Jeg udfordrer mig selv hele livet

Anders Mogensen - Trommeslageren.dk - Foto: Gunnar Kristiansen

Anders Mogensen er en af Danmarks mest prominente jazztrommeslagere, der har spillet med en perlerække af de største danske og udenlandske jazznavne. Han har modtaget priser for sit trommespil, og spillet på flere prisvindende udgivelser. Idag turnerer han fortsat i hele verden, samtidig med at han underviser ved og leder jazzafdelingen på Syddansk Musikkonservatorium i Odense.

Jeg mødtes med ham en tidlig formiddag, hvor vi fik en god snak over kaffe og wienerbrød.

Hvordan er du startet med at spille trommer i sin tid – hvad har fået dig ind på den musikalske løbebane?
(Griner) – har du hukommelse nok på mobilen? Nej, jeg har en storebror, der er 8 år ældre end mig, og som spillede basun i Holstebro Garden. Jeg er vokset op i Holstebro. Når jeg var ude at høre dem og sad i klapvognen, så slog jeg åbenbart på alt. På et tidspunkt blev det nok for min mor, og da jeg var 5, sendte hun mig til rytmikklasse. Allerede som 7-årig fik jeg privatundervisning på Holstebro Musikskole, og den første lærer, jeg havde, var faktisk Søren Monrad, som er klassisk lærer på konservatoriet i Odense i dag. Han har nok været en 16-17 år på det tidspunkt, og var lige startet på konservatoriet i Århus, og tog så hjem til Holstebro en gang om ugen. Det samme gjorde Gert Mortensen, så jeg havde et år med først den ene og derefter den anden. Bagefter fik jeg deres lærer, som hed Niels Buchardt Andersen.

I Holstebro i 70’erne var der en meget tung kulturpolitik. Musikskolen fik alt, hvad de pegede på, så vi havde et stort rum fyldt med slagtøj. Der blev spillet moderne klassisk musik, fx Edgar Varese, og Holstebro havde sågar sin egen stadskomponist, Jørgen Plettner, der var meget anerkendt indenfor moderne klassisk musik. Det var jo helt out for en by ude på heden med måske 30-35.000 indbyggere! Så det var der, jeg startede, og jeg spillede klassisk slagtøj og trommesæt samtidigt.

Min bror havde en masse jazz- og fusionsplader, Return To Forever, Chick Corea, Weather Report, Woody Shaw, Miles Davis osv. Der har vi været omkring 1976-77. Så det hørte jeg meget af, og havde allerede som 10-11 årig en fod i begge lejre.

Anders Mogensen - Trommeslageren.dk - Foto: Gunnar Kristiansen
Foto: Gunnar Kristiansen 2017

På det tidspunkt var der ikke noget, der hed Rytmisk Musikkonservatorium. Da jeg var en 13-14 år, begyndte jeg at læse om folk, der gik på Berklee og lignende. Men jeg ender ihvertfald med som 16-årig at starte på klassisk MGK, for det var det, der var. Jeg gik i gymnasiet samtidig. Da jeg var 19 og gik i 3. g., søgte jeg ind på klassisk kons og fik et gammeldags 7-tal (svarer til 4 idag). Det var jo ikke nok til at komme ind, og så er det faktisk lidt morsomt, fordi min gamle klaverlærer sagde: “Jamen, Anders. Du skal jo noget helt andet!” Sideløbende med MGK, havde jeg allerede som 16-17 årig været tilknyttet Holstebro-revyen, først som afløser og siden som fast trommeslager. Jeg spillede hver sommer dernede og boede hjemme ved mine forældre, så jeg sparede en masse penge op, fordi jeg havde jo måske nok en stille drøm om at gå på Berklee. Rytmekons var helt nyt, og når man læste studieplanen, altså hvad man skulle kunne, så virkede det lidt diffust. Hvilket det også er idag, men det er en anden snak… (Griner) Så jeg havde en god opsparing, og jeg tog så på Berklee. Så på det tidspunkt var det slut med alt det klassiske – jeg elsker klassisk musik, men jeg skulle bare ikke den vej – og det er jeg megaglad for idag.

Hvordan var tiden på Berklee?
Jeg havde konsulteret nogle folk, der havde været der, så de kunne fortælle, hvilken lærer, jeg skulle have, og i det hele taget hvordan jeg skulle gøre. Selvom Berklee har et fint navn, har de også en masse trommelærere, og de er alle sammen dygtige, men der er måske 5, der er ekstraordinært sindssygt gode. Så vidste jeg lige præcis, hvem jeg skulle gå efter, og hvad jeg ville have på forhånd. Jeg studerede først ved en trommelærer, der hed Ed Uribe. Han har lavet to meget, meget fine bøger. Han gav mig en masse teknik, en masse independence til trommesættet, og jeg fandt først senere ud af, at alt det, han havde givet mig, der var jazzrelateret, var det, der også senere kom i Alan Dawson-bogen.

Så jeg havde først Ed Uribe, og så betalte jeg et “facility fee” for at kunne blive på skolen om sommeren, benytte alle faciliteterne og øve mig der. Den sommer tog jeg så undervisning ved trommeslageren Bob Moses, og det var legendarisk fedt! Ed Uribe er selv fra et syd- eller mellemamerikansk land, så han har selvfølgeligt en masse latin med claves i hihatten og alt det der, som er superfedt, som han gav mig ved siden af alt det med Dawson. Bob Moses er noget helt andet – det vidste jeg også godt, det ville være – og han har skrevet den her bog, der hedder “Drum Wisdom” (desværre ude af print nu). Den havde jeg læst hjemmefra, men havde syntes, den var lidt svær at forstå dengang. Grundidéen i den er, at du må ikke spille noget på trommerne, du ikke kan synge. Du må ikke bare sætte dig og spille – du skal synge fx Stella by Starlight eller et funkgroove, og så spille ud fra det. Du må aldrig holde op med at synge det. Det var interessant, for det skabte også en rød tråd tilbage til fx Alex Riel, der fortalte om Dexter Gordon, der havde sagt, at han skulle synge temaet, når det blev spillet, og Ben Webster, der ville have, at bandet skulle kunne teksterne til sangene. Så det gav god mening at lære sig det.

Så jeg fik mange forskellige ting på Berklee – en masse latin, Dawson, teknik, Bob Moses- koncepterne. Der var mange knapper, der blev drejet på, og mange døre der blev åbnet for mig – og mange rum, der var meget tomme, hvis man kan sige det på den måde. Så jeg havde en masse, jeg bare havde behov for at øve på. Det, jeg blev enormt inspireret af, og det, der ligesom sparkede min numse seriøst, det er, at pludselig så bor jeg i et college med Abraham Laboriel Jr., der var en supersød fyr. Jim Black var der, Dan Rieser, der spiller på den første Norah Jones plade var der. Så der var et helt hav af trommeslagere, som var yngre end mig eller på min alder, som spillede vildt godt, og det var et wake up call! Hvordan fanden er de blevet så gode? Så den sommer jeg var derovre, var jeg så “fed up”, som man siger på engelsk, med ting jeg ikke kunne – og som de kunne – så jeg lavede sådan et øveprogram på 9 timer om dagen. Og for at jeg ikke skulle blive helt sindssyg af bare at sidde og øve, så lavede jeg to sessions hver aften af to timer med forskellige hold. Det gjorde jeg halvanden måned helt intenst, bare for at få det her naglet. Det var sommeren 1990, hvor jeg også var hjemme at spille noget revy og lidt andet for at få nogle penge i kassen, og så havde jeg råd til at være der et år mere.

Der havde de lavet et sjovt hold, der “Performance Ear Training for Drummers”, hvor jeg fik en trommelærer, der hed Joe Hunt. Han havde en ide om, at man skulle spille bebop-noder på lilletrommen, så du spiller temaet på lilletrommen, synger temaet og prøver at putte stickings på det, og det, synes jeg, er en fantastisk ting. Du ved, man arbejder med rudiments, og hvad skal der så ske med dem? Man kan fx se, hvor mange af dem man kan putte ind i “Straight no chaser”, eller et eller andet i den stil. Det er enormt interessant at prøve ad, og det var et af Joes koncepter. Til sidst havde jeg en trommelærer, der hed Ian Froman.

Så kunne jeg se, at mine penge slap op i 1991, og så søgte jeg på Rytmekons i København. Det passede lige nøjagtig sådan, at da mine penge var sluppet op, der var jeg kommet ind på Rytmekons. Så flyttede jeg fra Boston til København, og studerede der i 5 år. Der havde jeg først Ole Rømer, som jeg fantastisk godt kan lide. Han introducerede Ed Blackwell for mig. Så fik jeg Aage Tanggaard – hans stilling i Odense overtog jeg senere – og så fik jeg Peter Danemo.

På Berklee havde vi et lille “Danish community”, for jeg kendte jo ikke rigtig nogen, men jeg mødte Rune Funch, Jakob Dinesen, Niclas Knudsen og Kasper Tranberg derovre. Da vi så kom hjem, startede vi med at lave Once Around The Park, mens jeg gik på kons, og senere lavede vi When Granny Sleeps.

Så samtidig med at jeg gik på Rytmekons, prøvede jeg rigtig meget på at etablere mig som musiker. Jeg gik i skole og tog hørelære og teori og alt muligt, men jeg havde jo haft meget af det i USA, så jeg brugte rigtig meget Rytmekons til netværk, og spillede hele tiden på bl.a. La Fontaine.

Så sker der noget sjovt i starten af 1992, hvor jeg spillede på La Fontaine, og der havde været præsentation på Copenhagen Jazzhouse af det, der hed Den Danske Jazzkreds – det, der hedder Jazz Danmark idag – hvor de sender en masse bands ud at spille. Bagefter kom alle de fede folk så selvfølgelig på La Fontaine for at jamme. Blandt andet Ole Skipper, der hører mig spille og spørger, hvad jeg skal lave de her tre uger i marts? Jeg skulle jo ikke noget udover at gå i skole, men han havde altså en turne med Lillian Boutté, og Søren Frost, der normalt spillede med hende, kunne ikke spille det gig – så jeg røg på tre ugers turné i Tyskland og Sverige, og det var fantastisk! Umiddelbart samtidigt blev jeg så også spurgt, om jeg i maj-juni måned kunne tage til Paris med Nikolaj Hess og en bassist, der hedder Jannik Jensen.

Så jeg fik 3 uger i Paris, og på det tidspunkt bor Niels Lan Doky der. Han kom ind at høre os en af aftenerne, og han var meget begejstret for mig, så vi kommer i snak, og han spørger, om jeg kunne tænke mig at lave en radioindspilning med tenorsaxofonisten Bob Berg. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Så i december 1992 indspillede jeg et radiobroadcast ude i DR-huset med Bob Berg, Jesper Lundgaard og Niels på klaver. Det blev aldrig udsendt som plade – dengang havde man muligheden for at frikøbe optagelserne og udgive en plade, men det blev aldrig til noget. Men det var en fin gestus af Niels, og det var også det, der senere ledte hen til min første udgivelse i eget navn, der hedder “Taking Off”. Den blev indspillet i 1994 på Storyville Records.

Det er hovedtrækkene fra de år, og det gik lidt hurtigt, men der skete meget for mig med den trommestil, jeg spillede, og der blev ligesom bud efter mig. Jeg kom med i en masse forskellige orkestre, blandt andet med Lars Møller. Så jeg var meget ude at spille som ung, hvilket jeg jo meget synes, er dét, det drejer sig om.

Hvordan motiverer du dig idag? Andre musikere eller noget helt andet?
Jeg har mange inspirationskilder, men de tre store er Tony Williams, Jack DeJohnette og Elvin Jones – det er altid deres plader, jeg går tilbage til. Eller plader de er med på: Typisk Blue Note udgivelser med Wayne Shorter, John Coltrane, Keith Jarret – alt det der. Jeg tjekker de nye navne ud, som mine studerende nævner, fx Marcus Gilmore, Eric Harland osv., og de er jo helt vanvittigt gode. Men jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er en anden generation. Jeg tror, Eric Harland er på min alder, måske lidt yngre, og det fede er, at når du ser en video på Youtube med ham, så nævner han også de samme navne. Dertil er der Roy Haynes, Philly Joe Jones, Max Roach, Art Blakey – vi har hele paletten dér! Min bottomline og et af omdrejningspunkterne i min undervisning er, at du skal have en historisk forståelse. Det er ok, at du ikke spiller som Art Blakey, men jeg synes, det er vigtigt, at du kan sætte en plade på, blindfolde folk, og så kan de sige: “ Dét der er Billy Higgins – eller inspireret af ham”. Altså, så man har en historisk perspektivering. Det har jeg altid gået efter, og det er klart, jeg ikke spiller ligesom Billy Higgins, men jeg er meget inspireret af ham og har også transkriberet en masse af hans ting, og jeg har læst en masse om ham – hvad er han for en og hvad kommer han af? Alt det der er jeg stadig meget inspireret af! Personligt bruger jeg mere energi på at lytte til historien og gå tilbage til rødderne. Der kan komme en ny plade med Bill Stewart, og så lytter jeg til den – men jeg vil ikke gå ind og nørde den og lytte til den en million gange på samme måde.

Men for at komme tilbage til spørgsmålet, så er der mange ting, der motiverer mig idag. De sidste 5-6 år har jeg spillet rigtig meget med Jerry Bergonzi på tenorsaxofon, og vi turnerer jo rimeligt intenst. At være sammen med sådan en som ham – jeg synes, det er så inspirerende på mange måder, fordi – også med andre, jeg har spillet med, fx David Sanborn eller Michael Brecker, du ved, kæmpe ikoner – de er så supernørdede, så man tror, det er løgn. David Sanborn rejser rundt med to saxofoner, og tager skruer fra den ene saxofon og sætter over på den anden. De er samme serie og årstal – måske bygget to dage efter hinanden – sådan noget ved han! Og sådan noget, synes jeg, er meget inspirerende. Jerry er tæt på 70 idag, og han bliver bare ved med at søge – nye mundstykker, nye saxofoner. Og så ved siden af er han jo faktisk også en rigtig god trommeslager, går meget op i bækkener og trommer, og har et helt hav af sindssygt fede Spizzichino- og Zildjian-bækkener derhjemme.

Det er det der med sound og lyd, og det, synes jeg, er enormt inspirerende, at folk på det niveau, de sidder ikke bare derhjemme og kigger ud i luften og venter på, at nu skal de på turné igen. Nej, de går og arbejder med det hele tiden.

En tilbagevendende diskussion blandt trommeslagere er, hvorvidt man i det hele taget behøver gå på konservatoriet. Samt en anden gren af det, hvor det diskuteres om fx Rytmekons i København er fagligt nok efter de ændringer, der er lavet – en diskussion, som blandt andet trommeslageren Andreas Svendsen har været med til at gøre opmærksom på.

Andreas er jo en sindssygt dygtig trommeslager, men vi skal også huske, at han har søgt Manhattan School of Music, fordi han jo søger den faglige fordybelse. Der er mange sider af den sag – jeg tænker, jeg blev ansat på Fyn i 1999 – nu får du lige lidt historie igen: Jeg blev ansat som timelærer i 1996, og blandt mine første elever var bl.a. Morten Lund og Kristian Leth, og en der hedder Anders Holm, der spiller med Savage Rose idag.

Anders Mogensen - Trommeslageren.dk - Foto: Gunnar Kristiansen
Foto: Gunnar Kristiansen 2017

Min personlige vinkel – hvordan jeg synes, man uddannelsesmæssigt skal sætte tingene sammen – for mig er det vigtigt med så meget viden som overhovedet muligt! Det, jeg synes, er det største problem ved mange unge, der gerne vil på konservatoriet idag, det er, at de tror, løsningen er der bare ved, at man er kommet ind – men det er først dér, arbejdet starter! Jeg kan lære eleverne mange ting – det vil jeg godt vove at påstå – jeg har et helt katalog af underlige ting, jeg er sindssygt meget inde i, og jeg har også tænkt rigtig meget over, hvad jeg synes, man skal gøre for at nå ens mål. Måske du gerne vil spille med det der fede rockband, men jo mere du ved, om det der vi snakkede om før med historisk perspektivering – det er lige meget, om vi snakker om Tony Williams, John Bonham, Ringo Starr eller Elvin Jones – jo bedre bliver du altså bare til det her ude. Jeg synes, det er vigtigt at få så mange ting som muligt ned i værktøjskassen – dét synes jeg, er konservatoriets opgave at gøre. Jeg synes, det er så vigtigt, at eleverne hele tiden lærer at perspektivere ting. Du ved, jeg siger én ting og åbner en dør – det skulle helst være sådan, at de selv får lyst til at åbne yderligere 10 andre døre. For jeg kan ikke gøre det hele – de kan kun selv gøre det. Det, jeg ser, hvis man tager Morten Lund, Anders Holm eller Kristian Leth, de var jo superfede studerende at have, fordi de tog så meget af sig selv. Jeg kom og viste dem noget, men for det første var de pissegode selv, og for det andet, så hvis vi havde snakket en trommeslager som fx Billy Higgins, og jeg havde nævnt tre plader, jamen, så går de ned og finder 10 plader med ham. Og det er jo sådan, man skal arbejde. Og idag er det så nemt – gå på nettet og udskriv Elvin Jones biografi, og så er det bare ned at finde alle pladerne med ham, og så gå hjem at lytte til dem. Det, synes jeg, er det, man skal forvente af studerende! De kan ikke bare forvente, at her er en tallerken, og den ser sådan ud – og så findes der ikke andre størrelser.. De bliver nødt til at se tingene meget, meget bredere.

Det har jo dybest set ikke noget med konservatoriet at gøre – du kunne jo komme til mig, og så kunne vi gøre de samme ting. Men det er den måde, jeg har tænkt – ihvertfald siden 2004, hvor jeg blev koordinator for den rytmiske afdeling her i Odense – at jeg faktisk havde en interesse i at opbygge et program, der kunne blive en del af det.

Nu du siger Andreas Svendsen – nu tog han til New York, og det skulle sådan én som ham jo også. Hans far er percussionist i Det Kongelige Kapel, og han ved rigtig, rigtig meget – så sådan en som ham skal jo bare ud af landet – ud med ham! Altså for at komme hjem igen og spille rigtig, rigtig fedt – det er der ingen tvivl om! Men lige præcis sådan en som ham, kunne også have haft rigtig meget ud af at gå sådan et sted som Odense. Her skal du jo altså mange forskellige ting, der er meget krævende på et højt plan på alle parametre – der forventes noget af dig.

Bare lige for at have det på det rene, er det så ikke sådan nu, at landets konservatorier alle har forskellige profiler idag?
Jo, heldigvis! Det synes jeg faktisk er det mest positive ved hele det der, der skete på Rytmekons i København for nogle år siden – de laver en helt anden profil, og de gør noget helt andet nu. Og det var fint, for så stod Odenses profil stærkere. Århus gør noget tredie, Esbjerg gør noget fjerde, Ålborg gør noget femte, og på den måde har vi lige pludselig skulle sætte os ned og definere nogen ting omkring – Rytmekons gør lige pludselig noget andet – jamen, så ryster vi også bøtten engang. Det, synes jeg, er positivt!

Men jeg synes, hvis man som trommeslager isoleret set er i tvivl, om man har behov for at gå på et musikkonservatorium – kan man uddanne sig selv? – vi kan jo nævne masser af gode trommeslagere, der ikke har gået på konservatoriet, som klarer sig rigtigt godt. Vi har jo Klaus Menzer og Niels Ratzer – der var ikke noget, der hed konservatoriet, da de var unge – de har jo ligesom lært det et helt andet sted. Alex Riel er også et godt eksempel på det. Eller, han gik jo faktisk et halvt år på Berklee i 1968, så vidt jeg ved. Men de er jo altså også vokset op i en helt anden tid, med en helt anden tilgang på mange måder. Og selvom man går på konservatoriet, er man også stadig nødt til at søge det selv.

Kan du give et eksempel på at søge det selv?
Altså fx da jeg boede i USA, det kan godt være, jeg gik på Berklee, men der var en bar, hvor John Scofield med Bill Stewart spillede en hel uge, som de tit gør i USA – jeg var der hvér aften! Freddie Hubbard med Louis Hayes på trommer – jeg var der hver aften. Forstår du, hvad jeg mener? Det er jo der, man lærer at spille – ved at se og høre dem gøre det. Jeg kan huske, jeg så Adam Nussbaum med Jerry Bergonzi – de spillede godtnok kun en enkelt aften – men ud og se dem. Billy Hart – ud og se dem. Du kan jo godt putte en cd på, men det at gå ud og høre musik live – det er jo ligesom det, det drejer sig om. Det er det, jeg opfatter som fatalt med folk, der er kommet på konservatoriet – “nu er jeg kommet på konservatoriet, så behøver jeg ikke gå ud at høre noget musik..”

Men grundlæggende – det drejer sig fx om at gå ud og høre noget musik. Altså, ikke at drikke sig skidefuld på Roskilde en gang om året, men om at gå ud når det er der. Det, synes jeg, generelt set er ærgerligt – at folk ikke har det der drive. Jeg undrer mig over, hvor er den helt almindelige interesse for, at dét der, det skal jeg bare ned at høre? Og det kan konservatoriet i sig selv ikke gøre..

Anders Mogensen - Trommeslageren.dk - Foto: Gunnar Kristiansen
Foto: Gunnar Kristiansen 2017

Generationer: Hvad har du fået fra de ældre danske generationer, og hvad forsøger du selv at give videre?
Så skal vi tilbage til Holstebro. Deroppe var der en jazzklub, der hed Jass, og de havde bl.a. en festival. Der kunne jeg høre Alex Riel ihvertfald 3-4 gange om året med forskellige folk. Så jeg hørte meget Alex, og på det tidspunkt er vi tilbage i 80’erne. Jeg hørte også Jukkis Uotila, der jo ikke er dansk, men han spillede med Bob Rockwell, der var flyttet her til Danmark. Der i Holstebro var der også tit trommeslagere, som vi glemmer – sådan en som Jeppe Reipurth, som bl.a. var med i Bifrost. Det var nok det mest kendte, han var med i. Men han spillede der med et band, der hed Orbits. Så kom Frontline med Niels Ratzer. Klaus Mentzer var der med et fedt band, som Morten Grønvad havde, der hed Fairytales. Så under den der jazzfestival – Sneakers spillede der også, før de blev kendte – der var også et andet band, med en der hedder Ole Theill, som jeg er meget begejstret for – en af de mest underratede danske trommeslagere. Han er virkelig opfindsom i sit trommespil. Idag er han også kendt for sit tablas-spil. Han var meget fusionsagtig, men på en meget let og distinkt måde – det virkede aldrig tungt. De folk betød meget for mig – at jeg kunne høre dem live. Vi var virkelig musikalsk privilegerede på det tidspunkt i Holstebro, hvad det angår.

Der er også en kort periode, hvor Kasper Winding spillede med Entrance – det hørte jeg desværre ikke live, men hørte det meget – også Kaspers egne plader, hvor han selv spiller trommer.

Det er en ret bred musikalsk inspiration, du har med dig?
Jeg er jo en fusionsfætter, dybest set.. (griner) Det kan jeg ikke løbe fra! Men jeg synes, det er svært – der er rigtig mange gode. Jonas Johansen på Uffe Steens første soloplade – der er en rigtig fed trommelyd på den plade. Og igen Alex på Jens Jefsens “Interval” – der er et legendarisk fedt nummer, der hedder “Balsam”, som jeg også spiller for mine studerende. Vi kan også tage yngre folk som Laust Sonne og Stefan Pasborg.

Men hvordan jeg får det med den danske tradition videre til de unge? Altså, ikke for at forklejne de danske trommeslagere, men jeg tænker hurtigt US-drummers. Altså, hvis du spørger Alex Riel, så vil han jo også sige Elvin Jones i hver anden sætning (griner) – eller Big Sid Cattlet eller Kenny Clarke.

Hvad gør du selv i forhold til øvning idag?
Faktisk, nu er jeg 47, og jeg bekymrer mig ikke om det, men jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at øve og holde det ved lige – hver dag. Hvis jeg er ude at spille hver dag, behøver jeg måske ikke, men hvis jeg har en periode hjemme, så har jeg ihvertfald en halv til en hel time på øvepladen hver dag – simpelthen for at holde ledene ved lige. Jeg var bekymret som ung, hvor jeg tænkte, at hvis jeg ikke øvede i fx tre dage, så var jeg ikke på samme niveau, når jeg kom tilbage – idag er det altså lige så meget alderen, der kræver, at jeg vedligeholder det mekaniske. Hvis jeg rigtigt har tid til at øve mig, så kan du se, jeg har en stak bøger liggende herovre – noget af det underviser jeg efter, og så øver jeg det altså også selv. Lige nu tjekker jeg en bog ud, der skriver rytmer i et andet notationssystem – med fx krydser – og så kan jeg kombinere dem til koordination med de forskellige lemmer. Og når jeg kan det, så vender jeg bare notationen om og starter forfra. Og det er skægt, fordi når jeg starter på sådan en bog, så starter jeg altså også på side ét, hvor jeg ikke kan en skid! Jeg har et arsenal af ting, jeg ved, jeg ikke kan – som jeg gerne vil blive bedre til – og så tager jeg fat i det.

Det er hele livet igennem, du bliver ved med at udfordre dig selv?
Ja, præcis! Optimalt set ville jeg ønske, jeg kunne øve tre timer hver dag – det ville være fedt! Men noget af det, jeg synes er enormt vigtigt, det er at øve sig på at øve sig. Hvis jeg tager i øvelokalet og spiller noget, jeg kan, så kan jeg lige så godt blive hjemme – så jeg prøver hele tiden at tage i øvelokalet og øve noget, jeg ikke kan. Og det har jeg faktisk gjort, siden jeg startede med at øve mig på trommesæt – fokusere på dét, jeg ikke kan. Et eksempel kunne være high life, et Tony Allen -groove, altså noget helt andet.

For et par år siden var jeg i Brasilien og mødte den her fyr, Ne Ne, og han har været trommeslager for Egberto Gismonti gennem mange år. Nu kunne han kun fransk eller portugisisk, og jeg taler ikke nogle af delene. Men jeg købte hans bog, og det er altså meget autentisk! Det kan godt være, man har en metiér, der hedder: “Jeg er jazztrommeslager” – ja, fint, men jeg synes altså, der er så meget i især afro-cubansk og brasiliansk musik, som vi står på skuldrene af. Man skal vide noget om det der, fordi for det første lyder det sindssygt godt, og for det andet så ligger der bare så meget viden om trommesættet i det. De stilarter har altså været en del af jazzen i rigtig, rigtig mange år – tag fx Elvin Jones og Art Blakey. Det er bare et must, at man ved en masse om det og kan spille sådan noget!

Jeg var faktisk ude at spille med en pianist, der hedder Juvenus Santos, der har spillet meget med Hermeto Pascoal. Og det var helt vildt fedt! Han forklarede alle rytmerne, vi skulle spille, med en pandeiro i hånden – bare sådan dér – og så spillede vi. Det er jo vildt inspirerende at opleve – hans groove, det ligger dér. Han spiller alt muligt andet på klaveret, men det kommer altså derfra. Fantastisk oplevelse – jeg var meget, meget inspireret i lang tid bagefter.
Og det er jo hele årsagen til, at vi spiller musik i stedet for at have et ordinært arbejde – hele kicket ligger jo i, at man kan blive ved! Der er hele tiden nye udfordringer.

Anders Mogensen - Foto: Gunnar Kristiansen 2017
Foto: Gunnar Kristiansen 2017

Hvor tænker du selv, at du er på vej hen i fremtiden?
Ned i Føtex.. (griner) Nej, hvor jeg ser mig selv om 5-6 år fx? Altså, det generer mig ikke at booke bands. Når du ser et af mine opslag på Facebook, at nu spiller jeg et eller andet sted, måske et sted i Europa, eller Kina eller Afrika, så er det tit noget, jeg selv laver – og det vil jeg egentlig bare gerne fortsætte med. Personligt er jeg faktisk ret stolt over, at jeg begynder at få sådan en ting, at når jeg laver en turne og ringer rundt – så siger de ja tak, det vil vi gerne have. Jeg spiller hjertens gerne lokalt, men jeg synes også, det er fedt, at jeg kan ringe til en fyr i Hamborg og sige, jeg har dén og dén musiker og det her projekt med dem, som vi kommer ud med – og de så siger fedt, det vil vi gerne have den og den dato. Det hårde, hårde benarbejde med at få etableret sig, få skabt et navn, det begynder at betale sig. Sådan, som jeg har det lige nu, der er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med at være mig i forhold til mange ting – og det vil jeg bare gerne fortsætte med.

Jeg spiller jo meget med Jerry Bergonzi, og jeg er også ude med en fyr, der hedder Walt Weisskopf, og jeg har et projekt med en i Toronto, der hedder David Braid – vi har spillet en turne i Canada, en herovre, en i Kina og nu herovre igen. Senere på året skal vi på en længere turne i Canada igen. Det er jo fedt at lave! Vi kalder det The North, fordi der er en norsk saxofonist med og bassisten er fra Finland – sådan nogen ting vil jeg gerne arbejde videre med. Jeg synes også, det er vigtigt, fordi tit tænker man måske: “Argh, hvorfor kan det ikke bare være mit fede danske band, der kommer ud?” – men det er bare ikke sådan, det fungerer.. Udenlandske klubber – de behøver ikke at få et navn, men de skal have noget eksotisk! Altså, hvis du tror mest på dit danske band, så skal du jo ikke prostituere dig selv – så er det dét, du skal ud med. Men jeg tænker på en helt anden måde idag – man har en masse ting, man sætter i søen: Noget sejler fedt, noget bliver rigtig fedt, og noget bliver mindre fedt.. Men generelt, jo flere år jeg spiller, jo federe bliver musikken jo også generelt set. Det er sådan, jeg ser mig selv – bare blive ved med at gøre tingene. Det er med hele verden som arbejdsplads.
Jeg synes, den kombination jeg har til daglig, hvor jeg er rigtig meget ude at spille, og så underviser rigtig meget – det kan jeg rigtigt godt lide. Jeg er også meget ude som censor på MGK og konservatorier rundt omkring. Det er jo altsammen at få lov til at arbejde med musik på meget, meget højt plan – hele tiden. Det kan jeg jo ikke rigtig brokke mig over.. (griner)

Som afrunding, hvad vil du sige til de danske trommeslagere derude – hvad er det vigtigste som trommeslager?
Selvindsigt – at have indsigt i sig selv, og hele tiden at have fokus på at dygtiggøre sig selv! Det synes jeg er det vigtigste – hele tiden at blive bedre, og hele tiden at få mere forståelse for sin musik, samt hvad man gerne vil med musikken. Selvindsigten går igen i det hele.

Læs mere om Anders på www.andersmogensen.dk

Per Simonsen, 2017.

Kommentarer

Debat om Jeg udfordrer mig selv hele livet

Vi har 8 kommentarer om denne artikel indtil videre.

  1. ChristianVest ChristianVest

    Fandme en fed artikel! Fyldt med vise ord og tilgange til trommespil :) Meget inspirerende! 

  2. Per Per

    Tusinde tak skal I have! Det var superhyggeligt og meget lærerigt at snakke med Anders :-)

  3. Mr. Moth Mr. Moth

    Tak for en super god artikel. Jeg blev undervist af Anders tilbage i midt 90'erne da jeg gik på MGK og det var en meget lærerig periode. Altid inspirerende undervisning, hvor vi talte lige så meget musik og trommeslagere som vi lavede faktiske trommeøvelse. For vi ER musiker og ikke "kun" trommeslagere. Det har virkelig haft betydning for min musikalske virke. Tak Anders :)

  4. jonaslind jonaslind

    Tusind tak for en en rigtig spændende og interessant artikel, Per. Meget inspirerende.

  5. Per Per

    Tusinde tak, Jonas og Moth. Det er nemlig musikken, det drejer sig om! :-)