Interview med Peter Kragh-Jacobsen

Af Gunnar Kristiansen, Juni 2006

Lørdag den 17. juni 2006, afholder Slagtøj Centret deres 25 års jubilæum på Frederiksberg Rådhusplads. I den anledning mødte jeg Peter Kragh Jacobsen – Slagtøj Centrets ejer – til en snak om stedets historie og de bevægelser der har været igennem årene.

TS: Slagtøj Centret fylder 25 år, men så gammel er der jo mange af jeres kunder der ikke engang er. Kunne du ikke fortælle lidt om, hvordan firmaet blev grundlagt og af hvem?
PJ: Hele filosofien omkring Slagtøj Centret, er det der hedder ”den gamle Marno skole” (Marno Sørensen, red.). Ole, som var min tidligere kompagnon, var i lære hos Marno, og blev udlært som instrumenthandler. Dvs., han blev faktisk uddannet boghandler med musik som speciale, for det var det nærmeste man kunne blive. Men Ole var min chef i Drumstick, som han startede sammen med Simon Koppel. Der begyndte jeg at arbejde som løsarbejder, fordi jeg var på en ungdomsinstitution hvor jeg kunne dreje, svejse og en masse andet. Og fordi at Simon havde lavet en skidt reparation for Ole, resulterede det så i, at jeg fik lov at lave alle de store reparationer, og dem lavede jeg faktisk ude af huset for Drumstick i mange år.

Efter noget tid stopper jeg så i Drumstick. Ole og Simon var som hund og kat, og jeg måtte ligesom gyde olie på vandene. I den periode hvor jeg så er væk, der finder Ole ud af, at han vil se om han kan overtage Drumstick. Det lykkedes dog ikke. Men han kan gå ud selv og lave noget nyt. Det resulterer i, at han henvender sig til mig, og spørger om jeg vil have et job i hans nye butik. Det siger jeg nej til, men fortæller ham, at jeg gerne vil hjælpe med at lave den ny butik. Derfor bliver der startet et Ole Randbøll Aps, på denne adresse, og så går jeg ellers og hjælper ham.

Der sker så det, at jeg allerede efter 2-3 måneder har fået en lejlighed her i huset, og på den måde pludselig står med en etage hvor jeg starter PJ, som så er min virksomhed. (Slagtøj Centret åbnede december 1980, red). Ole kører Slagtøj Centret, og jeg PJ. Men vi går jo på arbejde sammen hver dag. Hele formiddagen reparerer jeg, og hen efter skoletid står jeg i butikken. Det får jeg løn for, og Ole køber så serviceydelser fra mig. Men i løbet af et par år finder vi ud af, at det ikke går – vi kan ikke styre det. Men på grund af Oles tidligere erfaringer med partnerskab, så går der alligevel 2 år før vi fusionerer. I starten ejer jeg kun en mindre del af Slagtøj Centret, og da vi er lidt nede at ligge økonomisk i 89/90, går jeg ind og støtter op med nogle penge, og vi bliver så 50/50 partnere derfra.

TS: Var der andre, ud over dig og Ole, der var implicerede i foretagendet da I startede?
PJ: Den første ansatte vi havde, var Jesper samt en bogholder…

TS: Nu siger du ”vi” – er det så fordi at I faktisk var fælles om denne allerede der?
PJ: …allerede der, ja. Det har faktisk aldrig rigtig været på to hænder – det var det selvfølgelig rent juridisk – men vi arbejdede jo sammen fra morgen til aften, og var mere sammen end vi var med vores familier, men sådan er det jo med den slags.

I en periode, hvor Ole var på vej ud af Drumstick, sad han stort set altid nede hos mig på min husbåd, hvor jeg gik og bankede rust. Det var vel sådan set også der at kuglerne blev støbt til det her (Slagtøj Centret, red.). Så tog den ene dag ellers den anden, og selvom vi begge var her til sent hver dag, så var der ingen af os der hævede løn som sådan. De 5000 kr. jeg fik om måneden, det var jo også til at drive værksted og betale husleje med. Jeg levede derfor af at spille, de første fem år, og Ole levede af de penge han fik ud af Drumstick. Det var sådan vi startede…

TS:Så butikken har altid ligget på denne samme adresse?
PJ:Ja – lige her, og næsten som det ser ud i dag.

TS:Startede Slagtøj Centret som en ren detailforretning, eller har en grossiden været med fra starten?
PJ: Ja, det kan du sige at det har, men vi solgte jo ikke ret meget en gros, og gjorde sådan set intet ud af at sælge en gros. Men meget hurtigt fik vi jo et par meget store agenturer – Meinl f.eks. var meget stort, og dem importerede og opbyggede vi som produkt i Danmark igennem 16-17 år. Så fik vi Slingerland – og Dresden fik vi meget hurtigt. Men mange af de større agenturer vi fik, var da Hartvig lukkede ned. Der fik vi i øvrigt også nogle af hans medarbejdere. Men på det tidspunkt var det her med at drive en gros forretning indenfor slagtøj…jeg mener, når der var én fra en musikforretning der ringede og sagde”…har du nogensinde hørt om noget der hedder…”, så kunne vi jo hjælpe med det, fordi vi nu alligevel hev det hjem.

TS:Så selve en gros delen er nærmest opstået af sig selv…?
PJ: Den er jo kommet fordi vi havde et behov fra vores kunders side, og stille og roligt, så er det så faktisk opstået…

TS: På hvilke områder har Slagtøj Centret ændret sig igennem de 25 år?

PJ: Jeg synes måske ikke at Slagtøj Centret har ændret sig så meget, men mere at det er markedet der har ændret sig. Man kan sige, at det mål vi havde for 25 år siden, og et håb om at branchen den blev sådan, det er den blevet. Vi var der allerede for 25 år siden, og havde visionerne om at lave Skandinaviens, måske Europas bedste slagtøjsbutik, hvad jeg i dag føler at vi stadigvæk har. Vi er jo ikke kun en ”trommesætbutik”. En ”full-percussionbutik” er jo andet end trommesæt. Du kan måske finde én eller to butikker i Europa, der kan sammenlignes med vores.

TS: Nu har du jo allerede fortalt lidt om Ole, som jo døde for – hvor længe er det siden?
PJ: …5 1/2 år siden…

TS: Hvad betød det for Slagtøj Centret som virksomhed, og dig personligt da han gik bort?
PJ: Det betød jo at jeg fik revet min højre arm af, og halvdelen af mit hjerte. En person som du har været mere sammen med end din kone og dine børn, og det igennem 30 år, det kan du næsten forestille dig…og så sidde og holde ham i hånden i 3 måneder, og se ham forsvinde, det var ikke spændende. Og det var jo heller ikke spændende fordi at Ole var vores ”fjæs”. Ole var ansigtet på Slagtøj Centret, og mange af dem der følte at de havde et tilhørsforhold til Slagtøj Centret, havde det måske mere til Ole. Vi mistede faktisk en del kontakter i slipvinden på Ole, men der var reelt ikke nogen forskel på det. (firmaet, red.) Alle dem, der havde udført opgaverne, de var jo stadigvæk tilbage. En Jesper, en Charlotte, en mig…det var der ikke den store forskel på, men det var der jo så alligevel…

TS: Men han lever her vel stadigvæk i en eller anden forstand?
PJ: Han lever jo i virksomheden stadigvæk – det er jo også derfor at han er på vores jubilæumsforside. Også selvom det måske vil være sidste gang at jeg ligesom bruger ham. Men jeg ærer ham jo ved at gøre det…han burde have været her, ingen tvivl om det. Ole har været et større savn, end jeg – eller nogen af de andre – havde indset fra starten.
Nogle af de ting som jeg hadede mest ved Ole, det var når vi skulle ud at være ”store vigtige forretningsfolk”. Så kom vi jo i fint jakkesæt, og Ole havde ikke fået børstet sit hår ordentligt, så han var altid helt hvid på skuldrene, og med en blå og en rød sok på… (griner) Det første han gjorde, det var at stille sig op inde på midten af gulvet med sit glade ansigt – for det havde han jo – og så tabte han ellers sit champagneglas så 170 mennesker alle drejede hovedet på én gang og kiggede på de der to ”Gøg & Gokke fra Danmark”. Jeg tænkte ”…neeej, nu gør han det igen!”. Men det savner jeg i dag. For når jeg skriver i vores indbydelse at vi har været en del af det internationale slagtøjsmarked, så ved jeg det er rigtigt. For i sådan et selskab, med kinesere, koreanere og alle mulige andre, der vidste alle på 1/100 sekund, at det er de to… det er Ole og Peter fra Danmark, og det savner jeg i dag.

TS: Så branchen kunne have godt af en personlighed som Ole i dag?
PJ: …absolut! Han er et savn for branchen, og det kom jo også til udtryk ved hans begravelse, hvor der var mødt omkring 500 mennesker op. Selv folk han var på kanten med forretningsmæssigt dukkede op.

TS: …det siger en del…
PJ: …det gør det! Så han var absolut en vigtig ingrediens i Slagtøj Centrets væren.

TS: Hvis nu du skal kigge lidt den anden vej, hvordan ser fremtiden så ud for Slagtøj Centret tror du?
PJ: Når jeg ser den internationale branche, så ser jeg noget stort Thomann, noget stort Gewa. Jeg ser nogle sammenslutninger, som mere og mere tager over. Man kan se det i Sverige, for de er lidt længere fremme end vi er på det område. Men det er sammenslutninger hvor man køber ting ind sammen, for på den måde at blive større og i stand til at holde prisen nede, og derved stille noget op imod de her store internetbutikker som jeg jo godt kan forstå har et klientel. Jeg forstår så ikke helt hvorfor folk der køber et musikinstrument som de måske skal leve resten af deres liv med, ikke gider at gå hen og røre ved det inden de køber det! Det her jeg overhovedet ingen forståelse overfor. Men det er jeg nok nødt til at få, for det er sådan det bliver. Man kan se det i f.eks. Sverige, hvor Börsen og 4Sound sidder på måske 80-85% af markedet. Men hvordan vil vi takle det her? Jeg tror at flere af de små trommebutikker, altså dem der satser på trommesæt, dem tror jeg får det benhårdt ud i fremtiden. Jeg tror måske at vi får det hårdt forstået på den måde, at man hele tiden bliver kigget over skulderen prismæssigt. I gamle dage var det jo sådan, at hvis du havde en godbid af en eller anden slags, så havde du et par år, hvor du ligesom kunne malke den, og altså tjene en reel avance. Det her har jo aldrig været en branche som modenbranchen, hvor du kan tjene flere hundrede procent – never! Men i det hele taget, rigtig rigtig mange brancher – også dem der reelt handler net og handler i udlandet af danske kunder, de kommer fra virksomheder i Danmark som tjener styrtende med penge. Derfor har jeg slet ikke nogen forståelse for, hvorfor de gør det. Men det bliver kun værre…

TS: Her lørdag den 17. holder I så 25 års jubilæum på Frederiksberg Rådhusplads – hvad er dine forventninger til dagen?
PJ: Mit håb er, at det bliver rigtig godt vejr, og at vi får en hyggelig dag. Egentlig ikke mere.

TS: Kan du løfte sløret lidt for hvem der kommer og underholder?
PJ: Vi har Ed Thigpen Trio med Carsten Dahl og Jesper Lundgaard, vi har Salsa Na Ma, Anders Meinhardt, Niels Ratzer og UHA, vi har Mathias Reumert som er klassisk multipercussionist, vi har Bateria Senzala, Livgardens Tamburkorps, Gladsaxe Pigegarde og Frederiksberg Garden. Og så er vores toastmaster Thomas Sandberg er en fuldstændig fantastisk mand! Han er et indlysende talent – klassisk uddannet samtidig med Safri Duo i øvrigt – men har valgt ikke at være i etablissementet som orkestermusiker. Han har derimod valgt at lave en masse teaterforestillinger som ”one man shows”, og har bl.a. lavet en helt fantastisk forestilling på Den Anden Opera – han er en troldmand på trommer! Så har vi hele ”A kæden” på som vi siger. Den bedste scene, Moto P.A., scenechefen fra Tivoli som afvikler, fuld backing fra kommunen, Larsen Backline osv., så jeg glæder mig!

TS: Jamen tak for interviewet!
PJ: Velbekomme!

2016 Update: NAMM organisationen udsendte i july 2006 denne video med Peter, så se lige den med, hvis du alligevel har læst artiklen.