Interview med Jonas Johansen & Morten Lund

Morten Lund - Jonas Johansen - Interview - Trommeslageren.dk

På dette års Brandbjerg Jazzstævne var jeg så heldig at få sat et dobbeltinterview med to af Danmarks mest benyttede og anerkendte jazztrommeslagere i stand. Jonas Johansen og Morten Lund fortalte gladelig om bl.a. deres musikalske løbebaner, inspirationskilder, undervisning, øvning og trommegenerationer i dansk jazz.

Per: Hvordan startede jeres musikalske løbebane, og hvad var det der fik jer til at ville spille trommer?

Jonas: Det startede med, at jeg gik på en skole, der hed Helsingør Lilleskole. Da var jeg 8 år gammel og stod oppe i sløjdlokalet og lavede et skilt, selvom hele klassen var gået til musik. Men så kom min moster, der var lærer på skolen og sagde: ”Jonas, faktisk, så er alle de andre børn gået ned til musik” – og når hun først sagde det, så vidste man jo, hvad klokken var slået! Og da jeg gik derned, var alle instrumenterne taget – der var kun trommen tilbage. Så jeg tog trommen – det var det eneste, der var – og så tilbragte jeg mere eller mindre resten af min skoletid i det musiklokale med den tromme! På et tidspunkt prøvede jeg også at spille klaver, men det gik bare meget bedre med trommerne. Jeg gik til klassisk klaver og var meget glad for det, men jeg må på en eller anden måde bare have haft sans for det med trommerne. Min mor tilmeldte mig så Helsingør Musikskole hos Preben Oxbøl. Jeg var meget vild med Flemming Quist Møller, der er congaspiller, men det var der ikke på musikskolen. Til gengæld var der trommesætsundervisning, og det gik jeg til fra 5. klasse. Jeg har senere fået at vide, at min lærer efter ret kort tid sagde til min mor, at jeg skulle være musiker. Så der må have været et eller andet – min mor mener, det er medfødt – jeg ved ikke, hvor f… det kommer fra. Der er ellers ikke nogen musikere i min familie.

Sidenhen, efter at have spillet nogle år i skolen, kom jeg ind til Bent Lyllof, der er klassisk underviser. Han ringede så til min mor og sagde: ”Han skal under ingen omstændigheder være musiker – det har han slet ikke koncentrationsevne nok til!” Det sagde hun så heller ikke til mig. Egentlig var hun nok ret ligeglad, og ville bare gerne have, at hendes dreng var glad. Det betød ikke så meget, om jeg skulle være musiker eller ej. Bagefter fik jeg undervisning ved Ed Thigpen, hvilket jeg var superglad for. Det var noget helt andet, og jeg var ved ham i 5 år. Det klassiske slagtøj havde ikke samme interesse for mig. Jeg lærte dobbeltslagshvirvler, at læse noder og andre gode ting, men passionen har for mig altid hængt sammen med det at svinge eller at have et groove. På den måde kom der gang i sagerne. Selvfølgelig spillede jeg så også i en masse bands. På et tidspunkt, da jeg gik i 1.g på Christianshavn Gymnasium, tog jeg på Brandbjerg Jazzstævne, hvor jeg fik den vanvittigt idealistiske tanke, at jeg skulle være musiker. Så gik jeg ud af gymnasiet – det ville jeg aldrig have gjort i dag – og så gik der et par år, hvor jeg tossede rundt, flyttede hjemmefra og egentlig mest bare brugte tiden på at lære at leve. Jeg var med på Brandbjerg igen året efter, i 1982, og fik nogle spark bagi der. Det var inden, der var noget, der hed konservatoriet, og så mødte man alle mulige mennesker på stævnet. Jeg var også på Vallekilde stævnet det år, og begyndte at spille med mange bands på den måde.

Per: Du har også spillet pop og rock før i tiden?

Jonas: Det første semiprofessionelle job var med en fyr, der hedder Ole Kühl, som spiller i Klüvers Bigband i dag. Det var sådan lidt Miles Davis-fusions-agtigt med blandt andet Lars Storck, Kasper Lindhart og Assi Roar. Vi havde et par funkbands, og så kom jeg med i Debbie Camerons funkband. Debbie havde en masse koncerter, blandt andet i Tyskland, og så gled jeg lidt væk fra jazzen i en periode. I 1985 tog jeg så til Los Angeles, fordi jeg var træt af ikke at have styr på mit pis. Der var en hel masse, jeg gerne ville spille, men som jeg ikke rigtig havde tjek på. Det var en kæmpesucces for mig, og jeg havde David Garibaldi, jazztrommeslageren Peter Donald og percussionisten Luis Conte, som har spillet med blandt andet Madonna, som jeg lærte en masse percussion af – virkelig fede fyre! Der øvede jeg mig hele tiden, og fik virkelig tjek på en masse af de ting, som jeg ikke syntes, jeg kunne før.

Så kom jeg hjem til Danmark i ’87, og søgte ind på konservatoriet i København. Til optagelsesprøven spillede Hugo Rasmussen og Jørgen Emborg, og jeg kom ret hurtigt med i Jørgens band. Jeg løb ind i et slags vakuum, hvor der manglede en ny trommeslager i dansk jazz og var utrolig heldig, at der var et enormt behov. Det er jo helt anderledes i dag, hvor der er virkelig mange om budet. Det må være meget hårdere at være ung trommeslager i dag, men dengang spillede jeg med alle, der gerne ville prøve den her nye trommeslager, spillede over det hele, og telefonen ringede dagligt, blandt andet fra Jesper Thilo. Det var jo fedt, men samtidig var jeg også kommet med i Mona Larsens rockband, som hun havde efter Halberg/Larsen, og soulbandet Shot of Soul, igen med turneer i Tyskland, og på den måde spillede jeg hele tiden med alle mulige i et par år. Blandt andet med noget der hed Copenhagen Swing Squad, hvor trombonisten Steen Hansen også var med. Ved en lejlighed meldte Lennart Gruvstedt sig syg fra Radioens Big Band, så de ringede til mig, og så var jeg inde at spille en enkelt produktion bare for en enkelt dag. Nogle år senere, i ’90, forlod Lennart Radioens Big Band, og så foreslog blandt andet Jesper Lundgaard, at det skulle være mig i stedet for. Der var ikke nogen auditions dengang, så jeg fik jobbet bare på en telefonopringning. Der var jeg så i 9 år – så er man jo på ”landsholdet” i en vis forstand, og så kørte det slag i slag. I ’93 blev jeg afløser ved Niels Henning Ørsted Pedersen, og fra ’96 var jeg permanent med i hans band, indtil han døde, desværre – og så har jeg larmet som en idiot siden hen, ikk’? (ironisk ment). Så er det vist dig, Morten..

Morten: Vil du have hele smøren? (Griner)

Per: Ja, lad os bare få det hele!

Morten: Jeg kommer fra et hjem med en far, som spiller trommer. Min far var pigtråds-trommeslager, og jeg har et billede af ham, hvor han fuldstændig ligner Ringo. Ringohår og Ringotrommer – en tro kopi der i starten af 60’erne! Så der stod altså et trommesæt i huset, fra den dag jeg kom til verden. Mine forældre siger, at jeg var meget, meget tiltrukket af det allerede som meget lille. Så jeg begyndte at slå på trommer, allerede fra jeg var 4 år gammel. Da jeg var 6 år, fik jeg lov af min far at spille på hans sæt, og det første jeg gjorde, var at slå et af hans skind i stykker, hvorefter han låste trommesættet inde i skabet, fordi han blev sur på mig. Så kom det først ud af skabet igen, da jeg var 8 år, hvor jeg fik lov at prøve igen, og så vidste jeg jo godt, at jeg ikke skulle slå skind i stykker. Men mine forældre har altså spottet et eller andet ved mig dengang – min mor var, i hendes ungdom, klassisk fløjtenist, og min far spiller også trompet, så der er måske et musikalsk gen i familien – så det var bare af sted på musikskole i en hulens fart!

Jeg startede på Viborg Musikskole, da jeg var 8, og man skulle starte med at prøve alle instrumenter, men der var overhovedet ikke nogen tvivl om, hvad det skulle være! Min første lærer var en fyr fra Holstebro, der hed Frank Snebank Jensen og var klassisk lærer. Det var det eneste undervisning, der var på Viborg – skulle man spille trommer, så gik man hos Frank i Viborg, og sådan var det bare. Det var helt grundskole med kun at spille lilletromme, fra jeg var de der 8-9 år gammel. Det første, han sagde til min mor, var, at de skulle købe et skærebræt til mig, som jeg skulle øve mig på det første år, og hvis det så viste sig, at jeg gad det – så måtte de købe en lilletromme til mig! Jeg kan tydeligt huske, at jeg stod derhjemme og øvede mig i at slå to slag med hver hånd – på et skærebræt… Men jeg må have syntes, at det var skægt nok, for jeg fortsatte og gik 10 år på Viborg Musikskole, hvor jeg nærmest kun spillede klassisk; lilletromme med etuder, tasteinstrumenter, pauker og hele det klassiske instrumentarium. Når man gik til time, så gik man to og to sammen, og jeg gik i mange år sammen med min barndomsven Kristian Leth, som er en trommeslager fra Århus. Vi havde på skift en halv time ved Frank, og når den anden var inde, så var der et rum, vi kunne gå ind i, hvor der var et helt trommesæt. Der kunne vi så få afløb for alle vores frustrationer og alle de ting, vi i virkeligheden gerne ville – nemlig at spille på det her trommesæt, der var ved siden af undervisningslokalet. Og det var jo det, jeg fandt ud af – jeg kunne ikke lade være med at improvisere over de klassiske etuder og det her med at slå på trommesættet og spille til plader – det var det, jeg gjorde. Jeg kommer fra landet, og der var ikke rigtig andet at gøre. Det var ned at købe plader og hjem og øve i kælderen med høretelefoner på. Jeg kopierede hele tiden en masse ting fra de plader.

Frank havde store ambitioner om, at jeg skulle være professionel klassisk slagtøjsspiller og søge ind på konservatoriet, og han fortalte også mine forældre, at han syntes, det var en rigtig god ide. Men jeg fandt ud af noget andet på et tidspunkt. Jeg spillede i et FDF-harmoniorkester i rigtig mange år, men sideløbende spillede jeg jo med mine venner i ungdomsskole, klub og gymnasium, og der var det rock og fusion for fuld skid! Lige så stille kom jeg også ind i bigband-verdenen, fordi jeg havde spillet i harmoni-orkester og blandt andet kunne noder. Så startede Viborg Bigband, som jeg blev hevet med ind i. Og der var et bigband i Randers, som pludselig manglede en trommeslager, og de havde på en eller anden måde hørt om mig. Bassisten i Randers Bigband hed Jakob Bonderup (stævneleder på Brandbjerg Jazzstævne).

Jonas: Haha, hvor godt! (griner)

Morten: ..Og Jakob fortalte mig, at der var startet et rytmisk konservatorium i Århus, og at jeg måske kunne prøve at gå efter det. Det var fedt for mig at komme i Randers Bigband, fordi jeg mødte Jakob og nogle flere fra Århus, jævnaldrende der synes, det var sjovt at spille det samme musik som jeg. Jeg skal lige huske at sige, at en stor del af min jazzinteresse skyldes min far, for han startede Viborg Jazzklub i starten af 80’erne, så gennem hele min barndom, var jeg med til alle de koncerter, han arrangerede. Der sad jeg på en kasse og hørte Niels Ratzer, Alex Riel, Jonas Johansen, Søren Christensen, Aage Tanggaard og alle mulige andre, der kom forbi klubben. Det var fantastisk! Men tilbage til Jakob – han opfordrede mig til at prøve at søge ind i Århus, og det gjorde jeg så. Det var Jakob Bonderup og en guitarist, der hedder Martin Granum, som underviser oppe i Aalborg i dag, der spillede til min optagelsesprøve – nu er vi helt fremme i ’93 – og så kom jeg ind. Så gik det rigtig stærkt, for jeg landede i Århus på et tidspunkt, hvor de fleste gode trommeslagere var flyttet ud af byen. Jeg fik rigtig hurtigt rigtig meget at lave i Århus, og røg ind i Klüvers Bigband allerede det første studieår som afløser. Tommy Nissen, der på daværende tidspunkt havde spillet med Klüvers i næsten 10 år, var løbet sur i det, og så kom jeg ind i det.

Jonas: Hvor længe var du der?

Morten: Der var jeg 5 år alt i alt. Jeg blev færdig på konservatoriet i ’97 og flyttede til København med det samme, men fortsatte i Klüvers i 2 år, hvor jeg så pendlede frem og tilbage, men efterhånden som der skete mere og mere i København, måtte jeg så sige, at det vist var det, og droppede forbindelsen til det band. Siden hen har jeg spillet med alverdens ting og rigtig mange forskellige. Men konservatoriet er det sted, hvor jeg har haft undervisere som Jesper Bo Knudsen, Aage Tanggaard, Ed Thigpen, Poul Petterøe og i mit diplomår havde jeg Anders Mogensen.

Per: Hvad var så det første store karrierejob for dig?

Morten: Jeg har jo spillet altid, men det første semiprofessionelle job var med Klüvers Bigband. I dag er det et helt professionelt band, men det var det lige knap dengang, jeg spillede med det. Men det var i Århus, det skete, og også der jeg begyndte at spille med Jesper Bodilsen, Katrine Madsen, Thor Madsen og alle de her Århusfolk. Jeg kan huske, da jeg var flyttet til Århus, og første gang jeg kom hjem, og der så lå en besked: ”Goddag, det er Niels Jørgen Steen. Kan du spille med The A-Team i Holstebro?”. Hey dude – der synes jeg godt nok, at nu var jeg blevet rigtig jazzmusiker! (Griner).

Jonas: Haha, det er man også, det er fuldstændig rigtigt! (griner)

Morten: Når han ligger på svareren, ok – så er den der! Det var med Thomas Ovesen på bas, og vi var de eneste, der drak danskvand under det her job. Ellers så har jeg virkelig været ude med armene og spillet med alle mulige i det danske land. Og i Sverige har jeg blandt andet spillet med Lars Jansson og Jan Lundgren og hans trio. I dag er det så nogle italienere, jeg er begyndt at spille med sammen med Jesper Bodilsen. Blandt andre Stefano Bollani og Paolo Fresu. Det er min historie i korte træk.

Per: Der har været noget uddannelse undervejs, og I har begge to været forbi rytmekons. På vores eget lille trommeslagerforum har der været en del diskussion om undervisning og uddannelse, og der er både for og imod. I underviser begge to selv, men hvad er jeres grundholdning til undervisning generelt? Der er nogle, der mener, at de sagtens kan det hele selv – hvad er jeres kommentar til en indstilling som den?

Jonas: Jeg har ikke noget behov for, at alle skal gå på konservatoriet eller få undervisning. For mig handler det om, at hvis man vil lære at spille musik, så er det et superfedt sted at få noget at vide på. Men der er også nogen, der har det svært med autoriteter, og som har svært ved at få noget at vide af andre, og som bedre kan lide at finde ud af tingene selv. Hvis de finder ud af det på den måde, så er det helt cool med mig. Jeg gik selv ud af konservatoriet efter halvandet år, så jeg skal ikke sidde og argumentere for at blive der. Jeg underviser selv i København, og der er jeg den første til at sige, at hvis man ikke gider komme, så bør man gå ud af skolen og gøre plads til en anden. Der er jo nogen, som er skidegode til at gå i skole, og som elsker det og får en masse ud af det – de skal da være der! Dem, der ikke gider være der og ikke trives der, de skal da ikke være der – så gå dog ud og spil i stedet for! Det må de gerne, det har jeg ikke nogen kæphest med. Der findes både folk, som går på konservatoriet og ikke spiller godt, og heller aldrig kommer til det, og der findes folk, som ikke går på konservatoriet, men spiller godt. Generelt må jeg dog sige, at det er fedt at være et sted, hvor der er en hel masse andre, der spiller, og en hel masse der ved en hel masse, som de gerne vil fortælle dig om. Det, mener jeg, er godt! Men det kan jo også være, som Steve Swallow fortalte i går (til clinic på Brandbjerg Jazzstævne) om New York i 60’erne, hvor han kom ind og hele tiden spillede med nogle og mødte nogle, og det har da været en bedre skole at være i New York i 1960. Men det gælder bare om at være et sted, hvor man kan få noget at vide, og hvis man ikke kan det, så kan du selv se Morten (Lund), som spiller helt fantastisk, som på et tidspunkt boede på bøhlandet, hvor han gik ned og købte pladerne i en pladeforretning, og så fik det at vide på den måde! Der er ikke kun én måde at gøre det på.

Morten: Jeg er enig. Jeg har det sådan med de lærere, jeg selv har haft, at det er fantastisk, hvad der er kommet ud af dem. Jeg har fået noget information af nogen, som ved noget, man ikke selv ved. Men i bund og grund synes jeg måske nok, at jeg i virkeligheden har fundet ud af det meste selv. Det, der har drevet mig, er ofte, at jeg har hørt et eller andet, som jeg ikke kunne finde ud af og er blevet sur over det, og så har jeg sat mig ned og fundet ud af det på en eller anden måde. Så har jeg haft nogle lærere, der har givet mig nogle værktøjer til at kunne finde ud af det. Jeg fatter stadig ikke den dag i dag, hvordan min gode ven og gamle lærer, Frank, kunne få mig til – altså i de 3-4 første år lavede jeg vitterligt ikke andet end kun at spille lilletromme. Jeg lavede simpelthen ikke andet, og man fik ikke lov til andet end at stå og spille etuder, og så stod han bagved mig og klappede tempoet på min skulder. Jeg fatter ikke, at jeg, der var så lille, kunne holde det ud. På en eller anden måde formåede han at gøre det sjovt og interessant at spille. Det har jeg den dybeste respekt for! Men min grundholdning er, at hvis man vil blive fed til at spille, så skal man finde ud af det selv på en eller anden måde.

Jonas: Helt rigtigt. Da jeg gik i skole, havde jeg Alex Riel som lærer, og han mødte altså fuldstændig uforberedt op. Der måtte jeg selv planlægge timerne, efter hvad jeg ville have at vide. For eksempel, hvad er et rigtigt swingbeat? Så var han skidegod til at fortælle mig om det, men det var mig, der stillede spørgsmålet, fordi når jeg spillede swing, så synes jeg, jeg spillede for moderne. Altså ”Rågeleje-jazz”, som Alex er vokset op med – hvordan gør man det? Så viste han mig, hvordan jeg gjorde det og fik det rettet til. Og det, synes jeg, er klart det bedste! Man da ikke bare læne sig tilbage og sige: ”Nu vil jeg godt uddannes”.. Man skal tage ansvar for det selv! Du kan jo ikke bare vente, hvis nu din lærer er uforberedt. Nu var det ikke et problem med Alex, fordi han er så fantastisk og ved så meget, men vi havde da også nogle sammenspilslærere på rytmekons i starten – nu skal jeg ikke nævne navne her – der var dybt latterlige og totalt uforberedte. Det går jo ikke, og så måtte vi selv sørge for at få noget ud af det! Man kan ikke spilde et år på, at man har fået ”xxx” som sammenspilslærer. Det kan jeg i hvert fald ikke vente på!

Per: Hvordan og hvor meget øver I jer? Hvordan er øvedisciplinen og har I nogen gode øvetips?

Morten: Da jeg var lille og boede på bøhlandet, øvede jeg hver eneste dag! Men jeg har på en eller anden måde svært ved at kalde det for øvning, for jeg kunne bare ikke lade være og opfattede det ikke som øvning. Det var fast rutine: Op i skole, hjem fra skole, ned i kælderen, på med nogle plader og høretelefoner – spille, spille, spille! Forfra på LP’en, spille, en gang til! Sådan var det i mange år, og jeg gik hverken til håndbold, fodbold, badminton, drak øl, kørte knallert eller noget som helst. Der var kun en ting i mit hoved, og det var at sidde nede i en kælder og spille på de der trommer. Jeg kaldte det ikke øvning, det var en passion, en livsstil. Men det er klart, at når man bliver ældre og studerer alle de klassiske ting, så får man noget meget konkret for, og så skal man pine død lære det, som det står i bogen, og det måtte jeg jo så også i gang med. Det var en daglig rutine; hjem fra skole, ned og jamme til en eller anden plade og så lige få kigget på den der node, man havde for. Øvningen bliver så mere og mere til, når man begynder at spille med andre, at det mere er den måde, jeg har øvet mig på.

På konservatoriet var jeg ikke sådan en, der låste mig inde om aftenen og stod op kl. 6 om morgenen for at øve, men jeg øvede mig virkelig i at blive god til at spille med andre mennesker. Jeg havde altid gang i en masse jam sessions, projektbands, jam bands og en masse andet i alle mulige forskellige stilarter. Men når det så var øvning, så fandt jeg lynhurtigt sammen med Jesper Bodilsen igen. Der var ikke så mange andre, der interesserede sig for det samme som os, så vi hookede op og øvede os sammen på bas og trommer, inviterede gæstelærere over for at spille sammen med os, gik i studiet og indspillede sammen, lavede sessions og øvede os på den måde. I bigbandsammenhæng, hvis der var noget at øve sig på der, så foregik det meget ved at sidde og synge noderne. Det har været en god måde for mig at blive god til at læse noder. Simpelthen at tage ting ud, der var svære på et nodeark – det har jeg aldrig rigtig øvet bag trommerne, men siddet og sunget det. Det siger jeg som et godt tip til dem, jeg underviser i dag: ”Syng de der noder – og så spil”. Der er mange, der synes, det er pinligt at sidde og synge ”du bap du bap”, at synge en trommenode, men det vil jeg altså gerne slå et slag for. I dag øver jeg mig ikke en skid overhovedet, fordi jeg har fået barn, carport, havetraktor og alt muligt andet, der tager tiden, men jeg har fået en kælder, hvor mit trommesæt står, så jeg kan gå ned og larme lidt. Til gengæld spiller jeg jo en hel del jobs.

Jonas: I dag, for at starte omvendt, øver jeg mig også alt for lidt. Nu har jeg ikke engang børn, men den der kombination af at være docent på konservatoriet og spille en hel masse koncerter gør, at jeg synes, jeg har sindssygt travlt. Men ellers tager jeg altså ned i mit øvelokale og øver mig. Det sker desværre alt for sjældent, men når det gør, synes jeg, det er superfedt! Det er supertjekket, og man bliver bedre af det. Nu har jeg et lidt stille efterår, fordi min tidligere chef, Niels Henning Ørsted Pedersen, stillede skoene her for nylig. Så lige nu er der ro på, men det har jeg planer om, at jeg bare skal nyde i stedet for at gå i panik over det og ringe til alt og alle. Bare nyde at jeg har lidt fri og så få øvet mig. Det har jeg planer om, men nu må vi jo se, hvordan det går (griner). Men ellers har jeg bare øvet mig en hel masse. Jeg har haft øvelokale på Nørrebro, og hvis der var et eller andet, jeg ikke kunne, så tog jeg jo derud. Jeg kan huske, jeg mødte Assi Roar derude, og han må jo have tænkt, at jeg var en nar, fordi klokken var 24, og jeg var på vej ud og øve mig. Men så var det fordi, jeg skulle et eller andet næste dag, som jeg ikke lige havde tjek på. Den amerikanske arbejdsmoral i Los Angeles; de er jo enormt dårlige til alt muligt, kan ikke lave mad, og er ikke sjove at være til fest med, fordi de kun snakker om deres karrierer – men de har en sindssyg arbejdsmoral! Når de skal, så arbejder de virkelig. Det er også derfor, i hvert fald i den branche vi har, at de har verdensherredømmet indenfor den rytmiske musik stadigvæk, og det er jo fordi, de bare knokler som idioter! De er helt blege og bumsede, ser underlige ud i hovedet, og der er ikke nogen kvinder, der vil vide af dem, men de knokler som idioter. Den arbejdsmoral mødte jeg derovre, og den var en stor inspiration for mig. Derovre øvede jeg mig hele tiden og var på skolen fra 10 til 22 hver dag. Men jeg holdt fri om søndagen, fordi jeg havde et princip om, at jeg skulle have en ugentlig fridag, og det tror jeg var sundt. Knokl som en idiot, men hold helt fri én dag om ugen. Det er mit ideal.

I starten da jeg gik på lilleskole, der spillede vi bare. Vi øvede ikke. Da jeg så kom til den her Bent Lyllof periode, da øvede jeg for lidt. Så kom jeg til Ed Thigpen perioden, og da øvede jeg mig hele tiden. Det var superfedt, så det var jo også af interesse. Så kom der en lang periode, hvor jeg var ung i København og boede alene, så der tog jeg ud i mit øvelokale og øvede mig. Mit tip til øvning er, at jo mere man øver sig, jo bedre bliver man! Nu hørte vi Steve Swallow, der fortalte om Charlie Parker, der øvede mellem 11 og 15 timer om dagen i en periode på 3-4 år – han blev jo altså også rigtig, rigtig god til at spille saxofon. Det er bare om at komme i gang, simpelthen, det er der ingen tvivl om.

Per: Hvad er jeres inspirationskilder i dag? Hvad lytter I til for fortsat at få inspiration?

Morten: Vi prøver desperat at følge med på alt det nye, der sker! (griner). Jeg synes, jeg er håbløst bagud, fordi jeg har travlt med alle de sammenhænge, jeg spiller i. Jeg prøver at tænke på den nyeste, jeg har hørt, men jeg synes altid, jeg vender tilbage til noget gammelt, når jeg skal blive inspireret. Der er nogen gamle klassikere, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Noget helt banalt, som alle der spiller jazz siger, sådan noget som Miles Davis ”Kind of blue”. Jeg tager mig selv i at sætte den plade på, og så opleve at hele verden bare falder på plads. Der er mange fede nye trommeslagere. Jeg elsker Bill Stewart, virkelig elsker ham. Jeg skal på hans hold på Vallekilde (professionelt jazzstævne) nu her, og jeg glæder mig som en lille dreng. Jeg skal hive alle hans hemmeligheder ud af ham! Han kan så mange ting, som jeg helt vildt gerne vil kunne. Han er den jazztrommeslager, der virkelig har formået at kombinere historie, traditionelt trommespil, med noget hipt og hans egen stil og hans egne ideer. Jeg elsker Brian Blade og Jeff Ballard, som virkelig har taget røven på mig. Jeg hørte en ung trommeslager her under Copenhagen Jazzfestival med Avishai Cohens trio, som hedder Mark Guiliana, er et par og tyve år og bor ved hans mor og far i New Jersey og har fået lov at komme på Europaturne med Avishai Cohen, som tog røven fuldstændig på mig. Der faldt kæben ned, det er virkelig længe siden, det er sket. Musikalsk og alt muligt, jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi kommer til at høre mere til hans navn i jazzverdenen inden for meget kort tid. Jeg samler også på alt, hvad der har med Roy Haynes at gøre. Det har jeg gjort, lige siden jeg begyndte at spille jazz.

Jonas: Ham har jeg også på her! (på papiret med oplysninger til faktaboksen i denne artikel)

Morten: Jeg har ham på med hans ”Out of the afternoon” som en af mine yndlingsplader. Ham har jeg også mødt på Vallekilde for nogle år siden. Jeg falder på røven over, hvor godt han spiller. Han er 80 nu, og var 76 da jeg mødte ham på Vallekilde, og han lagde bare hele huset ned. Han spiller både med de gamle og er hip med de unge, har sin egen lyd og sin egen stil, spiller soloer der er sjove at høre på, fyldt med alt muligt. Han er min husgud.

Jonas: Gennem tiderne har det for mig været Roy Haynes og specielt Tony Williams, som har været den største for mig, hvis man kun måtte nævne én. Elvin Jones, Airto Moreira og Jon Christensen, det har også været de største, og så en hel stribe andre, som også har betydet en masse. Blandt andet Joey Baron og Peter Erskine, som jeg på et tidspunkt var meget glad for. Det er fadet lidt ud siden hen, men han har været en stor inspirationskilde. Nu må jeg sige, at det er de mennesker jeg møder og spiller med. Jeg har lige været på turne med Airto Moreira med Silvana Maltas band, og det var en kæmpe inspiration. Og når jeg nu tager på Vallekilde for 6. år i træk, så møder jeg Morten Lund, Kresten Osgod og Stefan Pasborg og bliver dødinspireret af det. Jeg føler mig noget flov over, at jeg ikke har været til koncert med Mikkel Hess endnu, men har altid haft indtryk af, at det må være superfedt. Jakob Høyer også. På den måde lever jeg meget i mit miljø, der hvor jeg er. Og så underviser jeg en hel masse. Jeg er jo skideheldig at have det her job på konservatoriet, for der går virkelig mange gode unge trommeslagere, og det kan da godt være, at de ikke spiller fedt hele tiden, men lige pludselig kommer der et eller andet, som jeg må undersøge nærmere. Jeg spiller også sammen med Emil De Waal. Vi har et band sammen, der hedder Band Mrazem, og vi spiller sammen i Frederik Lundins Overdrive, hvor vi spiller på scenen sammen, og han finder på alt muligt hele tiden – noget af en troldmand, ikk’? Han finder på alt muligt, for eksempel med en børste der vender på hovedet, bundet sammen med et eller andet, og det er superinspirerende. Jeg lever, i praksis, meget med at blive inspireret af det, jeg møder på min vej. Nu er jeg så her sammen med Morten, og en samtale som den her er også meget inspirerende for mig. Senere skal vi måske jamme, og hvad ved jeg, hvad der sker? – på dén måde!

Jeg er også meget inspireret af brasiliansk og cubansk musik, og hører mange plader med den slags musik. Som jeg ser mig selv, er jeg ikke en stereotypisk jazztrommeslager. Der er ikke nogen værdigraduering i det, men jeg startede med The Beatles, og så blev det Weather Report. Det er det, jeg kommer fra. Fordi jeg har spillet 10 år i Radioens Bigband, er jeg så blevet kategoriseret som jazztrommeslager, og det har jeg ikke noget imod at være. Jeg kan huske, da jeg spillede med Mona Larsen og Shot of Soul, hvor jeg kun spillede jazz en gang imellem – det, synes jeg, var forkert! At være en backbeat-trommeslager der kun spillede jazz en gang imellem, der følte jeg mig ikke rigtig hjemme. Så er det federe for mig at være en jazztrommeslager, der en gang imellem spiller noget backbeat! Men frem for alt er jeg musikinteresseret, hvis du forstår, hvad jeg mener? Der var også meget af det, vi lavede med NHØP’s trio, hvor, når vi spillede 4/4 jazz, så måtte man bare nedlægge våbnene, men vi spillede jo også meget andet end det. Det var sindssygt fedt, men vi spillede for eksempel også en lille samba eller noget fusionsagtigt. Derfor får jeg også inspiration af for eksempel at gå rundt på det her stævne og høre nogen, der sidder og spiller noget, der ikke nødvendigvis lige er jazz. Det er også, når man spiller med så gode musikere, som Morten og jeg gør, at man bliver gensidigt inspireret hele tiden. Steve Swallow er jo sindssygt fed at spille med. Endelig ligger der også meget inspiration udover musikken. For eksempel min tidligere kæreste og hendes datter, som jeg heldigvis stadig ser. De laver alt muligt sjov og ballade, som jo også godt kan være til inspiration for musikken.

Per: Lad os snakke generationer indenfor danske jazztrommeslagere. Hvad har I fået af inspiration fra ældre danske jazztrommeslagere, og hvad forsøger I at give videre?

Morten: Der er jo ingen tvivl om, at Alex Riel er vores Godfather.

Jonas: ..The Grand Old Man!

Morten: Det er der ingen som helst tvivl om! Svend Erik Nørregaard har også et fuldstændigt sindssygt godt swingbeat! Og Bjarne Rostvold..

Jonas: Og William Schiöpfe

Morten: Ja, ham nåede jeg jo ikke at opleve.

Jonas: Og Strenne!

Morten: Ole Streenberg, ikk’ (forklarende på kælenavnet).

Jonas: Men Alex er klart den største!

Morten: Klart den største! Jamen altså – på et tidspunkt lød jeg nærmest som en 100 % kopi af Alex Riel! Med flatride og hele dynen. Jeg havde ikke råd til Gretschtrommer, så jeg købte nogen Premier, men de skulle være samme farve som Alex’ trommer. Jeg kopierede det hele. Jeg var sindssygt inspireret af hans måde at spille på, og det er jeg stadigvæk. Jeg kan godt lide at spille lidt med ham i tankerne, og opfatter mit eget spil som meget kreativt. Jeg kan også godt lide at ”banke søm” i et eller andet, men det, jeg ved, jeg er god til, er det der kreative kommenterende spil, og det er morfar Alex, der har skylden for det. Jeg har altid fået at vide, at jeg var en levende trommeslager. I sidste uge var der en avis, der skrev, at jeg var meddigtende, og det er lige præcis det, jeg gerne vil være! Jeg vil gerne være med inde i musikken og fortælle den historie, der skal fortælles. Så det er fint, hvis jeg på den måde kan føre Alex’ tradition, eller hvad man skal kalde det, videre.

Jonas: Sådan oplever jeg det også. Vi er jo alle sammen forskellige, men nogen gange oplever jeg, at jeg er en lille smule mere groove-/time-agtig end dig, på godt og ondt, og det er der ikke noget at gøre ved (griner). Det er jeg hverken stolt eller ked af, men det er jo også derfor, vi er her alle sammen, fordi vi heldigvis ikke er 100 % ens. Men egentlig også en ”Alex” for mig, jo mere timeagtig han er, ikk’, altså helt ufrivilligt (griner). Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved, sådan er det bare. Men jeg elsker Alex, elsker ham både som menneske og musiker. Men jeg ved sgu’ ikke rigtig, hvad jeg skulle give videre, andet end at spille så godt som muligt. Lige nu er jeg ikke så optaget af at give videre fra de gamle, jeg forsøger bare at spille lidt mere med de unge (griner). Der er så mange gode, og jeg føler mig enormt privilegeret, at jeg stadigvæk bliver ringet til, fordi jeg synes, at der er et enormt ryk ind med Morten og Kresten (Osgod) som de travleste af dem, men også mange andre som Jeppe Gram, Pasborg og Kielsgaard, som er pissegode. Og der kommer flere og flere – jeg er jo selv med til at uddanne dem. Men det faktum, at telefonen stadig ringer derhjemme en gang imellem, gør, at jeg føler mig svineheldig. Den ringer stadig fra toppen, og så nyder jeg bare at spille musik. Nu nævner Morten Vallekildestævnet, og jeg glæder mig allerede! Vi har det jo superhyggeligt. Vi er rundt at høre hinanden spille, og jeg synes virkelig, vi har det godt sammen.

Morten: Vi er et godt hold på Vallekilde: Jonas og mig, Anders Mogensen, Kresten, Streenberg og Karsten Bagge – vi er et stenhårdt hold! (griner)

Jonas: Jamen, det er det, jeg mener: At jeg stadig er med i det der meget fine hold, og når du nu spørger, om jeg vil være med i det her interview sammen med Morten, så føler jeg mig virkelig lidt beæret. Jeg var også med til et interview med Alex, Kresten og Jeppe Gram, hvor vi skulle snakke om Elvin Jones, dengang han døde. Men jeg føler bare slet ikke, at jeg er med i det fine selskab, det er egentlig min grundlæggende fornemmelse af det – det gælder bare om at spille så godt man kan, og fortælle så god en historie oppe fra scenen, at det er sjovt for publikum. Det gør jeg, så godt jeg kan. Jeg føler mig heldig. Også med Niels Henning (NHØP), at han var så glad for mig, det synes jeg virkelig var svineheldigt, for jeg gjorde jo ikke andet end at spille.

Morten: Jeg nåede at møde ham på Vallekilde..

Jonas: (Efterligner NHØP’s stemme) ”Ja, ham den lille fyr fra Århus, ham mødte jeg, ja ja, sådan en lille fyr med briller…” (griner)

Morten: (griner) Ja, jeg jammede en enkelt blues med ham, og jeg var ved at skide i bukserne af skræk.

Jonas: Han kunne godt lide det!

Morten: Jeg ville så gerne have nået at spille med ham.

Jonas: Men det min pointe leder hen til, altså, er, at man bare skal spille så godt, man kan, og være sig selv. Det var også den måde, jeg fik jobbet med ham. Det var fordi, jeg skulle spille for bassisten Niels Præstholm til hans eksamen. Han spurgte mig, om jeg ville spille til hans eksamen, og det ville jeg jo gerne, og så fortalte han, at vi skulle øve ude ved hans lærer, der var Niels Henning. Det var jo fuldstændig udelukket i min tankegang, at Niels Henning ville ringe til mig, så jeg slappede af, og spillede bare så godt jeg kunne, men så kunne han lide det og ringede til mig. Lektien er, at jo mere du kan være i dig selv, jo bedre! Der er forskel på Mortens og mit spil i forhold til time, groove og hvor kommenterende vi er, og lige nu har Morten flere jobs, end jeg har. Så kommer Kresten Osgod og gør hans ting, men det betyder altså ikke, at jeg nu skal være Kresten – det virker ikke. Kresten er Kresten, fordi han er Kresten, og det er sindssygt populært, men sådan skal det være. Det dur ikke, jeg lige pludselig ikke skal være mig. Det, jeg gør, skal jeg gøre, så godt jeg kan og med størst mulig kærlighed! Så virker pisset. Det vil være det bedste råd, jeg kan give de unge: Vi skal sgu’ ikke være ens! Det er der jo ikke nogen mening i. Jeg ser ude på konservatoriet, hvordan der kommer 4 nye studerende ind, der alle sammen gerne vil være Kresten Osgod – og det er håbløst fra starten! Man burde sige: ”Drop det, du bliver ikke Kresten Osgod, uanset hvor mange fjollede hatte du går med, og uanset hvor meget smørrebrød du spiser. Du er ikke Kresten alligevel. Du kan lige så godt prøve at finde ud af, hvem du selv er! Det gider folk godt høre på, man gider altid høre på én, der spiller godt – som sig selv!” Så bliver man god til det, det elsker man jo!

Morten: Jeg synes, det er spændende! Jeg synes også, vi har hver vores ting, og det er sjovt at høre på Jonas, Alex, Kresten, Karsten Bagge, og det er jo sådan et lille land. På en eller anden måde hopper vi jo rundt og spiller med de samme alle sammen, og alligevel er det forskelligt. Min opfattelse er da, at der er plads til os alle sammen, og det er jo fantastisk i et land, der er så lille som Danmark.

Jonas: Dem, vi snakker om nu, det er jo altså også folk på et højt niveau. Du underviser jo også, og vi ser jo, hvordan vi underviser nogle, der simpelthen ikke er plads til. Så dem vi nævner her, det er dem, der er hamrende gode musikere.
Morten: Jamen, du har ret. Det er bare at prise sig lykkelig for, at der stadig er noget at lave.

Jonas: Ja, for der er mange derude!

Morten: Jeg er glad for, at jeg ikke starter på et konservatorium i dag, og skal til at netværke og skabe kontakter og det ene og det andet..

Jonas: Du har også det her ”mileage”. Du fortæller, da du startede i Århus, der fik du spillet som en sindssyg, med alt og alle simpelthen. Den lyd ligger altså i dit bækkenslag, de her måske 3000 koncerter – den lyd af den autoritet, du ligger med. Og det er altså den lyd, der ligger i Morten Lunds arm. Hvis du kommer ud i dag, så skal du altså kæmpe hårdere for at få lov at spille så meget, fordi der er så mange. Men det må kunne lade sig gøre, for der kommer jo hele tiden nye, der er gode. Men det må være hårdt nogen gange!

Morten: Det er sjovt, som tiderne skifter, og det ene og det andet bliver moderne. Jeg tror, det er vigtigt, som Jonas siger, virkelig at holde fast i sin egen ting og ikke nødvendigvis følge den mode, der er inde lige nu.

Jonas: Så kan det være, man søger, fordi man ikke ved, hvad ens egen ting er, men man skal se sig selv i øjnene og erkende, hvem man selv er på godt og ondt. Jeg har været med så mange år og set så mange ting, at man kan se nogle perioder. Jeg har været igennem nogle perioder, hvor jeg var fuldstændig uhip i miljøet, for så igen at blive utrolig hip, hvor alle ville spille med mig – for så igen at blive utrolig uhip… Det plejer jeg at bruge som argument til mine elever for at øve sig, for når jeg så ikke er så hip, så kan jeg spille noget andet. Så kan jeg få et andet job med teater eller være heldig at Radioens Underholdningsorkester ringer, og det er også skidesjovt at spille med dem. Men så kan jeg spille sådan noget, fordi jeg kan læse noder og følge en dirigent, så det er godt at kunne noget mere end bare lige ens hardcorejazz, eller hvad det nu er.

Morten: Der tror jeg, vi to er meget ens. Vi har aldrig været bange for at kyle os ud i alle mulige mærkelige ting.

Jonas: Og det, at man kan, betyder, at hvis Morten Lund for eksempel bliver umoderne, fordi nu skal vi alle sammen noget andet – sådan er moden så latterlig – så får han alligevel betalt sin husleje, fordi han kan så meget. Og så går der to år, og så bliver han hip igen. Det kan jeg se nu, fordi jeg har været med i så mange år, at det er gået sådan i bølger. Op og ned; hvad er jeg i dag? Uhip, nå fint nok.. (griner) Og så hip igen – det er de modeluner, man har med deres forskellige hips.

Per: Altså et godt argument for musikalsk bredde?

Jonas: Ja, at kunne noget! At kunne sætte dig ind i noget musik på kort tid. At du ikke kun kan lyde som noget bestemt, men at du kan lidt mere. Også kunne gå ind og spille et pophit, hvis det er det, der skal til. Eller en polka, eller hvad det nu måtte være. Spille en node, huske et arrangement, afløse i et band, lære et repertoire på kort tid, så du kan gå ind i en eller andens band og afløse der, når de lige pludselig står og mangler en eller anden. Det er det, der får dig til at overleve mange år i branchen, og det betyder også, at du bliver bedre til at spille hele tiden. Hvis du kan tage et halvt år, hvor du måske ikke lige er med på de 3 mest sælgende jazzplader i Danmark, så er du der igen om et halvt år, og så er du der stadigvæk.

Per: Det har været utroligt lærerigt at snakke med jer, og jeg vil gerne på Trommeslageren.dk’s og mine egne vegne sige rigtig, rigtig mange tak for interviewet.

Morten og Jonas: Selvtak!

Weblinks:
www.mortenlund.dk
www.jonasjohansen.dk

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar