Henry H. Slingerland startede sit firma i Chicago i 1916, hvor han solgte Mary Bell og Slingerland banjoer fra omkring 1920, og trommer fra omkring 1927. Ligesom konkurrenterne Ludwig & Ludwig samt Leedy, lavede også Slingerland lilletrommer i den populære sorte ”Black Beauty” messingkedel, ligesom de benyttede ”one-piece” valnød, ahorn og mahogni kedler til formålet.
Som det nye lovende firma var Slingerland kloge nok til at lytte til Gene Krupas forespøgsel på et revolutionerende nyt trommesæt, hvor bundskindende kunne stemmes på tommerne. Slingerland træf øjensynligt det rigtige valg, for Gene Krupa blev en kæmpe stjerne ligesom Radio King trommerne satte ny standard i mange år fremover. Krupa valgte tilsyneladende også rigtigt, for selv den dag i dag er Radio King lilletrommerne anerkendt som nogle af verdens bedste. Dog er de 3 lags stortrommer og tommerne fra datidens Radio King sæt ikke i så høj kurs længere.
Gene Krupas berømmelse spredtes lige fra hans første optræden med The Benny Goodman Orchestra i midten af 1930’erne. Orkestret blev den helt store koncert attraktion over hele USA, og med Krupas gåen amok på tommerne i indspilningen fra 1937 af nummeret ”Sing Sing Sing”, blev trommesoloer pludseligt et højdepunkt under disse swing koncerter landet over. Dette affødte i årene efter en masse kendte navne indefor bigband-trommespil. Fra bogstavelig den ene dag til den anden, blev Vaudeville trommesættet – bestående af klokker, kinesiske trommer og andre effekter – således ”skåret ned” til det moderne 4 piece kit, som vi kender det i dag.
Slingerland fortsatte med at lave solid shell lilletrommer længe efter at alle andre var stoppet med det. Selvom Radio King lilletrommen den dag i dag nærmest anses som referencen for hvordan en solid shell lilletromme skal laves, så var introduktionen af trommen der kunne stemmes i begge ender i virkeligheden mere historisk vigtig for nutidens trommesæt.
1930’ernes Radio King trommer kunne fås i et – dengang – usædvanligt bredt udvalg fra 8” til 16”. Disse havde støbte strømlinede bespændinger med såkaldte swivel nuts.
Radio King trommesættene var meget succesfulde ligefrem til midten af 1950’erne, men i 1960’ernes rock æra røg Slingerland bagud i forhold til Ludwig og Gretsch. Leedy blev opkøbt af Slingerland, men aldrig videreudviklet. Ludwig havde overlevet deres retssager, og blev som bekendt den store succeshistorie for denne periode. Ironisk nok lavede Slingerland på daværende tidspunkt nok de bedste trommesæt til dato. Omkring midten af 1950’erne havde Slingerland – lidt sent – skiftet til triplet flanged ”Rim Shot” reifer, og havde også introduceret det moderne ”Sound King” spændehus.
Op igennem 1970’erne lavede Slingerland fremrangende trommer med kvalitetskedler i ahorn (3 lag med forstærker ringe eller 5 lag uden). Deres Zoomatic seiding var en forbedring i forhold til tidligere modeller, og deres Set-o-matic tomholder – som roterede 180 grader – kunne forvandle et højrehånds sæt til et venstrehånds sæt i et snuptag. Der var mange valgmuligheder, da trommerne også kunne fås som koncert tommer, eller som cut-a-way tommer – taget fra deres marchtromme afdeling. Så var der Spitfire lilletrommen med 12 dobbeltsidede bespændinger, samt deres Two-to-one bespændinger der gav 12 bespændinger i toppen, samt 6 i bunden. Begge kunne fås med træ- eller forkromet messingkedler. Der fandtes i øvrigt også Artist Maple Shell samt Student Aluminium Shelllilletrommer.
Slingerlands hardware inkluderede ”huskende” anordninger som f.eks. på Yellow Jacket Twin-Springstortrommepedalen, samt det stabile Dynamo hihatstativ. Omkring 1980 kom Magnum Force stativerne som viste at Slingerland stadig prøvede på at følge med de stadigt fremherekende Japanere på rocktromme markedet. Faktisk er der også en del rocktrommeslagere der har spillet Slingerland. F.eks. Nigel Olssen med Elton John og Bev Bevan med ELO.
Som 1980’erne gik, sakkede Slingerland endnu mere bagud. De blev til sidst købt af Gretsch, som på daværende tidspunkt ellers havde nok problemer i forvejen, og derfor heller ikke gjorde noget særligt for Slingerland. Uundgåeligt skete der så det, at der dukkede to budget trommeserier op fra Slingerland, begge med taiwanesisk producerede mahogni kedler. Disse trommer gik under betegnelsene Spirit 1000 og Spirit 2000. En let ”top” serie blev også lanceret i 1990. Denne var lavet i USA med 1/4” 5 lags ahorn kedler, og 1/3” 6 lags lille- og stortromme kedler, alle lakeret med højglans lak og leveret med Evans skind som standard.
I midten af 1990’erne blev Slingerland opkøbt af Gibson, som efterfølgende producerede trommerne Nashville. Heller ikke herfra lykkedes det rigtigt at få firmaet på ret køl igen, og det til tråds for at man havde folk som Gregg Bissonette på endorsement listen. Omkring 2000 kunne man kunne igen købe Taiwan udgaver af Slingerlands trommer via den amerikanske kæde ”MusicYo”, men disse havde selvsagt ligeså lidt med Slingerland at gøre, som de taiwanesere der fremstillede dem.
I slutningen af 2003 annoncerede Slingerland at trommerne igen ville blive fremstillet i USA – denne gang på klaverfabrikken Baldwin i Conway, Arkansas. Trommerne skulle nu igen være ”Slingerland” som det de engang var kendt for – nemlig top of the line kvalitet. Om det skal lykkes dem må tiden vise, men én ting er sikkert, konkurrencen er ikke blevet mindre med årene.
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.