Sådan laver du et nittebækken

Nitter til bækken - Trommeslageren.dk
1) Vælg den type nitter du bedst synes om.

Tekst og fotos af Per Simonsen, 2008

Står du og overvejer nitter i et bækken, men ikke rigtig ved om du tør, fordi du ikke ved hvordan – så læs med her!

Allerførst skal siges, at denne artikel er baseret på egne erfaringer fra efterhånden en hel del bækkener. Jeg har selv læst alt, hvad jeg kunne om emnet på diverse fora, og så prøvet mig frem – og ikke ét ødelagt bækken endnu, så et eller andet må jo være gjort rigtigt. Jeg anbefaler, at man læser artiklen helt igennem, inden man tager hul på projektet.

2) Slå an og føl med en finger…

Man skal overveje, hvilken type bækken man vil sætte nitter i. Generelt bevarer tykkere bækkener mere anslag og får en mere ”rislende” lyd, mens tyndere bækkener koger mere op og får en mere ”sizzlende” lyd. En speciel kategori er flatrides, der har et virkelig godt stikanslag og ikke koger så let op. Dette gør dem velegnede til nitter, og jeg har til illustrationen af denne artikel valgt et just nyanskaffet et af slagsen.
Dernæst skal man overveje, hvilken type nitter, man vil sætte i bækkenet. Jeg har gode erfaringer med Zildjian og Bosphorus nitter, men der er mange flere gode nitter på markedet. Zildjians nitter er lidt tungere, og laver lidt mere lyd end Bosphorus´nitter – men det er en smagssag, hvad man bedst kan lide. Bosphorus´nitter har den fordel, at de er splittet på forhånd, så de er nemme at sætte i og tage ud igen.

3) Klynge med tre nitter.

Når du har fundet det bækken og de nitter, du vil bruge, skal du have værktøjet frem. Du skal bruge:
– din ene pegefinger (!)
– sprittusch
– skydelære
– hammer og en spids kørner
– boremaskine og metalbor
– sandpapir

4) Markér hvor nitterne skal være.

Først sætter du bækkenet på et stativ, slår det an med hånden og kører pegefingeren fra klokken og ud til kanten af bækkenet. Prøv dette et par gange for at være sikker – der hvor bækkenet vibrerer mest, skal nitterne være! Det er typisk 2-4 cm fra kanten.

Dernæst skal du overveje, hvilket mønster nitterne skal sættes i. Traditionelt set sætter man typisk 1) enten 3 nitter ved siden af hinanden i en ”klynge” – dvs. på linie med 2-3 cm mellemrum, 2) 4 eller 6 nitter jævnt rundt om bækkenet – med lige lang afstand mellem alle nitter. Klyngen siges at give en mere ”fokuseret” lyd, den ”jævne” fordeling siges at give en bredere lyd.

5) Markér med en kørner.

Så måler du op og mærker af med en sprittusch. Bare en lille prik, der hvor nitterne skal være. Nogen bækkener drejer sig naturligt på stativet, så de altid vender samme vej – i dette tilfælde vil jeg altid sætte nitterne i den side, der vender bort fra mig selv, fordi jeg ikke synes, det siger godt, hvis man rammer selve nitten, når man spiller…

Der har været flere diskussioner om, hvorvidt det var mere farligt at installere nitterne i samme ”rille” i bækkenet, men jeg har endnu ikke oplevet nogen forskel eller flækkede bækkener pga. dette. Endnu en myte er, at nittehuller ændrer bækkenets lyd – dette er i hvert fald ikke hørbart, så ændringen er for mig at se kun kosmetisk.

Tilbage til operationen: Læg nu bækkenet på et jævnt og gerne lidt blødt underlag – et almindeligt tæppe er fint. Med hammer og den spidse kørner laver du nu et lille hak i hver prik, du har sat med sprittuschen. Dette gør, at boret ikke glider, når du skal til at bore! Med skydelæren måler du nu kroppen på dine nitter – endelig ikke hovedet, for så ryger nitten igennem – og tag det metalbor, der ligger tættest på den målte størrelse. Der er ingen grund til at vælge et større bor, for boringen gør automatisk hullet en smule større end selve boret, så der bliver altså fint plads til, at nitten kan bevæge sig.

6) Hul efter boring.

Nu kommer vi til selve boringen! Læg bækkenet på et fast underlag med et stykke træ under, så du ikke borer ned i underlaget. Jeg plejer at lægge bækkenet på gulvet, for på denne måde kan jeg holde et knæ på bækkenet, så det ikke rykker sig under boringen. Sæt boret i hakket, du har lavet med kørneren, så du er sikker på, at boret ikke glider. Hold godt fast og hav en rolig hånd – det kan tage et lille stykke tid at komme igennem, men hellere brug 10 sekunder mere end at presse noget igennem! Det er ikke unormalt, at boret hænger fast i metallet, når du bryder igennem til sidst; så plejer jeg at bore ”baglæns”, så boret kommer ud, og derefter bore færdigt fra den anden side.

7) Nitte sat i.

Nu skulle du gerne have et fint lille hul, hvor du blot skal pudse kanten på hullet af med lidt sandpapir, da det nemt kan have lidt grater siddende – så er det klart til at få installeret en nitte! Vent dog med at installere nitter, til du er helt færdig med at bore de huller, du vil – det gør det lidt nemmere at arbejde med.

Jeg har selv gjort det, at jeg har nøjes med et enkelt hul først for at prøve lyden af. Hvis jeg så har kunnet lide lyden, har jeg taget nitten ud igen, boret de andre huller ud og installeret nitter i alle hullerne til sidst.

Dette er mine erfaringer for en god og sikker arbejdsmetode, så – please do try this at home!

(Alt ødelagt værktøj, bækkener mm. i forbindelse med afprøvning af rådene i denne artikel, må tilskrives fummelfingrethed og forfatteren til denne artikel kan ikke drages til ansvar herfor! ..)

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!