Interview med Stefan Pasborg

Stefan Pasborg Interview - Trommeslageren.dk

Af Gunnar Kristiansen, 19. Aug. 2004

Ved årets Copenhagen Jazzfestival var der et navn som gik igen MANGE gange når man bladrede programmet igennem. Ikke mindre end sytten gange kunne man finde navnet – Stefan Pasborg. Vi har sat ham i stævne for at høre lidt om hvem han er, og hvad han mener om dagens musikmiljø.

TS: Kan du fortælle lidt om din opvækst, og hvad der fik dig ind i musikken?
SP: Min gudfar er den danske trommeslager Alex Riel. Han gav mig en lilletromme, en hihat og et bækken da jeg var 3 år gammel. Jeg var ellevild, og brugte timer og timer på at udforske de mange forskellige lyde der kom fra instrumenterne.
Som barn spillede jeg også stort set hver dag til plader på mit værelse. Allerede fra jeg var omkring 4-5 år lyttede jeg tit til Alex spille i Montmartre i Nørregade, KBH., så jeg blev meget tidligt indført i jazzens verden. Men på det tidlige tidspunkt var jeg nu nok ikke klar til at tage imod disse “svære” lyde, da min første umiddelbare musikalske henrykkelse først kom, da jeg som 6-årig hørte “Jailhouse Rock” med Elvis Presley. Dér blev jeg fanget af en rå energi, som talte til mig. En energi som “brændte ud gennem højtalerne” – dér var der virkelig en, som ville ud med noget!
Dét startede en lang rejse fra Elvis til The Police, fra Prince til Heavy Rock og fra B.B. King til Tower Of Power, indtil jeg som 15-årig købte min første jazzplade med Cannonball Adderley, og derefter i dén grad blev fanget af jazzmusikkens mangefarvede verden. Men den umiddelbare oplevelse jeg som 6-årig havde med “Jailhouse Rock”, satte sig fast i min musikalitet, og indgår den dag i dag som et stærkt element i min egen holdning til musik: Lige meget, hvilket instrument eller musikstil man spiller, skal man brænde for det! Og det skal publikum også kunne mærke!

Jeg startede min jazz “karriere” med at spille mainstream-jazz, med inspiration hentet hos musikere som Art Blakey og Cannonball Adderley. Senere, og igennem flere år, var jeg en fast del af rytmegruppen på spillestedet La Fontaine, hvor repertoiret primært var standards og mainstream jazz. På La Fontaine fik jeg lov til at jamme med store navne fra både ind- og udland, hvilket har betydet utroligt meget for mig, både musikalsk og menneskeligt. Det var fantastisk lærerigt at sidde dér og få en ubetalelig erfaring, og samtidig blive betalt for det, ha ha… Men samtidig med at jeg lærte enormt meget om jazztraditionen og mit eget instruments muligheder, følte jeg også mere og mere en fastlåsthed. Jeg var begyndt at lytte til mere eksperimenterende musik, og lige pludselig føltes mainstreamjazzen noget firkantet. Musikere som Ornette Coleman, Charlie Mingus, John Coltrane mfl. var begyndt at åbne mine ører overfor nye lyde, og senere åbnede musikere som Cecil Taylor, Art Ensemble of Chicago, Tim Berne mfl. mine ører endnu mere. Det begyndte at gå op for mig, hvor vigtigt det er at forfølge sin egen lyd, frem for at prøve på at lyde som et af sine forbilleder. Derfor besluttede jeg mig for at søge nye musikalske veje, og spille musik, hvor min egen lyd var toneangivende. Når man f.eks. hører cd’en ‘Rød Planet’ kan man virkelig høre, at det er mig der spiller trommer, og ingen anden – det føles rart! Det samme gælder også udgivelserne med f.eks. Toxikum, Ibrahim Electric og Triot with John Tchicai, hvor mere konventionelle figurer også bliver inkorporeret.

TS: Hvem var din første lærer?
SP: Alex Riel

TS: Beskriv dit første trommesæt:
SP: Det var en meget mærkelig blanding af et øvepad sæt kombineret med en rigtig lilletromme (med pude indeni !!) og bækkener med tape på! Vi boede i lejelighed…

TS: Hvilke(n) lærer har haft størst betydning for dig, dit spil og din musikalske udvikling?
SP: Alex Riel har viderebragt så meget input til mig, som jeg i sin tid modtog helt ubevidst, men som jeg nu kan se/høre kommer fra ham. Derudover har jeg også virkelig lært meget af svenske Peter Danemo og amerikanske Joey Baron.

TS: I hvor høj udstrækning har dine lærere været afgørende for hvor du er nu?
SP: Meget afgørende, eftersom de alle, på trods af forskelligheder, fik mig til at fokusere på én ting: Hvis du vil noget med dette instrument, må du øve dig…

TS: Hvordan og hvor meget øver du dig?
SP: Jeg øver mig alt for sjældent… Men jeg tager indimellem nogle “ture”, hvor jeg øver mange dage i træk.

TS: Hvad er dit “nummer 1” øvetip?
SP: Vær fokuseret på én ting ad gangen og del øvetiden op i afdelinger, så man ikke øver på det hele på én gang! Derudover har jeg nogle gange oplevet når jeg har øvet alene, at jeg har siddet og spillet på trommerne, men i virkeligheden tænkt på noget helt andet – koncentrationen forsvinder nogle gange, og derfor er det også vigtigt at kunne tage pauser når man øver…

Et eksempel på inddeling af en øver på ca. 3 timer:
1) Opvarmning uden stikker
2) Teknik/node f.eks. klassiske etuder e.l.
– Pause 15 min.
3) Koordination på trommesættet. Det kan jo være alt muligt…
– Pause 15 min.
4) “Udholdenhed” – slut af med at styrke hænderne, ved at lave længerevarende enkeltsalg, dobbeltslag, paradidler m.m. gerne til metronom (også med føderne) – men selvfølgelig uden at spænde!!

TS: Hvem er for dig “mesteren” på trommer?
SP: Mesteren? Jeg har hørt mange trommeslagere live og på plade, som i dén grad har fyret den af! Men at skulle nævne én er utrolig svært. Fordi, hvis man ser ud fra et trommeteknisk perspektiv, er en trommeslager som Dave Weckl enormt dygtig, men efter min mening bestemt ikke særlig musikalsk. Det samme gælder Buddy Rich som rent teknisk ikke fås bedre (endnu?) – jeg har i hvertfald ikke hørt noget lignende. Alene det at se ham live er en oplevelse hvor man har tendens til at tabe kæben – lidt som at se en cirkusartist. Derimod får man efter min mening ikke den helt store musikalske oplevelse af ham.
For at høre musikalsk trommespil af høj kvalitet, skal man efter min mening have fat i en blanding af disse trommeslagere: Elvin Jones, Joey Baron, Poul Lovens, Tony Williams, Jim Black, Tom Raney og Max Roach.

TS: Hvad er din holdning til konservatoriemiljøet, og det omfang hvori musikere “spyttes” ud på det i forvejen mættede marked?
SP: Et marked er aldrig mættet nok, til at kunne rumme flere originale musikere, hvis de vel at mærke har noget personligt i posen! Hvis man derimod satser på en karriere udelukkende som sideman, og ikke umiddelbart har en tydelig personlig vinkel til dét at spille trommer, kan det blive mere end svært for mange, fordi dem kommer der flere og flere af. Og det er jo synd – især fordi konservatoriet ikke forbereder de studerende godt nok til “livet udenfor murene”. Derfor ser man jo også, at mange finder på noget andet at lave, efter at have været arbejdsløs for længe…

TS: Rytmekons går tit under betegnelsen “jazzkonservatoriet” i folkemunde. Har denne titel noget på sig?
SP: Ikke rigtigt… Selvfølgelig bliver der spillet jazz, Improvisationsmusik, avantgarde, fusion mm., men lige nu føler jeg, at tendensen til at være et “popkonservatorium” med folk der drømmer om at være med i TV2-Jam og Popstars er mere hærskende…

TS: Mener du at konservatoriet er afgørende for at blive en god musiker?
SP: Nej! Men det kan virkelig gøre noget godt for dem som forstår at bruge det rigtigt.

TS: Er det stedet afgørende for hvor vidt man vil være i stand til at leve af at spille musik tror du?
SP: Nej, bestemt ikke!!

TS: Der er mange der vælger at søge ind på konservatoriet. Hvilke overvejelser mener du man bør gøre sig før man vælger at søge ind sådan et sted?
SP: Først og fremmest: Har man lyst til at være en del af en institution? Har man nok selvdisciplin til at klare den på egen hånd? Kan stedet rent faktsik give én noget, eller søger man kun ind for at opnå en bekræftelse på, om man er god nok?

TS: Når man ser det antal af musikalske sammenhænge du medvirker i, må man spørge sig selv hvordan du får tid til alt dette?
SP: Det har jeg heller ikke.. men ikke alle orkestrerne kører regelmæssigt – men i mindre perioder af gangen..

TS: Kan du ligge et fuldt engagement i alle disse orkestre, eller har du nogle “børn” imellem som du identificerer dig mere med som værene mere “dine” orkestre end andre?
SP: Der er selvfølgelig enkelte orkestre, som betyder mere for mig end andre. Umiddelbart ‘Toxikum’, ‘Delirium’ og ‘Ibrahim Electric’. Men jeg forsøger da at være engageret til prøver med andre orkestre, selvom jeg har en mere udpræget ‘side-man’ rolle.

TS: Hvordan har du det med “projekter” kontra “orkestre”? Jeg mener, der er i dag rigtig mange musikere som spiller med “Gud og hver mand”, og alligevel har de ikke rigtig noget der er “deres”, noget som de føler et dybt og personligt engagement i. Kan du genkende denne tendens, og hvad er din holdning til dette?
SP: Jeg kan kun sige, at jeg selv ville føle det lidt tomt kun at spille andre folks musik, eller hvis jeg kun spillede med nye musikere hele tiden (f.eks. i projekter). Når man spiller i et band, gi’r det en større tilfredstillelse at spille en vellykket koncert med noget musik som man er nået frem til i fælleskab. Musikken i et band bliver da også oftere meget dybere og “stort” i modsætning til projekter, som ofte bliver lidt mere overfladiske. Men så alligevel kan nogle projekter jo virkelig også føre fantastisk og uforudsigelig musik med sig! Hver ting til sin tid.. Men jeg ville til enhver tid vælge at spille i bands.

TS: Selvom du er en engageret jazztrommeslager er jeg alligevel lige nødt til at spørge dig hvad din holdning er til den invasion man stadig ser af kopi-/jambands på de danske spillesteder?
SP: Jeg synes det er en skam at så mange spillesteder vælger at booke kopi bands. Personligt har jeg ikke en skid respekt for den bølge, undskyld mig! Det er det nemmeste i hele verden at kopiere andre… Man behøver ikke engang bruge hjernen. Det slår al for megen kreativitet ihjel, at for mange musikere bliver lokket af let tjente penge på jam-bands, istedet for at skabe selv.

TS: Du har engageret dig i noget du kalder ‘Method Project’, hvad går det ud på?
SP: Som eksperimenterende jazzmusiker støder man af og til på folk, som har svært ved at forstå ens musik. Dette “problem” kombineret med det faktum, at de fleste mennesker som regel har lettere ved at forholde sig til abstrakt visuel kunst fremfor abstrakt musik, gav mig lyst til at udforske samspillet mellem lyd og billede. Jeg var interesseret i at undersøge, om man som musiker kunne hente noget fra det visuelle som derved kunne hjælpe til at gøre abstrakt musik mere forståelig. Derfor lavede jeg METHOD PROJECT sammen med den grafiske designer og animator Martin de Thurah, hvor vi udfra ens metoder arbejdede hen imod et fælles resultat: 10 ”visuelle musikstykker”. Ved at give hinanden forskellige oplæg og titler/dogmer for små stykker musik/grafik, ville vi undersøge, hvordan lyd og billede påvirkede hinanden. Resultatet blev 10 stykker musik og 10 stykker grafik (5 af dem udfra Martins grafiske oplæg, og omvendt 5 udfra mine musikoplæg).

TS: Er du en gearnørd, eller er du typen der ikke er så frygtelig interesseret i hvad du spiller på – “bare der er noget”?
SP: Jeg er nok en mellemting. Jeg har brug for den rette størrelse storetromme (18″), go’e gamle bækkener og hvide skind. Men tilgengæld behøver jeg ikke noget bestemt mærke etc.

TS: Hvilke trommemærke har du været igennem, og hvad er blevet hængene?
SP: Jeg har kun spillet Gretsch igennem de sidste 12 år. (Har haft et Vintage Ludwig fra 1966 en kort overgang)

TS: Har du en “vintagesamling”?
SP: Udover de to sæt beskrevet nedenfor, har jeg et gammelt “Broadway”-sæt fra John Grey, England.

TS: Hvad er dine visioner for fremtiden?
SP: Spille så meget som muligt, og samtidig forsøge at ha’ det så sjovt som muligt med den musik jeg spiller! Videreudvikle mine bands, indspille nye plader med Toxikum og Ibrahim Electric. Udgive en solo plade i 2005!

TS: Hvor længe har du kendt til trommeslageren.dk, og hvordan fandt du sitet?
SP: Jeg har kendt det i 1/2 år.. Fandt det i Dansk Musiker Årbog.

TS: Hvad er din holding til en trommeside som denne?
SP: Man kan virkelig finde sjove ting på sitet, og samtidig er det rart, at læse om ligesindede…

TS: Tak fordi du lod dig interviewe af trommeslageren.dk, og fortsat held og lykke fremover.
SP: Selv tak!!


Stefan Facts

Navn: Stefan Pasborg
Født: 6. Dec. 1974 i København

Grej & Gear
Gretsch “Stopsign-Badge” sæt, 12″-14″-18″
Gretsch “Round-Badge” sæt, 12″-14″-18″
John Grey eller Gretsch “RoundBadge” lilletromme
Vintage Zidjian A nitte-ride
Vintage Zidjian K ride
Vintage Zidjian K hihat
Diverse skraldespandslåg (!)…

De 3 ynglingsplader:
Dette er meget svært, men her er et bud:
– Tony Williams’ Lifetime: Emergency
– John Coltrane: Crescent
– Art Ensemble Of Chicago: Fanfare for the Warriors

Dette er som sagt blot 3 plader, men navne som Tom Waits, Jimi Hendrix, Booker T. & the MG’s, Elvis Presley, Charlie Mingus og Fela Kuti indgår også i min favorit samling.

De indspilninger der giver det bedste billede af dig som musiker:
– Stefan Pasborg & Liudas Mockunas: ‘Toxikum’
– Triot with John Tchicai: ‘Sudden Happiness’
– Rød Planet
– Ibrahim Electric

http://www.pasborg.dk/

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!