Vedligeholdelse

Vedligeholdelse af trommer - trommelageren.dk

Med tiden hvor støv, røg og fulde folks ølsjatter har sat sine spor på ens trommer, kan det være en god ide med lidt rengøring.

Lak
For at rengøre lakken på dine trommer anbefaler vi at du bruger en blød klud, samt helt almindeligt sæbevand. Tag kluden og fugt den med sæbevand, og rengør dernæst trommen de steder du ønsker det. Men undgå at fråse med vandet. Du kan risikere at beskadige trommen hvis du “hælder” vand ned i den.

Oplever du særligt besværlige fastsidende pletter, kan du bruge noget helt almindeligt husholdnings sprit. Påfør kluden lidt sprit, og gnid forsigtigt de indtørrede ølsjatter eller lignende ubehageligheder væk.
Af hensyn til din lak bør du nok lige tjekke på et “usynligt” sted, at din trommes lak kan klare spritten. Oplever du at spritten “trækker spor” i lakken, især efter at spritten er fordampet (og du er kommet i lidt bedre humør ;-), tager du blot en tør blød klud og fjerner disse. Men først efter at alle “hårde” rester er opløst og fjernet.

Reifer, spændehuse og metal
Al hardwaren kan du med fordel give samme omgang, dvs. blød klud og sprit. Desuden kan du jo lige tjekke dine skruer. Hvornår har du sidst givet dem fedt – nej vel? Hvis du ikke giver dine skruer fedt en gang i mellem, så kan du i værste fald risikere at gevindet forsvinder helt. Køb derfor en dåse fedt og kom i gang. (kan købes for ca. 30 kr. i et hvert byggemarked, og så har du nok fedt til de næste 25 år!) Tag “han” delen, dvs. gevindstangen, dyp den i fedtet, men lad være med at tage for meget. Der skal ikke ret meget til. En sidegevindst ved dette er, at dine skruer nu igen føles som nye at dreje på.

Bækkener
Selvom bækkenerne har deres egen afdeling her på siden, så slipper de ikke for at blive nævnt her.
Når det kommer til vedligeholdelse af bækkerner, er der delte meninger om hvad der er bedst. Nogle trommeslagere synes at deres bækkener skal se nye ud, og pudser dem derfor ofte. Til formålet kan man købe noget specielt pudsevæske (hvilket er ret dyrt, red.). Der er forskellige erfaringer rundt omkring med andre mere gængse “slibe” midler, og det siger næsten sig selv, at man virkelig skal være varsom. Personligt har jeg engang dummet mig med noget “Brasso” – et gængst slibemiddel til messing – og derved ødelagt en Sabian hihat totalt. Med den erfaring rigere er jeg kommet til den konklusion, at det er bedst helt at lade bækkerne være. Jeg vil næsten gå så langt som at sige: jo mere patina, jo bedre. Det er som om at alderen og “skidtet” er med til at gøre dem endnu bedre. Når det så er sagt, så kommer man ikke uden om at selv samme patina fjerne mange af de høje overtoner som bækkenet har når det er nyt. Er man opsat på at de skal være der efter af man har spillet med bækkenerne igennem et par år, ja så slipper man nok ikke for at rengøre.

Skulle du være så uheldig at dit bækken revner, så er der faktisk en lille hjælp at hente. Find en person der har tjek på at arbejde i metal og få vedkommende til – med en vinkelsliber – forsigtigt at skære ud i bækkenet, lige omkring revnen. Sørg for at lave en blød bue. Med denne udskæring forhindrer du revnen i at blive længere, og samtidig fjerner du evt. de mislyde, som revnen måtte have foresaget. Vær opmærksom på, at opvarmning af bækkenet er en dårlig ide. Faktisk kan du ødelægge bækkenets klang fuldstændigt ved at varme det op, hvorfor den omtalte operation også bør foretages på så kort tid som muligt.

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Ingen kommentarer endnu - vær den første til at kommentere dette emne!