Musikliv + Familie...


difquin
 Share

Recommended Posts

Titlen siger måske det hele, men her er lidt (hudløst ærligt) baggrundsstof:

 

Jeg blev far får knap et år siden, og udover det selvfølgelig er lykkeligt i sig selv, så har det også givet væsentlige udfordringer. Jeg har almindeligt fuldtidsarbejde i hverdagene og spiller ved siden af i band med anden udgivelse (originalmusik) på trapperne. Jo ældre min datter er blevet, jo mere bøvlet er det blevet, at kunne retfærdiggøre 1-2 aftener om ugen, hvor jeg er med bandet (enten i studiet eller øveren) fra 17 til 21. Det har også lagt et pres på min kone (stadig på barsel), som synes jeg vælger familien fra og kun prioriterer mig selv. Det er en rigtig hård nød, for bandet er på en måde også min baby, jeg har været med til at skabe fra bunden. Men jeg har sgu' svært ved at se, hvordan det skal kunne fortsætte, som det gør. Mit band har et ret højt ambitionsniveau med et hav af spillejobs i horisonten, og det kræver et solidt engagement og meget tid at kunne holde dampen oppe.

 

Hvad gør I andre, der har egen familie og originalband? Drosler I ned og får hyggeband til en øver hver 14. dag med et par bajere og covernumre, eller holder I fast i originalmusikken men føler jer som røvhuller, når I lader familien sejle derhjemme?

 

:huh:

  • Upvote 1
Link to comment
Share on other sites

Jeg har så genoptaget originalmusikken efter jeg er blevet far.

 

Ja, det er en kæmpe udfordring at få plads til begge dele. Een ting må du nok gøre dig klart, du kan ikke give musikken lige så meget som du gjorde før, ikke hvis familielivet også skal fungere.

 

Jeg har meldt klart ud til de andre i mit band (ingen af dem har børn, endnu), at jeg ikke bare kan hoppe og springe fra tid til anden, da det også er vigtigt for mig at bruge tid på min familie.

 

Vi øver så kun een gang om ugen, så den del volder sjældent problemer, det er mere spillejobs. Især når de ligger på en torsdag, hvor der er arbejde og aflevering af unger dagen efter.

 

Nu har jeg jo langt fra det endegyldige svar, men tror at hvis du vil fortsætte med musikken på fuld damp, så kræver det enten en MEGET forstående kone/kæreste, eller at du bliver single.

Der findes folk der får det til at køre, men jeg nægter at tro på, at det ikke er uden en eller anden form for svigt, enten hos bandet eller hos familien.

Link to comment
Share on other sites

Ja det er jo klassikeren, desværre. Hvis vi holder fast i familien som højeste prioritering. Så står valget mellem at drosle musikken ned, eller kvitte jobbet og leve af musikken. Den for mig vigtige, men ubekendte faktor er din kone. De fleste kvinder synes det er spændende at leve med en musiker, de færreste har psyken og energien til rent faktisk at kunne gøre det. Træf valget inden problemerne bliver kørt op i en spids. Husk vi kan sgu ikke få det hele her i livet, jeg personligt valgte jobbet fra, økonomien fik laveste prioritering.

Dette er den hurtige og upædagogiske udgave.

Link to comment
Share on other sites

Vi har altid haft øvere efter kl. 20 hvor det hårde pres er aftaget.

 

Men det handler i høj grad også om at give plads til egne udfoldelser udenfor familien. Jeg har fra starten af mit forhold sagt at der skal være plads til musikken og at det er/var et urokkeligt krav, som jeg ikke veg fra, da det betyder rigtigt meget!!!

 

Det betyder tilgengæld at jeg takker nej til rigtigt mange udfoldelser i form af byture og lignende, men det er jo også bare penge ud af vinduet og efterfølgende hovedpine :gross:. Sparer mine aftener til vigtige koncerter, både dem jeg selv spiller og dem jeg gerne vil se!

 

I må tage en snak om retfærdigheden i hendes udsagn om prioritering af familieliv, for den er sq ikke helt fair. Andre spiller badminton, fodbold eller noget andet der er i deres interesse og det skal der sq være plads til...

 

Det handler jo også om at hvis ikke du udøver din musik, vil du vandre rundt som en løve i et bur, frustreret over ikke at lave det du i virkeligheden holder af!

 

Held og lykke med det og husk også at forstå hendes synspunkter!

 

Nimbas

Link to comment
Share on other sites

Hej Jonas!

 

Måske indeholder dette gentagelser, da jeg ikke har taget mig tid til at læse de forrige indlæg:

 

Jeg mener, det er meget vigtigt at forblive et helt menneske uanset hvilke udfordringer, der dukker op i din tilværelse.

 

Hvis du oplever det som væsentligt for dig at spille musik, skal du selvfølgelig blive ved med det, fordi du ganske enkelt bliver en gladere person af det, end hvis du holdt op.

 

Børn er en stor udfordring for familielivet; men hjemme hos os har vi fokuseret meget på at give plads til hinanden og frihed til det, kæresten oplever som livets salt.

 

Held og lykke med det

Claus

  • Upvote 1
Link to comment
Share on other sites

Bandet/musikken er jo din anden kæreste og det har det sikkert været længe før, både børn og koner kom til.

 

Jeg kan kun tale for mig selv, men hvis min musik blev ned prioriteret, så ville jeg blive en bitter person og dermed en dårlig kæreste. Musik generere strøm til overskudsbatteriet og det er ihvertfald vigtigt at mine omgivelser er helt klar over det.

 

Iøvrigt er det pisse sejt at have en far som spiller musik

 

Erik

Link to comment
Share on other sites

Den ER svær, men i bund og grund handler det vel om at give plads til at udøve det der gør jer til de personligheder i har kastet i familie/ forholds puljen fra starten af- jeg går ud fra du spillede musik da i mødte hinanden, og konen har måske også haft en eller anden fritidssyssel- det bør der, efter min mening være plads til.

Det handler ikke om at fravælge familien, tværtimod. Det handler om at vælge musikken til, så du i stedet får et personligt overskud til at berige familien, og dermed undgår et fravalg eller et ultimatum såsom: Det er os eller musikken!

Som Nimbas siger, kommer man til at gå rundt som en løve i bur- og det er ikke fair for nogen.

Om det er original musik eller kopi man spiller, betyder ikke en skid i den sammenhæng. Er man et jobspillende band, tager det noget tid fra familien, ja, men så husk at tage morgenbrød med hjem efter jobbet- og måske en lille dusk-et-eller-andet- flora. Har man spillet et fedt gig, har man også overskud til det, og konen er stadig glad når man står op en gang henad middag og fortæller hende, med julelys i øjnene, om hvor fedt det var igår og om man ikke lige skal tage datteren, mens hun er til zumba og efterfølgende cafebesøg med hendes latte-drikkende veninde!

Håber i får løst udfordringen. Held og lykke.

De bedste hilsner

Steen

Link to comment
Share on other sites

Hej Jonas!

 

Måske indeholder dette gentagelser, da jeg ikke har taget mig tid til at læse de forrige indlæg:

 

Jeg mener, det er meget vigtigt at forblive et helt menneske uanset hvilke udfordringer, der dukker op i din tilværelse.

 

Hvis du oplever det som væsentligt for dig at spille musik, skal du selvfølgelig blive ved med det, fordi du ganske enkelt bliver en gladere person af det, end hvis du holdt op.

 

Børn er en stor udfordring for familielivet; men hjemme hos os har vi fokuseret meget på at give plads til hinanden og frihed til det, kæresten oplever som livets salt.

 

Held og lykke med det

Claus

Hej Jonas.

 

Jeg er meget enig med Claus her. Jeg har selv store børn (den ældste er sørme lige blevet diplom-ingeniør, OG også trommeslager (medlem SKOefoed).

Energien du får fra spilleriet, mener jeg udløses som at du bliver en bedre far (er jeg sikker på). Som Claus skriver: livets salt!!

 

Spændende og hudløs ærlig tråd du har oprettet her: stor respekt for det. :tu:

Jeg vil følge den med stor interesse. Ikke fordi jeg har samme udfordring med mine voksne børn, og en meget forstående kæreste, der bakker 100% op om mit (cover)spilleri :kiss:

Link to comment
Share on other sites

Meget interessant debat.

 

Efter der kom småfolk i huset, så har musikken fyldt meget, men vel at mærke i hovedet. Jeg skal spille musik, that's it. Men frekvensen er til debat. Jeg har valgt kun at spille covermusik, og i et band, hvor der kun er 5-6 jobs om året.

Jeg er primært "øvelokalemusiker", hvor guleroden er at komme ud engang imellem og få vist det musikalske flag. Jeg vil gerne kunne bruge weekenderne med familien, men det er mit eget valg og ikke konens.

Vi har en forståelse for hinandens liv og indhold, men har også valgt et liv sammen.

Det er rigtig svært at have en fritidsbeskæftigelse ved siden af fuldtidsjob og familie, og det er desværre de færreste, der kan leve af det. Derfor valgte jeg "det vilde musikerliv" fra i sin tid.

 

Men du skal nok mærke efter, hvor vigtig en prioritering de forskellige dele har (familie, konen, barn/børn, øvrig fritid osv.) Og så sammen med konen finde den bedste løsnning for jeres familie.

For du skal heller ikke havne som løven i buret.

Link to comment
Share on other sites

Fed tråd Jonas - har selv tænkt på at oprette en lignende tråd, men det er kun blevet til tanken indtil videre.

 

Med fare for gentagelser, er her den model det er endt med for mig:

 

Jeg er far til 2 dejlige unger under 3 år, er folkeskolelærer på fuldtid, med alt hvad der dertil hører af skiftende arbejdstider og stadigvæk slager i et "original-band"

 

Da jeg blev far for første gang, november 09 - var der lidt stilstand i bandet, da vi manglede en bassist, og da der grundet komplikationer ved fødslen kom til at gå næsten 4 måneder før jeg var klar til at øve igen, var der lagt i kakkelovnen til en god snak om bandets fremtid.

 

Det blev til, at vi droslede ambitionerne ned, så der kun blev øvet samlet en aften om ugen. I perioder øver bandet en ekstra dag uden mig, hvor der bliver arbejdet med 2. stemmer og skrevet udkast til nye numre. Dette passer mig fint, da vi skriver alle numre i fællesskab, og der til tider gik alt for lang tid, hvor guitaristerne nørdede riffs. Nu er det sådan, at hvis de finder på noget nyt mens jeg ikke er der, bliver det optaget på en zoom og lagt i vores fælles dropbox, så jeg kan lytte på ideerne og tænke trommer til de nye numre inden næste øver.

 

Aftalen med bandet hedder, at man til ehver tid kan melde fra til øver, hvis det pgs. familien, så længe det ikke er hver gang.

 

Jeg har, som flere andre også nævner, valgt at skære drastisk ned på alt hvad der hedder fest og byture, for at der kan være plads på good-will kontoen til spillejobs, og da vi ikke har mere end højst 10-12 jobs om året som det ser ud for tiden, kan det godt accepteres af konen.

 

Da vi fik nummer 2 her i november sidste år, spidsede situationen en smule til, da det er svært at være alene hjemme med 2 så små børn, der ikke skal puttes på samme tid, så også her var der et par måneders pause. Heldigvis har jeg fået lavet en aftale med svigerfar, om at kommer forbi til aftensmad hver onsdag før jeg skal til øver, og bliver indtil begge unger sover. På den måde har jeg stadigvæk mulighed for at øve på ugentlig basis.

 

Min kæreste har langt henad vejen været forstående, og da hun oplevede hvor rastløs jeg blev efter ikke at have øvet i et par måneder, var hun ikke svær at overtale til en øver om ugen - det var ligesom at holde op med at ryge iden periode hvor jeg ikke fik min dosis trommer, jeg var småsur, irriteret og langt hurtigere til at fare op over småting - man er åbenbart tromme-junkie.

 

Så du er absolut ikke alene om at have svært ved at få det hele til at løbe rundt. For mit vedkommende, er det efterhånden ved at lande med den nuværende ordning, og det er kun sjældent at jeg oplever det som en begrænsning. En enkelt undtagelse er dog i forbindelse med tid i studiet, hvor jeg i denne omgang har været ude i, at lægge trommespor ind fordelt over 2 søndag eftermiddage, og stort set ikke været tilstede når de andre har indspillet - der savner jeg sgu' hyggen ved at "flytte sammen" i en uge i studiet og hygge med drengene mens der bliver indspillet - men det er en lille ting ift. glæden ved at være far.

 

Jeg er en både glad og stolt far, og har ikke fortrudt at jeg har valgt at prioritere familien over musikken.

 

Tak for en fed tråd.

 

Dok.

Link to comment
Share on other sites

Meget spændende tråd, det er ikke aktuelt for mig endnu, men kunne da tænkes at blive det inden for få år. Netop det leder mig frem til mit spørgsmål: Min første tanke da jeg læste dit indlæg var: Talte i ikke om prioriteter inden i besluttede at få et barn? (hvis altså det var en beslutning i tog og ikke en "smutter")

Link to comment
Share on other sites

Tak for god debat! Jeg kan læse, at der er mange måder at håndtere det på, men jeg ved godt, at det kun kan være inspiration. Ingen familiesituationer er ens, men fællestrækket lyder til at være, at man skal fortsætte i det omfang det kan forsvares - frem for at droppe det helt, og ende som en bitter rastløs person.

 

Min situation er lidt mere bøvlet end først nævnt, da konen i forvejen er arbejdsløs og selv har skåret alle ikkefamilie-relaterede aktiviteter væk til fordel for familien. Det får min "fritidsinteresse" til at virke endnu mere egoistisk, og det gør det endnu sværere at forsvare.

 

Jeg kan sikkert køre skibet videre og holde mig på nogenlunde god fod med fruen, men jeg forudser der kommer en dag, hvor bandet får tilbudt en 14 dages turné med et større band rundt i Europa. Jeg skider sgu' lidt i bukserne ved tanken! for jeg vil ikke kunne sige blankt "nej" til bandet og jeg vil ikke kunne sige blankt "beklager" til familien. Resten af bandet er +/- gearet til at smide alt de har i hænderne og springe på vognen, men jeg tror bare jeg vil stå med et ben i begge lejre og ikke kunne nyde nogen af delene.

Link to comment
Share on other sites

...Talte i ikke om prioriteter inden i besluttede at få et barn? (hvis altså det var en beslutning i tog og ikke en "smutter")

 

Barnet var planlagt, men vi talte nok ikke alle detaljer igennem. Måske diskuterede vi løst, at jeg kunne gå ned på 1 ugentlig øver, men resten af engagementet blev ikke vendt. Det snapper lidt i haserne nu.

Link to comment
Share on other sites

Barnet var planlagt, men vi talte nok ikke alle detaljer igennem. Måske diskuterede vi løst, at jeg kunne gå ned på 1 ugentlig øver, men resten af engagementet blev ikke vendt. Det snapper lidt i haserne nu.

 

Tag en 'hvad nu hvis' diskussion. Er der bedsteforældre der kan trækkes på i nødstilfælde og hvad kan ellers gøre det muligt at få tingene til at lade sig gøre...

 

Har haft snakken med generalen derhjemme flere gange og hver gang har det lydt at vi må se på det når det er aktuelt. Det ville jo være drøn ærgerligt at forpasse en chance der ligger lige for!

 

Nimbas

Link to comment
Share on other sites

Kombinationen af 2 børn med 15 måneders mellemrum, og problemer med ørerne kostede mig 9 års total pause. Jeg gav op.

 

Det har jeg fand’me fortrudt mange gange siden.

 

Nu er jeg igang igen, og har bedre tid, men damn....., der er så meget der er rustet væk.

 

Du skal se at få nogle aftaler på plads med konen, også selv om det er svært.

 

Som mange andre har skrevet, så er det vigtigt at komme ud og lade op en gang eller to om ugen, så du ikke bare sidder derhjemme, som en gammel bitter mand, der ærger sig over alle de ofre der skal ydes i familielivets navn. Det er dine unger heller ikke tjent med.

 

Meld konen på et aftenskole kursus, så hun også kommer ud, ellers falder det hele til jorden.

 

Hyg og held og lykke

 

Jonas

Link to comment
Share on other sites

Okay, jeg har ikke nogen børn så måske kan min kommentar måske bruges. Jeg kan nok slet ikke sætte mig ind i hvordan det føles at have børn, og den lyst man får til at være den bedste far i verden.

 

Men jeg stoppede på et tidspunkt med at spille i 3-4 år fordi jeg havde problemer med mine ører. jeg begyndte at spille andre instrumenter, men det var slet ikke det samme.

 

Hver gang jeg var i nærheden af trommer kriblede det i fingrerne og jeg kunne virkelig mærke at jeg manglede noget i mit liv. Jeg blev også mere indadvendt i starten, fordi jeg var ødelagt over udsigten til aldrig at spille mere. Da jeg startede igen, var det med en større motivation end nogensinde.

 

Min pointe er, at jeg tror du vil blive rigtig ked af at stoppe helt. Det vil muligvis forvolde endnu større skader på dit forhold, end det gør at du er meget væk fra hjemmet.

 

Jeg er selv lige flyttet sammen med min kæreste, og jeg kan helt klart mærke at det er hårdt for hende at jeg er væk 3-4 aftener om ugen. Men når jeg spiller så meget, får jeg også mere overskud og så er det nemmere at give lidt i den anden ende med madlavning, gå ud, se Teen Mom på MTV og give lidt massage.

 

Jeg synes det er ærgeligt at din kæreste har opgivet alle hendes aktiviteter for at passe familien. Det må da kunne lade sig gøre at have noget aktivitet ved siden af, i det mindste når barnet stopper med at amme/går i vuggestue/kan passes af bedsteforældre. Hun må da også savne de ting hun lavede før i tiden?

Link to comment
Share on other sites

 

Min situation er lidt mere bøvlet end først nævnt, da konen i forvejen er arbejdsløs og selv har skåret alle ikkefamilie-relaterede aktiviteter væk til fordel for familien. Det får min "fritidsinteresse" til at virke endnu mere egoistisk, og det gør det endnu sværere at forsvare.

 

 

Øv, det er en kedelig situation - kender det kun alt for godt, da det stort set til sidste punktum var situationen for mig og faktisk stadigvæk er. Min kæreste valgte også stort set alt undtagen familien fra - men hun havde heller ikke en fast fritids-beskæftigelse... Det var/er især problematisk, fordi vi har valgt at vores børn skal ammes, så det første halve år, er der jo ikke de store muligheder for at "slå med ørerne" for hende. Så i de perioder har der været mere end en ophedet meningsudveksling, hvor hun mente at det var fair, at jeg ikke tog ud og spillede job eller ikke tog med til arbejdets julefrokost, for hun havde jo ikke mulighed for at gøre den slags.. En af gangene kom jeg "vidst til" at sige, at det ikke var ungernes skyld at hun ikke kunne rende til julefrokost med arbejdet, men det faktum at hun ikke havde noget arbejde... DET KAN IKKE ANBEFALES!!! :argh:

 

Men det er endt med, at hun har forstået at jeg har brug for at øve en gang om ugen og spille et job i ny og næ, og når mine yderligere hygge-arrangementer stort set er begrænset til jule- og sommerfrokoster, samt hvad der nu dukker af brylupper etc. er det ikke rimeligt at der skal gå millimeter-demokrati i den... Min kæreste er arbejdsløs og på barsel, men render til mødregruppe 2 gange om ugen, og til "strikke-klub" mindst en gang om ugen - det er dog i dagtimerne (hvor vi andre arbejder) og hun har den mindste med, men det tæller stadigvæk som et socialliv...

 

Håber det gav mening.

 

Hvis jeg var dig, ville jeg forsøge at lufte tanken om den 14-dages tour for kæresten, og se hvor den ender - det er måske en chance du ikke får igen, og hvis jeres situation er som vores, er jeg sikker på at der er nogle bedsteforældre der vil elske at hjælpe til og passe kid mens du er væk...

 

Håber det går..

 

Dok

Link to comment
Share on other sites

...det kunne være at vores 2 bedre halvdele skulle slå sig sammen Difquin - vi bor jo ikke langt fra hinanden. Så kan de danne en "stakkels-efterladte-kærester-til-trommeslagere"-klub ;-)

 

Sådan som den her tråd udvikler sig, kunne der måske være flere medlemmer af en sådan klub, end man skulle tro :cigar:

Link to comment
Share on other sites

 

Hvad gør I andre, der har egen familie og originalband? Drosler I ned og får hyggeband til en øver hver 14. dag med et par bajere og covernumre, eller holder I fast i originalmusikken men føler jer som røvhuller, når I lader familien sejle derhjemme?

 

:huh:

 

 

Tjaa - efter at have prøvet at køre tingene parallelt i små 2 år endte jeg med at droppe det seriøse band - hive teltpelene op, købe et hus og smide trommerne ned i kælderen.

 

Så spørger man nok: "Savner du ikke det seriøse band-miljø?" Svaret er jo - selvfølgelig. Det er godt nok slet ikke det samme at sidde og tjatte lidt til trommerne nede kælderen, som det er at fyre den af live på små og mellemstore scener landet over. Men det kapitel er overstået (for en stund i hvert fald) - og jeg ville under ingen omstændigheder vælge om.

 

Dine unger er for evigt - og de er kun små børn en gang. Misser du det nu, er det væk for altid. Og man behøver ikke blive "sur og bitter" af at spille lidt mindre, og lægge sine rock-star drømme på hylden for en stund.

  • Upvote 1
Link to comment
Share on other sites

Tjaa - efter at have prøvet at køre tingene parallelt i små 2 år endte jeg med at droppe det seriøse band - hive teltpelene op, købe et hus og smide trommerne ned i kælderen.

 

Så spørger man nok: "Savner du ikke det seriøse band-miljø?" Svaret er jo - selvfølgelig. Det er godt nok slet ikke det samme at sidde og tjatte lidt til trommerne nede kælderen, som det er at fyre den af live på små og mellemstore scener landet over. Men det kapitel er overstået (for en stund i hvert fald) - og jeg ville under ingen omstændigheder vælge om.

 

Dine unger er for evigt - og de er kun små børn en gang. Misser du det nu, er det væk for altid. Og man behøver ikke blive "sur og bitter" af at spille lidt mindre, og lægge sine rock-star drømme på hylden for en stund.

Lige præcis - +1 til det!

 

Når du "kommer ud" på den anden side - hvor børnene er blevet større - kan du tilmed give den en extra skalle med musikken.

 

Nu hvor vi kun har en enkelt hjemmeboende datter tilbage, er jeg - efter en mindre pause fra 1996 til 2006 - med i ikke mindre end pt. 4 bands (3 x kopi + 1 x egne numre/kopi). Der bliver øvet hist og pist - lige før et job....+ vi gør, som andre har skrevet: sender numre eller ideer til numre via dropbox, og øver så hjemme hver især.

 

Til gengæld synes børnene nu, det er fedt at have en gammel far, der spiller rock, blues, country o. lign.

Og det gør jo ikke noget, at man hjælper sine unger lidt med økonomien (også selvom de er flyttet hjemmefra) - hvilket spillejobs netop gør muligt!!

Edited by søs
Link to comment
Share on other sites

Mega sejt og modigt, at du bringer emnet op, Difquin. Meget interessant at se, at så mange af os har gået med samme problem og bekymringer.

 

Jeg får lyst til at spørge jer alle, om problemerne opstår, når I ikke kan hjælpe til med det praktiske, så som mad, putning, hushold og omsorg (både for børn og partner), i den tid I er væk hjemmefra? Eller opstår problemerne, fordi I brænder for noget andet som kræver tid og energi, og jeres bedre halvdele ikke har noget lignende?

 

Jeg tror ikke det er sundt at droppe sine interesser, til fordel for at tilbringe hver aften med familien. Det gælder begge halvdele af et parforhold. De ting vi laver er trods alt med til at definere, hvem vi er. Men selvfølgelig skal der være styr på det praktiske/organiseringen, så evt. børn ikke lider under forældrenes selvrealisering.

Edited by seitan
Link to comment
Share on other sites

 

Jeg får lyst til at spørge jer alle, om problemerne opstår, når I ikke kan hjælpe til med det praktiske, så som mad, putning, hushold og omsorg (både for børn og partner), i den tid I er væk hjemmefra?

 

Problem og problem - det handler vel blandt andet om, at det er meget rimeligt at der er en eller anden ligelig fordeling af arbejdsopgaverne (som der lige pludselig bliver rigtig mange af), når man nu vælger at få børn sammen. Og at familielivet ikke bare skal reduceres til et arbejdsfællesskab hvor man skiftes til at "holde fri" - men at en del af glæden jo også er at gøre tingene sammen.

 

Eller opstår problemerne, fordi I brænder for noget andet som kræver tid og energi, og jeres bedre halvdele ikke har noget lignende?

Det har jeg i hvert fald aldrig oplevet. Det handler ikke om jalousi men om retfærdighed (i mangel på et bedre ord), og om at prioriteringer ikke længere er noget man bare træffer for sig selv, men altid har en konsekvens for den anden part også. Og sådan et rockband kan bare rigtigt hurtigt blive rigtigt tidskrævende. Vil man det seriøst er det (i mine øjne) 3-4 øvere om ugen + koncerter i weekenden.

 

Jeg tror ikke det er sundt at droppe sine interesser, til fordel for at tilbringe hver aften med familien.

 

Men det er jo heller ikke et spørgsmål om at "droppe sine interesser" - men vel snarere et spørgsmål om at finde en fornuftig balance mellem arbejdsliv, familieliv og hobby. Og acceptere et lidt lavere musikalsk ambitionsniveau for en periode.

Link to comment
Share on other sites

Du må simpelthen få konen til at droppe ammehjernen!

 

For mig at se er I på vejbud på et skråplan, hvor alt er forbudt hvis det ikk er relateret til jeres lille familie.

 

Det er MEGET firkantet sagt, men det er sgu vigtigt så du får det lige på og hårdt ;-)

 

Det er SÅ pissevigrigt at både hun og du har andre interesser end familie og børn, ellers går i døde om 2-3 år.

Har set det for mange gange :-/

 

Ang turne, så ville jeg allerede nu forberede konen på det.'

Men altså: i sidste ende er det dig der skal beslutte om du er villig til at droppe musikken på alt andet end hyggeplan.. For det vil ske hvis du ikke ændrer på sagerne nu.

 

Hos mig: Jeg har musikken, kæresten har sine hunde.. Der skal være plads til begge ..

Hos jer har hun åbenbart valgt at børn er hendes hobby. Super.. Respekt for det!.

Men medmindre du er indforstået, så må hun ikk forlange det samme af dig! .. Og det betyder ikke at du prioriterer hende eller ungerne ned!!

Men man kan intet være for andre hvis man ikke er noget for sig selv!.. Er min erfaring gennem en del år efterhånden.. Lyder som lommefilosofi, men der passer sgu

Link to comment
Share on other sites

Jeg mener ikke dette her, så hårdt som det er skrevet, men nu sætter jeg det lidt på spidsen.

 

Et eller andet sted, så bør man have løbet sine horn af inden man får børn. Enten eller .. Jeg har en svoger og svigerinde, som begge lever udelukkende af musik. Det er fint, de tog deres uddannelser og fik etableret et levebrød inden børnene. Musik er deres arbejde.

 

Men hvis der ikke er tale om brød på bordet, så er spørgsmålet om andet kan forsvares end at drosle ned et par år og køre musikken på rygrad/vedligeholdelse. Dvs en gang om ugen med spillejobs på semirutinen eller lignende. Børn bliver større og om nogle år, så kan blusset skrues op igen.

 

Det er helt igennem pissehårdt at have børn de første par år. (Den evige søvnmangel synes jeg især slider).

Link to comment
Share on other sites

Hmmm...

 

Den er rigtig svær. Mig og min kone kæmpede med det allerede INDEN vi fik børn, fordi jeg på daværende tidspunkt var rigtig meget væk. Det var især hårdt for min kone med alle de udlandsture jeg på dengang jeg spillede i ROyal Highness.

 

Samtidig forstod hun at det var noget jeg bare måtte gøre, og tit havde vi hvad-nu-hvis-diskussioner som handlende om de værst tænkelig tilfælde på en evt fremtid - ofte uden hold i virkeligheden.

 

Det er hårdt at få børn, men det hjælper at snakke om tingene. Jeg er aldrig i byen mere. Til gengæld kan jeg være et 1-2 gange i mit studie om ugen, og det er super. Men tiden i studiet er nu ofte fra 19.30-23.30 hvor det før var fra 15.00-01.00. Sådan er det jo bare. Til gegæld glæder jeg mig mere til at komme hjem end før:)

 

Det har gjort en KÆMPE forskel at alle i mit band nu har fået børn. Der er fuld forståelse for at der er ting som bare ikke kan lade sig gøre, fordi at familien altid må og skal vinde - sådan må det være.

 

Det er svært at forestille sig et liv uden musikken, men et liv uden familen er nu engang endnu værre.

 

Vi har måtte accepterer at det at lave den nyeste EP tager op til 4 måneder, hvor vi før kunne lave den på en uge. Vi har netop sagt nej til en tysklandstour fordi der ikke var overskud. Men sådan er det jo bare.

 

Mit råd: Lav nogle helt lavpraktiske aftaler. Jeg er i mit øvelokale 1 gang om ugen fx. Det er super.

 

Hvis dit band ikke kan se det fra din side er det superærgerligt, men det tvivler jeg nu også stærkt på...

Link to comment
Share on other sites

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!

Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.

Sign In Now
 Share