Interview med Niclas Campagnol

Niclas Campagnol - Interview - Trommeslageren.dk

Af Gunnar Kristiansen, Marts 2007

Niclas Campagnol er kendt af mange trommeslagere og har spillet med folk som Cecilie Norby, Bobo Moreno, Povl Dissing, Zididada, Carsten Dahl, Tivoli Big Band for bare at nævne nogle få. Når talen falder på Niclas, er sætninger som “…utrolig dygtig…” og …kæmpe talent… nærmest obligatoriske. Men hvem er Niclas egentlig, hvordan havnede han i Danmark og hvordan startede det hele? Trommeslageren.dk har besøgt Niclas i hans øvelokale mellem nørre- og østerbro i København, og her er Niclas’ egen version…

TS: Kan du fortælle os lidt om hvordan hele din karriere begyndte – hvor du startede osv?

NC: Jeg er født i Växjö (Sverige), hvor jeg også senere gik på musikskole. Min far var trommeslager, så jeg startede meget tidligt. Jeg fik mit første trommesæt da jeg var omkring tre år. Da jeg blev fem år fik jeg en privatlærer – en super flink fyr på omkring seksten år. Han kom hjem til os hver søndag eftermiddag, hvor han tjente lidt lommepenge. Jeg syntes det var sjovt at lære lidt noder og høre en masse gamle Buddy Rich plader.

Da jeg blev lidt ældre – syv-otte år – startede jeg i musikskolen. Her kom jeg ret tidligt med i et march orkester, og det betød at jeg røg ud hver søndag på fodboldstadions at marchere. Sådan startede jeg stille og roligt, og som tiden gik og jeg blev lidt ældre, kom jeg med i nogle bands – i musikskolens regi – og lærte faktisk her alle de klassiske ting. Jeg havde bl.a. min egen marimba, og spillede med i børnesymfoniorkestre osv. Da jeg var tretten kom jeg med i skolens big band, og det var også her at jeg begyndte at arbejde lidt for radioen (med inspilning, red.). Faktisk synes jeg i det hele taget, at der er lidt en anden tradition for disse ting i Sverige. Man starter meget tidligt, og der er ligesom mere opbakning omkring musik for børn.

Da jeg var blevet seksten år flyttede jeg til Skåne, til Fridems Musikhøjskole i Svalöv. Her gik jeg ét år, selvom uddannelsen sådan set varede to år, men jeg var som en ung hingst der havde fuld fart på, og bare skulle derudaf – det kunne ikke gå hurtigt nok. (griner) Det var også på dette tidspunkt at jeg bare skulle hjemmefra i en fart. Jeg havde jo boet sammen med min far, der også var trommeslager, siden jeg var ti-elleve år, og han skulle i hvert fald ikke bestemme hvordan jeg skulle leve mit liv…

Til Danmark
Men så kom jeg til København, og søgte ind på skolen her (Rytmekons, red.). Jeg havde jo hørt rigtig godt om stedet da jeg boede uden for Malmö, og ind imellem var i København for at høre noget musik. Der søgte jeg ind, og kom så ind….liiiige på håret, men var jo også kun sytten år på dette tidspunkt. På klassisk konservatorium havde det ikke været noget usædvanligt, men på rytmisk er der ligesom lidt en anden “style”, og sådan er det også i Sverige.

Men det var ikke kun skolen, men også Københavns miljø der lokkende dengang. Egentlig ville jeg flytte til New York, men min moder syntes ligesom lige jeg skulle tage det lidt roligt, og sagde “tag nu til Danmark først, ikke?”, og det var jeg jo glad for at jeg gjorde. Jeg elsker det jo, og har boet her i fjorten år.

Men jeg synes jeg var heldig med at få jobs og komme ind i miljøet ret hurtigt. Til at starte med mødte jeg Guffi (Niels “Guffi” Pallesen, red.), og begyndte at spille på La Fontaine hver søndag til jam session. Det må nærmest have været underligt for de trommeslagere der var etablerede at der lige pludselig kom en lille idiot, som troede at han kunne alt, for man er jo lidt smart når man er 17-18 år. Man har måske gode chops, men man ved jo ingenting, man spiller jo bare!

Men Guffi var så glad for at spille med mig, at han hjalp mig med at få kontakt til andre i Københavns jazz- og rockmiljø. Her mødte jeg også Aske Jacoby meget tidligt. Faktisk spillede jeg et job med ham efter kun at have boet her i én måned, og det var jo stort for mig, for ham havde jeg set på fjernsyn – også i Sverige.
Men det er gået meget stærkt for mig i det hele taget, også selvom jeg har haft noget modvind – hvilket jeg virkelig har haft i perioder – så det er ikke sådan at jeg har fået noget gratis. Når man laver en bommert, så koster det jo…ligesom straffespark!

Men jeg har haft nemt ved at lære ting, det er også derfor jeg spiller meget klaver. Ligegyldigt hvilket instrument jeg tager i hånden, så lyder det godt efter meget kort tid. Jeg tror det har noget at gøre med, at man er født med et talent – det er vi alle sammen – og det er simpelthen bare et spørgsmål om at udvikle dette. Der var f.eks. en periode hvor jeg bare sad og lyttede Marcus Miller af. Det Rhodes dér (slår på sit Fender Rhodes), det købte min far til mig da jeg var 14, og så begyndte jeg at få klavertimer.

TS: Hvilke trommeslagere har du egentlig lyttet til?

NC: Jeg har jo været igennem mange… det startede dengang med min far der havde mange plader. Det var primært den jazzede afdeling: Buddy Rich Big Band, Thad Jones Big Band, Billie Holliday mfl. Men deciderede trommeslagere jeg lyttede til… Art Blakey, Buddy Rich, Louis Bellson – som min far præsenterede for mig – og John Bonham!

TS: Var der én genre der “triggede” dig mere andre?

NC: Ja, og alligevel ikke vil jeg sige. Det gik som i bølger. Så hørte jeg meget Buddy Rich og spillede til alle hans plader da jeg var lille – mercy mercy osv. – så fik vi parabol TV, og optog en masse fra fjernsynet på video, men købte også en masse på plade, og lyttede på den måde til alt muligt. Nogle af mine første plader var med et svensk big band som hed Tolvang Big Band, og de lavede bl.a. en plade med Dave Liebmann. Det var fedt, for så fik jeg jo hørt på Lennart Gruvstedt, som senere hen blev min lærer. Jeg hørte ham (Lennart Gruvstedt) i ’89 med Michael Brecker, og det var så flot! Så sagde min far til min “gå nu op og få telefonnummeret”, og det fik jeg. Så tog jeg ned til Malmö – 2 timer sad jeg i toget – 1 times trommelektion – 2 timer hjem igen. Det var fantastisk! Jeg fik et papir med hjem fra den første time, og det papir, det bruger jeg stadigvæk i dag. Den ene time med ham, der fik han simpelthen knaldet så mange informationer ind i bolden på mig, at jeg følte jeg lærte mere på den ene time der, end jeg gjorde igennem alle årene på musikskolen! Det var det samme da jeg mødte Billy Cobham, og fik lov til at spille med ham…og det samme da jeg mødte Vinnie (Colaiuta, red.) og så ham flere dage i træk.

TS: Hvor har du mødt Vinnie?

NC: Jamen det har jeg gjort forskellige steder – i Danmark, Tyskland og New York. På et tidspunkt havde jeg en bror i Oslo, og netop dér afsluttede Karizma en tur. Så tog jeg derop, hang ud, festede og spillede på hans trommer. Det er meget sjovt at sætte sig ned bagved mesterens sæt og se hvordan fa’en det lige er han sidder! Ikke fordi at jeg forguder nogen, men han er jo en af mine store helte…

Men jeg har også været igennem trommeslagere der er fuldstændig anderledes. Jeg havde en Jack DeJohnette periode på 5-6 år. Jeg havde en Peter Erskine periode på flere år. Jack DeJohnette har jeg mødt mange gange, da han har lånt mine trommer. Han har betydet rigtig meget for mig – jeg synes han er fantastisk.

Men jeg har mødt mange igennem årene, også folk der spiller andre stilarter: Jon Christensen fra Norge – Audin Kleive har jeg spillet med – folk der spiller trommer på en helt anden måde end dem vi lige har talt om.

Så er der de indiske trommeslagere – Indigosein, Vigo Salvobinez f.eks.. Da jeg var i indien mødte jeg nogle af de mestre der, og det var jo fantastisk. Bare sidde høre dem fyre alt det lort af, hele deres rytmik, ragaer osv.

TS: Ja, du var i Indien med Jonas Hellborg, fortæl…

Det var meget stressende for mig at komme med der, fordi jeg skulle lære alt hans musik på næsten kun en uge, og jeg var også på tur med andre ting samtidig. Jeg stod op kl. 7 om morgenen – kom måske hjem fra job kl. 1 – øver hele dagen, og så dukker op på job kl. 21, spiller til kl. 1, kommer hjem igen, og gik så igang med at øve til kl. 3, og så op kl. 7 igen. Sådan kørte jeg i en uge – det blev jeg nødt til – og jeg er så glad for at jeg gjorde det, for jeg satte hele lortet! Vi snakker jo altså ikke 4/4 her, det var 5/4, 7/8, 11/16, 9 1/2, 7 1/2, 6 1/2 – og alle mulige kombinationer af de her ting sat sammen – det skal der virkelig arbejdes med! Jeg må indrømme at jeg har aldrig arbejdet S_ hurtigt med poly-stuff, ligesom jeg heller aldrig før har siddet og nørdet temaer. Jeg fik heller ikke nogle noder på det – jeg skulle selv lytte det af, men hvad skulle jeg skrive?! Det hele kunne jo opfattes forskelligt… “var det en 5’er, var det en 7’er..?” Når man så laver en transskribering, så er det slet ikke sikkert at den er sådan. Godt nok skrev Jonas nogle tal ned til mig til første prøve, men det skulle jeg jo også liiiige… “nå ok, 3, 2, 1,…” du ved, det var bare en masse tal, og det går også stærkt, ikke…

Men det var fedt – Jonas var rigtig glad for det, og at det lykkedes mig at sætte det på en uge. Jeg tænkte da også bagefter “jeg håber jeg er god nok” du ved…han er sådan en lidt stille fyr, han siger ikke “det lyder fantastisk”, men han ringer på hotelværelset og siger “hey, der er en meget fed artikel i India News i dag – vi ses til morgenmad.” Og så tager man bladet og kigger lidt, og så står der “…I was very lucky to find Campagnol in Copenhagen – he is the best drummers in scandinavia”, eller hvad han nu havde sagt….men det sagde han ikke til mig, jeg skulle ligesom kigge i avisen.

Men for lige at afslutte det kapitel der, så vil jeg sige, jeg har virkelig været rundt. Jeg har ikke kun fokuseret på én, jeg har ikke ville være nogen – jeg ville ikke være en klon. Men det bliver man jo automatisk når man er ung, fordi man tuner ind på forskellige personers spil da det tiltaler én selv. Inden man når at tænke sig om, så har man lige pludselig mikset sammen sin egen “chili con carne”, og så siger folk “jeg kunne høre uden for vinduerne at nu er det Campagnol der sidder og banker der” – folk kommer frem og siger sådan nogle ting – engang imellem – og så tænker man “gu’ ku’ han ej…jeg sad da bare og spillede backbeat”. Men man skal også huske, at hvis de siger sådan, så er der vel noget om det… Og i dag ved jeg jo også, at jeg lyder som mig. Man kan selvfølgelig tydeligt høre hvem jeg er influeret af. Jeg har da ikke fundet på noget selv – det vil jeg da ikke sige. Men måske har man noget alligevel – man mikser jo alt – ens erfaringer, også på et menneskeligt plan – det er jo også hvad man er i situationen, hvordan man reagerer i sin måde at spille på; det er jo et sprog når vi spiller, og det er det der afslører om du er en god musiker.