Anmeldelse af Michel Camilo Trio koncert

Af Anders Senderovitz

– featuring Horacio “El Negro” Hernandez
Århus Musikhus, 19. juli 2002

Michel Camilo: piano
Anthony Jackson: bas
Horacio ”El Negro” Hernandez: trommer

Hvis man får tilnavnet ”El Negro” på Cuba, er det ensbetydende med den største hæder. Kun det ægte ”møgsvin” får den ære at blive kaldt ”den sorte”. At Horacio Hernandez, selv fra Cuba, har fået det, er ingen årsag til undren. For hvis man blander følgende ingredienser:

– en benhård cubansk percussion trio
– Vinnie Colaiuta’s trommeteknik
– den fede tromme- og bækkenlyd
– Alexander Kølpin’s graciøsitet
– indholdet af ”Dynamikkens ABC”
…og en pokkers masse musikalitet og god smag, ja så har man Horacio!

Han har da også spillet med et utal af kunstnere og i en masse forskellige stilarter. Der er langt fra Santana’s store stadionkoncerter til det indforståede triospil med Michel Camilo, men det rører ham ikke.
Har man været til koncert med Michel Camilo før ved man, at det ikke bliver kedeligt. Michel Camilo har taget det rytmiske klaverspil til nye højder, med sit forrygende, teknisk overlegne jazz/latinspil. Michel Camilo spiller som han nu gør, og der er sikkert masser der synes han spiller for meget, men hvad, det er SÅ musikalsk og sikkert hvad der kommer fra hans hænder; fra smukke ballader over standards til onde op-tempo salsa tumbaos.

Michel Camilo har siden sit store gennembrud i 80’erne haft forskellige triokonstellationer. Skiftende bassister og trommeslagere har været inde og er fløjet videre. Den legendariske amerikanske funk/fusionsbassist Anthony Jackson har været med i flere omgange, og komplimenterer Michel Camilo perfekt! Teknisk såvel som musikalsk er Anthony Jackson i verdensklasse. At det også er ham der ”opfandt” den 6-strengede el-bas, er en anden sag. Blandt de trommeslagere Michel Camilo har benyttet tælder Dave Weckl, Joel Rosenblatt, Cliff Almond og altså nu Horacio Hernandez. Denne anmelder har altid ment, at det ville være svært for andre trommeslagere at overtage efter Rosenblatt. Han og Camilo havde et nærmest telepatisk sammenspil, men Horacio overtager og…..vinder! Den perfekte trommeslager, for en pianist der selv er SÅ percussiv i sit spil. (De fleste trommeslagere ville misunde Camilo’s ”dobbeltslag” på klaveret!) Telepatien mellem Michel Camilo, Anthony Jackson og Horacio Hernandez er stærk.

Med en sjælden sans for dynamik og tematisk forståelse akkompagnerer Horacio de – ikke altid lette – melodi- og arrangementspassager, og følger så absolut til dørs, i akkompagnement af solo. Som trommeslager har man naturligvis de store runde trommebriller på, når man sætter sig til rette i det bløde sæde sådan en aften. De duggede…. Hver gang – og det var mange – der var trommesolo, havde man den samme fornemmelse man havde da man var dreng, lige var begyndt at spille, og hørte Gadd, eller andre af ens helte.

Dybt forankret i den afro/cubanske rytmetradition, blev musikalske, komplekse rytmefigurer man ellers kun hører spillet på congas eller timbales, spillet med største overbevisning på trommesæt. Med respekt for traditionen, men SÅ moderne og hipt som noget. Og – naturligvis – med en clave kørende, enten i en af fødderne eller i en af hænderne…..skræmmende!

Men det hele var ikke bare derudaf-tromme-porno. Smukke ballader og standards blev fulgt luftigt og swingende på vej. Både på musikkens og ikke mindst trommernes præmisser, var det en uforglemmelig aften! Og for de trommeslagere/læsere der endnu ikke er bekendt med El Negro……..lyt og lær.

….åhja, man slipper vel ikke for at kommentere det gear han brugte. Godt nok sad jeg lidt oppe i salen, men kunne da genkende et Silversparkle Pearl sæt. Hvilken serie kan man sikkert slå op i Modern Drummer, ligeledes hvilke bækkener og percussioninstrumenter han benytter. Men hans lyd var god. Meget god!