Historien om Pearl trommer

Pearl trommers historie trommeslageren.dk

Pearl er i dag verdens største producent af trommer, og producerer selv både hardware og trommer på deres fabrikker i Taiwan, USA og Japan. Pearl har endvidere deres egne distributionsselskaber på flere kontinenter. Pearl fremstiller selv alle deres komponenter, har i alt 600 ansatte og eksporterer i dag deres produkter til mere end 55 lande. Pearl Instrument Co. blev grundlagt i April 1946 af Katsumi Yanagisawa, og producerede dengang kun stativer. Men i 1950 begyndte han at producere trommer, og ændrede da navnet til Pearl Industries Ltd. I 1953 havde Pearl opbygget et komplet tromme program til det Japanske marked, og i det efterfølgende år begyndte eksporten til USA.

I 1957 så Katsumis ældste søn Mitsuo det stigende behov for trommer på verdensmarkedet, og han grundlagde derfor en verdensomspændende eksportafdeling med mottoet: ”Højeste kvalitet til laveste pris”. I 1961 byggede Pearl således en 1400 kvadratmeter stor fabrik i Chiba, Japan, for at kunne følge med denne efterspørgsel, primært som følge af den nye populære musikstil “Rock’n’roll”. Disse trommesæt var prisbillige, og bar navne som Maxwin, CB-700, Crest, Revelle, Revere, Lyra, Majestic, Whitehall, Apollo, Toreador, Roxy, Coronet og andre…over 30 forskellige navne i alt.

I 1965 fremlagde Mitsuo en langsigtet plan for at bringe Pearl i front på percussion markedet. Hans plan var bl.a. at udvikle nye produkter der kvalitetsmæssigt.

Selvom Pearl op igennem 1950’erne producerede deres forskellige rock trommesæt, så var det først i 1966 at de introducerede deres første “eget” sæt: The Pearl President.

I 1968 byggede Pearl endnu en stor fabrik beliggende nær den første i Chiba, men levestandarden og omkostningerne steg generelt i Japan i starten af 70´erne, hvorfor Pearl skønnede at det var blevet for dyrt fortsætte produktionen i Japan. Pearl flyttede derfor i 1973 det meste af deres produktion til Taiwan.

Op igennem 1970´erne byggede Pearl deres trommekedler af 9 lag træ beklædt med et lag fiberglass indvendigt. Deres koncert tom tommer var af ren fiberglass ok deres Crystalite trommer af plexiglas. Desuden var de sjove vari-pitch cannon trommer ligeledes af 9 lag træ/1 lag fiberglass. Pearls tom holderne og stortrommepedaler var tydelige kopier af Rogers´ Swiv-O-Matic design.

Som så mange andre trommeproducenter fik også Pearl ”endorsers” på lønningslisten. Det var fra Jazzens verden: Louie Bellson og Art Blakey, men også Nashville legenden Larrie Londin. I starten af 80´erne kom der flere til: Jeff Porcaro (TOTO), Chester Thompson (Genesis), Phil Collins (Genesis), Jim Keltner og Ian Paice (Deep puple). Det var i øvrigt Jeff Porcaro der sammen med Pearl udviklede det siden så kendte Drumrack. Pearl selv opfandt bl.a. ”Free-Floating” lilletrommen, der sælges den dag i dag, samt stortrommekøllen med flere forskellige typer belægninger.

Pearl lancerede op igennem 1980’erne flere nye trommeserier. De professionelle GLX (seks lags lakeret ahorn, sidenhen MLX) og BLX (seks lags lakeret birk), samt det prisbillige Pearl Export. Et trommesæt der sidenhen er blevet det mest solgte trommesæt i verden. Pearl Export trommesættet er også det mest kopierede trommesæt i verden, og har i den grad sat standard for trommer i budget klassen. I Taiwan blev der kopieret i tusindvis af Pearl Export trommesæt, som er solgt i hele verden med et hav af forskellige navne.

I 1990 gik Pearl væk fra deres almindelige firkantede spændehuse og lavede gennemgående spændhuse. Dette lagde en markant afstand til konkurrenterne især på Pearl Export, som i midten af 90´erne også havde 1 lag birkefinér, lak finish og en 5 x 14 træ lilletromme med i prisen. Pearl var efterhånden kommet med så mange varianter med ens klingende forkortelser, at det var svært at holde rede på. Der var f.eks. “CZX Custom” -serie med 10 lag ahorn i birdseye finish. “SZX Custom” (CZX Studio) -serie med samme kedler bare i birketræ. SLX (Prestige Session Elite) med 7 lags Mahogany og birkefinér. WLX Jazz (PrestigeSession), med samme kedler som SLX bare i mat finish. Alt sammen lettere forvirrende…

Det var en positiv beslutning da Pearl introducerede en ny topserie i starten af 190’erne, nemlig MMX Masters Custom med det dengang nye ISS (Integrated Suspension System). Med 4 lags supertynde ahorn kedler med indbyggede ”reinforcement” ringe og små “low-mass” spændehuse. Til Pearls 50 års jubilæum i 1996 producerede Pearl et begrænset antal (one-peace) ahorn lilletrommer i stil med dem fra 1920´erne. Trommernes reifer og tube lugs var i 24 karat guld, og blev selvsagt en meget attraktiv tromme.

I dag fylder Pearl absolut ikke mindre i landskabet. De melder sig hele tiden på banen med nye idéer, ligesom de til en vis grænse stadig sætter dagsordenen for trommer i budgetklassen. Men også i den dyre ende er Pearl med. Med deres flagskib “Masterworks” er der så at sige ingen grænser for hvad er muligt. Med forskellige træsorter i kombinationer efter eget valg, nærmest ubegrænsede muligheder indenfor finish, ja da kan selv den mest kræsne trommeslager få opfyldt sin drøm…

http://www.pearldrum.com/

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar