Claus Thylstrup: Funky Crossover Fill

Claus Thylstrups Trommetips

Denne lektion bliver den første i en række af lektioner fra min hånd. Jeg vil i fremtiden blandt andet komme omkring emner som opvarmning, grupperinger, hvordan du spicer dit groove op, etc. – og så selvfølgelig en masse fills!

Lektion 1

Funky fill med en cool visuel effekt – Niveau: Øvet/Avanceret
Dette fill er baseret på grupperinger af 6 slag, spillet over 32. dele. Jeg har orkestreret fill’et på hi- hatten, gulv-tammen og stortrommen hvilket giver mulighed for at krydse hænderne over. Dette resulterer i en meget udtryksfuld visuel effekt som – efter min erfaring – kan have stor positiv afsmitning på publikum. Fill’et afsluttes med et hurtigt 16.dels åben/luk på hi-hatten, hvilket giver det en funky slutning.

Fill’er er en variation af et mønster fra min trommebog – Creative Development – Patterns & Fills – som jeg har videreudviklet med dette som resultat.

Claus Thylstrup - Node 1 - Trommeslageren.dk
Grundsticking

Sådan gør du
Hvis vi hiver det egentlige mønster og gruppering ud fra ovenstående, ser det i sin mest enkle form sådan her ud. Det giver mest mening noteret som trioler, hvilket også gør det mere håndgribeligt.

Så nu er det pludselig en figur mange kender i forvejen. Hvis du ikke kender, eller har spillet denne figur før, vil jeg anbefale at starte med at øve den. Start langsomt for at få en forståelse for grupperingen i relation til pulsen og tempoet. Hvis du kender figuren er det bare at gå i gang med det egentlige fill.

Claus Thylstrup - Node 2 - Trommeslageren.dk
Orkestrering af fill

Med fills som disse er det vigtigt at øve dem meget langsomt op med brug af metronom. Dette for at sikre sig at alle slag ligger hvor de skal og føles “godt” dvs. at det har en rullende lyd og feeling. Specielt skal du være opmærksom på at stortrommeslagene er helt jævne og lige kraftige, samt de krydsede hænder.

Personligt bruger jeg ikke dette fill særligt ofte, med mindre det passer ind og jeg ved at det er ønsket af bandet eller artisten. Når det så er sagt, vil det at du øver det og har denne slags fills og mønstre med i tasken, hæve dit generelle tekniske niveau og din rytmiske forståelse, hvilket vil sige at du slår to fluer med et smæk.

Se evt. mere om min trommebog Creative Development – Patterns & Fills, på Facebooksiden af samme navn.

Du kan i øvrigt hente denne artikel som PDF her: Claus Thylstrup – Funky crossover fill PDF

Rigtig god fornøjelse!
Claus Thylstrup

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar