Hej.
Jeg vil også understrege at hvis det er helt galt eller bliver ved, skal du gå til lægen. Hvis ikke, så læs videre.
Det kunne lyde som en mindre overanstrengelse af seneskederne i håndleddet, så de derved er blevet inflammeret og muligvis har du også tiltusket dig en tennis/golf albue. Hvis det er meget udbredt, vil det også kunne "knirke" i håndleddet, som når man går i nyfalden frostsne.
Jeg vil ikke ligge hovedet på blokken, eftersom jeg ikke har undersøgt dig, men uanset hvordan, skal du i hvert fald tage det seriøst- det KUNNE nemlig godt gå hen og blive til noget længerevarende og det er f..... surt som trommeslager.
Jeg kender en metode som har hjulpet mig selv, og som jeg i mit job som idrætsmassør og zoneterapeut, også har gode erfaringer med.
I første omgang skal du holde den i ro i ca. 72 timer. Tag evt. et støttebind på, hvis du har svært ved at holde den i ro. Hvis der skulle opstå smerter, kan det som regel klares med isterninger og lidt vand i en frysepose så kulden fordeles bedre. Det skal sidde på i 15-20min. pr. time til smerterne er væk- husk ikke at komme det direkte på huden! Når smerterne er væk, kan du begynde at strække forsigtigt ud. Det gør du ved at starte med at rulle hele vejen rundt i håndleddet uden belastning- altså løse håndled , det virker lidt fimset- i 3-4min. eller til du mærker en lettere træthedsfornemmelse. Nu kan du begynde på selve udstrækningen. Husk her på, der ingen smerte må være- stræk eller "træningsømhed" er ok.
Du skal strække i 3 retninger. Undersiden af underarmen strækker du lettest ved at stille dig ved en bordkant og placere håndfladerne på bordpladen med de yderste led på fingrene stikkende ud over bordpladen og vendt mod dig selv. Du skal sørge for at albuerne er strakte. Stræk så ved at vippe/gå lidt tilbage, håndfladerne skal hele tiden være i fuld kontakt med bordpladen. Du skal kunne mærke et stræk op mod albuen. Hold strækket i 25-30 sek. og øg evt. strækket uden huggende bevægelser. Ryst håndleddet lidt.
Nu er det oversiden af underarmens tur. Knyt hånden med håndryggen opad, stræk albuen, og tag fat i knytnæven med modsatte hånd. Træk håndleddet nedad og ind mod dig selv og igen- hold strækket i 25-30 sek. og øg evt. strækket uden hug. Det er vigtigt du bliver ved med at knytte hånden og holde albuen strakt, ellers får du ingen strækeffekt. Har du aldrig prøvet denne øvelse før, kan det, hos nogen, godt være endog meget ømt, men det vil mindskes efter lidt tid. Ryst igen håndleddet lidt.
Hold ud lidt endnu, vi er godt halvvejs igennem!
Sidste øvelse tilfalder vor kære tommelfinger. Hold armen strakt så tommelfingeren peger opad, knyt hånden, denne gang med tommelfingeren inde i næven. Vip nu håndleddet nedad, igen hold strækket...bla, bla. Du kan ved denne øvelse evt. justere lidt ved at dreje håndleddet en smule til siderne.
Tillykke! Du er nu kommet igennem akutfasen.
Efter akutfasen tager du et smut på apoteket. Køb en tube voltaren gel og en rulle bind.
Masser nu gel på underarmen op til lige over albuen. Hånden og tommelfingerballen skal også have en tur. Pak nu hånd, tommelfinger, håndled og underarm ind i bindet og sov med det natten over. Det skulle gerne afhjælpe problemet!
Strækøvelserne kan du altid bruge efter spil/øvning.
En sidste ting- det er bedre at øve teknik f.eks. 30 min. hver dag end f.eks. 3 timer en gang om ugen.
God fornøjelse og god bedring!