ind på èt – de har enten sat tempoet op eller ned. Og så går det op for dem, at der er noget galt. Det er jo klart. Hvis du går ned på La Fontaine til jamsession der om natten og skal sidde ind og skal vise hele verden, men det hænger ikke sammen, det falder fra hinanden i forhold til de andre, ja, så ringer telefonen stadig ikke. Det er den der med at kunne spille sammen med andre. Så kommer det rent rytmiske, og det er jo også svært.

In action!

Søren: I dag er der vel heller ikke ligeså mange steder at spille jazz, som der har været, eller er det bare en myte?

Alex: Det ved jeg ikke. Måske har du ret, men der er jo mange cafeer, som har jazz på programmet. (Ane tilføjer, at det ikke ser særligt godt ud) Ja, jeg boede jo altid i København, og Hillerød havde en jazzklub, hver onsdag, og så tog jeg toget til Hillerød. Der sad Jørn Elnif sommetider og spillede, og så kom jeg op og sad ind nogle numre og kørte hjem igen. Det gjorde jeg hver onsdag. Det var godt, den var der, det var sådan lidt amatøragtigt, ikke ligesom inde i København. I klubberne i København, der kunne man ikke bare lige sidde ind.

(Vi har herefter en længere snak om unge musikeres situation i dag, konservatoriet og andet, men Ane får os bragt tilbage på sporet, hvilket ender med, at Alex stiller sig selv et spørgsmål)

Alex: Hvilke yngre trommeslagere inspirerer dig? Af nyere må jeg nok sige Bill Stewart, der er god til det hele, og så var jeg på et job i Holstebro med John Scofield for nogle år siden, jeg tror det var med Bo Stief eller Mads Vinding, og så gudskelov Thomas Klausen på klaver. (Alex fortæller, hvordan Thomas Klausen redder ham ud af en svær situation med et Scofield-nummer, der går i flere forskellige taktarter), men det ku’ Bill Stewart sgu spille. Det lyder som om, han klør sig i nakken. Vi havde et job i Italien med Charles Lloyds kvartet, og der var Scofield med ham på trommer. Og så spillede vi på det samme trommesæt. Det var det sæt, som Pearl stillede til rådighed for Billy Hart i Europa. Det var fedt at spille på, lyst og klart, og der kunne man virkelig høre hans teknik.

Søren: Er der andre?

Alex: Ja, der er Stefan Pasborg. Han angriber tingene lidt anderledes. Når han spiller, så kan han godt finde på, at i princippet spille det samme, men bare på reiferne, eller lidt koklokker her og der. Og så har han en rigtig god energi.

Søren: Er der andre danske trommeslagere?

Alex: William Schiöpffe var rigtig god, og det var inden jeg begyndte at spille i Montmartre. Jørn Elnif var også rigtig god.

(Jeg nævner navne på flere nyere danske trommeslagere, bl.a. Emil de Waal, Niels Ratzer og Jan Sivertsen)

Alex: Ja, Jan Sivertsen har jeg undervist en gang. Han kunne fandeme spille ligesom Tony Williams. Og vi spillede jazz, så det baskede. Så skiltes vore veje og næste gang jeg hørte ham, da havde det ikke en skid med Tony Williams at gøre (Alex griner).

Ane: Hvad med Kasper Vinding?

…mere action!

Alex: Ja, vi spillede sammen i V8. Det var med Palle Mikkelborg og bl.a. også Bo Stief og Thomas Klausen, Mikkel Nordsø, og så Kasper Vinding og Alex Riel. Det var efter Savage Rose, og der var jeg fandeme træt. Vi havde jo spillet omkring 200 koncerter om året. Vi var hele tiden i gang. Men så kom Palle Mikkelborg: ’Nu skal du spille, Alex’. Nej, jeg gider simpelthen ikke, jeg skal slappe af. ’Men hvad er det for noget’? Det sådan noget V8 med Kasper Vinding på trommer, men han kan sgu ikke holde tempoet, så du skal bare sidde og holde tempoet. Så fik de mig overtalt, og jeg kan jo godt li’ Palle, så vi mødtes i Hellerup, og så var jeg jo helt vild i varmen, og det vidste han godt, den dumme skid. Og så var vi ude at spille, og Kasper og jeg havde det fint, rigtig hyggeligt.

Søren: Hvor meget øver du egentlig nu om dage?

Alex: Ikke særlig meget. Det bliver vel til ca. en halv time ad gangen.
Søren: Der er en, der spørger, hvad din største oplevelse med musikken har været?

Alex: Der er mange, men jeg skulle på et tidspunkt spille i Det Kgl. Teater med Bill Evans. Der var så også et stort symfoniorkester med. Da jeg gik hjem derfra, der gik jeg nærmest og drømte mig væk, det var lidt som at få kontakt med gud. Bill ville også ha’ mig med på en større USA-turne, men jeg sagde nej. Jeg turde sgu ikke forlade mors kødgryder derhjemme. (Ane mener også, der er en anden oplevelse, der har gjort indtryk på Alex). Ja, vi skulle spille i Stockholm. Sture Nordin, en svensk bassist, havde samlet sit drømmehold af musikere, og så faldt han om under koncerten. Det viste sig så, at han var død. Måske var det en god måde at dø på? Deroppe på scenen, mens man lavede det, man allerbedst kunne li’?

(Undertegnede, Ane og Alex Riel snakkede derefter om en masse forskelligt, som er vanskeligt at gengive meningsfuldt på skrift. Jeg kan dog kort nævne et par af de emner, som forekommer relevante for brugerne på trommeslageren.dk.
Med vanlig beskedenhed mener Alex, at det at være en berømt og anerkendt jazzmusiker rundt omkring i verden og alligevel kunne gå i fred på gaden herhjemme, er en god ting. ’Det er rart at kunne gå i fred’, siger han. Alex’ bedste råd til unge trommeslagere er, at de skal sørge for at passe på deres krop. Alex holder sig selv i form med en halv times morgengymnastik, ture med hunden og ved at være opmærksom på de ergonomiske aspekter ved det at være trommeslager. Inde på trommeslageren.dk var der også en bemærkning om den legendariske Anton fra Cirkus Arli. Det er åbenbart sådan, at en af de mange unge trommeslagere, som har haft deres gang hos Alex, på et tidspunkt blev tilbudt afløsertjansen i Cirkus Arli. Vi blev samstemmende enige om, at det var en temmelig tung arv at løfte.
Et af mine sidste spørgsmål til Alex var noget i stil med det, der står lige herunder.)

Søren: Hvordan er det egentlig at have jubilæum?

Alex: Ja, nu har jeg været i gang i 50 år, det er alligevel lang tid, når man tænker på, hvad man før i tiden tænkte om en person, der havde 50 års jubilæum. Hmm… ’Gamle nisse’! ’Har du det’? ’Er du helt sikker’? ’Kan du huske det’? Altså, det er sådan lidt pudsigt, men ellers er det meget godt. Ja, det har været en god rejse, og den er ikke slut endnu.


Foto: Gunnar Kristiansen 2008

ALEX’S LINKS:
www.alexriel.dk
Alex på MySpace
Alex på Drummer World
Alex’ biografi på Trommeslageren.dk
Alex på YouTube

Trommeslageren.dk vil gerne takke Alex Riel for dette interview, samt Søren Holm Hvilsby for at lave det.

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!